Balance – ”Og anden kom på bordet!”

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Rasmus Seebachs sang til sin mor I mine øjne bevægede sig ud i rummet og rundt om computeren: ”Mennesker kommer og går, men du vil altid være midt i mit liv – selvom vi har skændtes og skabt os.”

Min mor. Min far. Mine midtpunkter. Hm …

Jeg syntes jo ellers, at jeg var SÅÅÅ stress-fri og afbalanceret som julen gjorde sit indtog. Alt klappede, og bortset fra killingen, der tissede under min dyne tidlig morgen Juleaftensdag, var der fryd og gammen over hele linjen. Så langt så godt – og så kom familien tilkørende til vores pt meget lille bolig, som Manden passende kalder ”et socialt eksperiment”.

Og da var der, at jeg kom til at spise mine ord, både dem på skrift og tale. For når sandheden skal frem, så er der ikke noget bedre tidspunkt end højtider og helligdage til at finde ud af, om du virkelig er i balance med dig selv! Især hvis familien er involveret! Jeg har skrevet og arbejdet så meget for indre som ydre balance, men som familien væltede ind med pakker, dyner, store armbevægelser og ucensurerede meninger, måtte jeg pludselig give skuespiller og New Age forfatteren Shirley MacLaine ret, når hun i sin bog Dance While You Can skriver: ”What a joke. You think you have a handle on … the Great White Light until you go home for Thanksgiving. In an hour, you realize how far you’ve got to go and who is the real turkey.”

Derfor handler denne her artikel om, at den hemmelige ingrediens i balance tit er at gøre sig fri af sine forældre; det barndomsmønster vi har med og den kultur, vi er opvokset i. Så vi virkelig kan være harmoniske og afbalancerede i og omkring andre – om det er hjemme eller på arbejde.

Dine forældre

Ok, nu ikke al den der snak om, at det alt sammen handler om min barndom, tænker du måske. Og jeg kunne få lyst til at tænke det samme! Men det her er om mere end dét. Hvilket jeg indså i julen – eller genindså også i denne jul! Det handler om, at jeg stadig, som voksen, agerer og reagerer forskelligt på mine forældre – og at deres ønsker for sig selv og deres liv (værdier, drømme, egne forældres drømme på deres vegne) har påvirket mig, og måske stadig gør det! Og da jeg ikke på nogen måde er noget særeksemplar af racen Homo Modernis, tror jeg næppe at være den eneste, der påvirkes på denne vis. Min påstand er, at de fleste af os bare gemmer den indsigt til den stille stund med os selv, som vi sjældent har.

Puh, det er nu heller ikke en rar indsigt; at jeg måske slet ikke er helt færdig med at lære af mine forældre! Men det er heller ikke rart at holde inde i sig selv – som en uopdaget, eller semiopdaget, faktor, der ubevogtet er med til at styre, hvorvidt jeg forsøger at være den gode og fornuftige datter eller den kreative og stærke datter. Mine forældres måde at tackle livet, kommunikation, deres parforhold, deres drømme, mål og værdier på – har jo været med til at forme mit verdensbillede – og mine ideer om, hvordan MAN taler sammen i en familie, hvordan MAN hygger sammen, hvordan MAN … osv., osv. Det hverken kan eller vil jeg komme uden om – med mindre jeg ønsker at vælte i sandet i vejkanten. Derfor påvirker det også, hvorvidt jeg oplever balance. Fordi min måde at leve på, mine værdier og hvad jeg er og gør i livet på en eller anden måde ofte vejes på den vægtskål, som mine forældre byggede ud af deres egen medbragte bagage.

Din egen

Det her skal ikke være nogen hetz mod forældre – eller en skyld-kastning, for så ville jeg jo selv stå for skud, da jeg selv er forælder! Det handler om, at du og jeg får en stor kane fyldt med alle mulige gaver af mine og vores forældre gennem opvæksten: Og noget af gaveindholdet har vi måske hverken ønsket os eller brug for som voksen! Disse gaver kommer måske først frem, når du sidder rundt om anden, og du virkelig ser og hører, hvordan dine forældre og søskende kommunikerer drømme, værdier, anti-partier og partier ud. Dér har du muligheden for at finde ud af, hvordan din mors uforløste drømme om at være chef, har inspireret dig til at være selvstændig og selvchef! Eller hvordan din fars idé om, at piger skulle behandles som prinsesser har resulteret i, at du aldrig selv har kunnet løfte en hammer. Eller hvad det måtte være.

Det er ikke noget at buh-hue over. Eller vrænge næse af. For der ligger jo en masse guld i at finde ind til sin egen kerne. En styrke i at skrælle de lag af drømme, krav, overbevisninger eller mål væk, der i bund og grund slet ikke er ens egne – men ens forældres! Eller bare acceptere at mange af dine egne drømme, værdier og krav er blevet formet delvist af din familiehistorie.

Der ligger ligeledes en styrke i at kunne acceptere sine forældre som de sammenstykkede puslespil, de også selv er: I at kunne se bagom deres uhensigtsmæssige kommunikationsmåder eller sære verdensbilleder (fra ens eget eller ens partners perspektiv) – og møde dem med tolerance i stedet for oprør og irritation.

Ja, det er ikke fordi jeg magter tolerancens kunst endnu. Jeg kunne også denne jul sidde rundt om anden, silden eller konfekten og tænke : ”hvem har tømt mig og mit køleskab for moderne mad og balance – og erstattet det med gamle mønstre og madvaner?” Jeg kan stadig miste fodfæste og blive sur, men heldigvis kan jeg både se og høre på mig selv, at jeg endelig tør tage irritationen ind og mærke, hvad det her handler om?! Så jeg bedre kan acceptere dét, jeg har med mig; vælge det til, som jeg gerne vil blive ved at føre videre og arbejde for at ændre eller opløse dét, jeg ikke ønsker at føre videre.

For nogen gange er and og rødkål godt – men andre gange vil jeg selv gerne komponere salaten. Jeg vil gerne være min egen – i hvert fald lidt.

Kender du til det med, at intenst samvær med dine forældre og søskende – fx i julen – kan vække følelser, reaktioner og mønstre, du troede, du var færdig med? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside herSe Ninas bog: Den gode barsel her.

Om Nina Kirstine Brandt Jacobsen

Daglig leder af rejsebureauet Travelling Heels (kultur- og aktive rejser KUN for kvinder), foredragsholder og forfatter. Ph.d. i samtidshistorie, coach og mor til to. Yogadyrker og hestefan med lille hus i det store Udkantsdanmark.

Skriv en kommentar...

*