Work/life balance – hvad du ønsker, skal du få …

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Hjerter klippet med en saks…

Julen står for døren og det samme gør julebag, juleklip, julehygge og juleafslutninger – i ét væk. Du kan klippe, æde, drikke og shoppe dig gennem julen i ét væk. Hvis det altså er dét, du gerne vil. Jeg plejer at være en, der gerne vil. Vil det hele – hyggen, sammenkomsterne, de mange gaver, gløggen og pynten. Men i år er anderledes. Helt anderledes – og så alligevel ikke. For hjerter skal stadig klippes med en saks …

Menu: Stress til forret, dårlig samvittighed til hovedret og flamberede nerver til dessert?

Hvad er det så, der er anderledes ved i år? Er det fordi, jeg ikke gider ”klippe”? Fordi jeg har meldt mig ud af juleræset? Er hoppet på en moderne jul, hvor julegaver kun består af geder til mødre i Kirgisistan eller høns til fædre i Nepal? Er det fordi, jeg er blevet skilt, blevet syg eller på anden vis er tvunget til at se julen i et andet lys? Eller er det fordi, jeg har set lyset og besluttet at udlicitere alt fra madlavning til gaveindkøb og kærestehygge – til andre kvalificerede hænder?

Næe egentlig ikke. Faktisk er det meste, som det plejer – bortset selvfølgelig fra at børnene er et år ældre (og jeg med!), julekalenderen hedder Ludvig og Julemanden – og jeg nu bor på Tåsinge i stedet for på Amager. Hvad er det så, der gør i år anderledes? Det er ganske enkelt dét, at jeg i år har fundet ind i en rytme, hvor jeg tager én dag ad gangen!

Ikke at jeg er holdt op med at lave aftaler eller finde på projekter. Jeg tjekker min kalender, men skubber dét, der kan vente, væk fra to-do-lister og hjernebark. Jeg er holdt op med at tænke over projekter og gøremål 24-7 eller flere måneder i forvejen. Og jeg er holdt op med at presse julehygge igennem; især hvis ungerne alligevel hellere vil spise en købt klejne end en hjemmebagt!

Men risikere jeg så ikke – på selveste JULEAFTEN – at skulle servere stress til forret, dårlig samvittighed til hovedret og flamberede nerver til dessert? Tja, jeg har jo stadig den store aften, familie-ryk-ind’et og juledagene til gode at teste den nye NU-væren i, men jeg tror det ikke. Ganske enkelt fordi jeg har fordelt opgaverne til alle de deltagende parter. Og jeg har haft en medansvarlig og medprojektleder ind over. Imellem os tog det kun en kop varm kakaos tid at fordele opgaver, beslutte menu og de tre dages aktiviteter, som det hele handler om. Så det er der styr på! Jeg skal altså kun købe ind, sætte manden til at stå for pakkerne til pakkelegen (han har meldt sig selv) og teste portvinen, rødvinen og smage lidt på den gravede laks, der skal serveres til forret!

Men hånden på hjertet, så har det faktisk været sådan i ca. 8 år, at vi har gjort det på denne måde. Alligevel er det anderledes i år. For i år har jeg, helt ned i maven, en overbevisning om, at alle tager ansvar for dét, de skal stå for, at planen er god som en ramme, at plads til det uforudsete er fint (sådan har jeg ikke altid haft det, ups) og at julen jo nok skal gå sin egen stille gang – også selv om jeg skulle sætte mig hen i et hjørne og bare læse en god bog.

Julen ER hjerternes fest!

Det lyder måske ganske enkelt, men er noget, der har taget mig år at nå frem til! Altså denne væren-i-NU’et-hed. Hvis jeg skal være helt ærlig …

Så hele forskellen ligger i min indstilling! Det er mine overbevisninger, ideer, mit projektgen og mine planer eller tendens til at følge et ”jule-burde”, der har skabt al julestress i mit liv. Men et hjerte planlægger ikke at slå, det slår fordi det føler trang til det, fordi det er dets natur og fordi det er en del af dets flow. Et lidt søgt billede, jeg ved det godt, men alligevel rammende. For når julen nu ER hjerternes fest, er det jo oplagt at se på netop dette flow. Hvad føles rigtigt for dit hjerte lige nu? Hyggeligt lige nu? Hvad skaber ufed hjertebanken og utidig polka? Og hvad kan ændres, så vejen er banet for en god stressfri jul – helt i det tempo og i den stil, som du ønsker for dig og din familie? Som sædvanlig, så spørger jeg bare…

Glædelig jul og godt nyår!

Hvordan har du det med julen? Skaber den stress, eller er det ren hygge og afslapning? Eller måske noget midt imellem? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside herSe Ninas bog: Den gode barsel her.

Om Nina Kirstine Brandt Jacobsen

Daglig leder af rejsebureauet Travelling Heels (kultur- og aktive rejser KUN for kvinder), foredragsholder og forfatter. Ph.d. i samtidshistorie, coach og mor til to. Yogadyrker og hestefan med lille hus i det store Udkantsdanmark.

Skriv en kommentar...

*