At være en stedmor

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

På mine workshops kalder jeg af og til den sammenbragte familie for en sammenbragt turbulens. Det gør jeg af den ene årsag, at der næsten altid er noget, som er svært. Der er så mange ting i spil: X-mænd og X- koner, dine og mine børn, tidligere ritualer og andre fortidsregler, ”du bestemmer ikke over mig”, ”vi gider ikke lege en stor glad kernefamilie”, stedbørn der spiser grimt, voksne der skælder for meget ud og meget andet. Alle disse turbulente ting skal bæres af én eneste ting; Nemlig kærligheden mellem de to voksne. Intet andet binder den sammenbragte familie sammen, og dét kan være temmelig turbulent.

Rigtig mange havner i en sammenbragt familie, og jeg kunne skrive side op og side ned om problematikkerne, men nu vil jeg koncentrere mig om en ting, og det er om den ”onde” stedmor, der har stedbørn, der helt reelt er søde og venlige.

Stedmor med søde stedbørn

At være en stedmor (vælg gerne andre ord, hvis det passer bedre) er svært. Det er svært, selvom stedmor har de sødeste stedbørn. Faktisk er det min erfaring at det nogle gange er lettere, hvis stedbørn både bider og ryger hash, fordi så er der noget konkret at være utilfreds med. Tit og ofte så er stedbørn søde, hvilket gør det svært for stedmor at formulere, hvorfor hun kan være anstrengt, når stedbørn er på besøg.

Urimelige krav

Det er svært for hende at sige, hun ikke gider være social hele tiden med hans børn, det er svært at sige, at hun vil have et rum for sig selv, og det er svært at forstå, at middagsluren bliver endnu mere tiltrængt, når hans børn er i huset.

Men det er nu engang sådan, at de fleste stedmødre har det, og det skal hun ikke negligere.

Stedmor skal ikke banke sig selv i hovedet over, at hun plejer at være social og have et stort hjerte, så hvorfor ikke nu … og den slags. I stedet skal hun tage sig af, at hun har brug for pauser, fordi selvfølgelig bliver hun mere træt, når hans børn er i huset, fordi så er der endnu flere af hendes ”Har-alle-i-huset-det-godt-antenner”, der skal i brug.

Eget rum

Det er vigtigt, stedmor er opmærksom på at gå ind i sit eget rum ind imellem for at slappe helt af. Det er godt at gøre det, før det hele brænder sammen. Så bliver det en positiv handling om at tilvælge afslapning i eget rum, fremfor at flygte fra det hele, når lokummet brænder.

Forventninger

Stedmor har store store forventninger til sig selv. Selvom det vrimler med sammenbragte familier, så har generationerne før os haft flest kernefamilier, derfor er kernefamilien den sammenbragte families forbillede, og derfor forventer vi helt urealistisk, at stedmor har samme følelser som en biologisk mor har for hendes børn – eller i hvert fald følelser ganske tæt på.

Jeg kender flere eksempler på, at stedmor ikke tør fortælle sine veninder, der er i kernefamilie, at hun er dødhamrende træt af de her stedbørn. Det er virkelig et stort tabu for en kvinde at sige højt: ”Mit hjerte kan ikke rumme alle børn hele tiden”. Men det er helt naturligt, at hun ikke elsker hans børn som sine egne.

Først når både hun og hendes kæreste (og resten af omgangskredsen) erkender disse ting, så bliver der mindre turbulens i den sammenbragte familie. Når stedmor får anerkendt følelsen – dels af sig selv og dels af andre – så vil der falde en kæmpe sten fra hendes hjerte.

Lever du i en sammenbragt familie? Eller kender du nogen, der gør? Kan du nikke genkendende til noget af ovenstående? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Om Line Bassøe

Mor til to, parterapeut og sexolog med klinik i Hillerød og på Østerbro. Line er desuden mentor for Sexologudddannelsen og supervisor for den Kognitive parterapeutuddannelse. Læs mere på linebassoe.dk.

Kommentarer

  1. Gitte skriver:

    TAK – det er bare så rart at vide at man er ‘normal’ med de følelser man har når man er bonusmor. Det er svært at tale med min mand om mine følelser og behovet for at have tid alene. Jeg øver mig og det bliver hele tiden bedre. Jeg mangler dog reélt et fysisk rum for mig selv. Kan nogen gange føle mig invaderet og bliver presset og sur – det er når jeg ikke føler der er plads til mig.

  2. charlotte skriver:

    Hej Line
    Fed artikel, den tror jeg er tiltrængt, da vi som er stedmødre bliver taget for givet i den grad, med mindre vi tramper det på plads at vi har brug for rum, og at vi er færdige helt indeni efter en week end.
    Det handlede for mig dybest set om at tage kampen fra starten.
    Idag er de 14, 15,, og 20, og jeg kan mærke at det har været kampene værd, helt ned i de bitte små.
    At min holdning var, er der ikke skulle nogen ind og styre det hjem, jeg er i, har ikke været uden MEGET trætte søndage og mandage.
    Jeg var rigtig dårlig i starten til at skride min vej, når jeg havde fået nok, og det og andre ting er rigtig godt at give videre.
    Knus far Charlotte

  3. Tak for Jeres tilbagemeldinger her. Jeg har også fået en bunke mails fra stedmødre, der har genkendt følelserne fra artiklen. Jeg bruger gerne meget tid -både med mine klienter og på workshops, for at fortælle disse følelser, som letter stedmødre (og ind i mellem også stedfædre) virkelig meget. Det er altid en kæmpe lettelse at få anerkendt sine følelser, især hvis man ikke synes de er helt “gode”.

    Mange smil til Jer fra mig

  4. maren skriver:

    Hej Line

    Tak for din artikel. Der er så mange løftede pegefingre i forhold til, hvordan man skal forholde sig som stedmor: man skal tænke på, hvor svært børnene har det, deres forældre er jo skilt; man skal være rummelig; man skal være en “sammenbragt familie.” Det er egentligt underligt, når man tænker på, at rigtigt mange stedmødre giver udtryk for, at det er en kæmpe lettelse at få lov til at italesætte de nogle gange meget dystre og mørke tanker man kan have i forhold til sine stedbørn. Jeg synes for eksempel ofte, at mine stedbørn er nogle uopdragne krabater, der forsøger at hyle eller babye sig til snart sagt hvad som helst, og jeg har meget brug for mit eget rum sammen med mine egne børn. Og når jeg så har sagt det, så får jeg fluks dårlig samvittighed.

    For mit vedkommende tror jeg, at problemet ligger i forventninger til kønsrollerne. Jeg tror, at der ofte ligger en uudtalt forventning hos manden om, at man som kvinde naturligt skal træde ind i en eller anden opdrager/morrolle i forhold til hans børn. I mit eget (sammenbragte) ægteskab føler jeg i hvert fald ofte en forventning om, at fordi jeg er mor, og fordi jeg har velopdragne børn, så skal jeg også fungere som sparringspartner og rådgiver i forhold til opdragelsen af min mands børn.

    Løsningen er svær fordi det er så svært at tale om. Hvis man først er kommet til at antyde, at det altså ikke altid er lige let at holde af sine stedbørn, så kan det gøre uoprettelig skade på forholdet.

    Anyway, det var mine tanker i forbindelse med emnet at være stedmor

Skriv en kommentar...

*