Ja tak – det vil jeg gerne have mere af!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Januar og nytår er oplagt til at snakke om alt det nye, vi skal, alle de vaner, der skal laves om og jajaja, det er da også meget fint det hele. Men både du og jeg ved, at det bare – i rigtig mange tilfælde – er vanvittigt svært at ændre de pokkers vaner, og ofte lover vi mere, end vi kan holde.

Og hvem har ikke prøvet at lave det samme nytårsforsæt flere år i træk? Nogle gange glemmer man bare, at det røg ud i sandet. I andre tilfælde starter der en lavine af selvbebrejdelser, fordi det bare ikke gik som forventet, og fokus bliver lagt på det, der ikke gik godt, i stedet for på det, der rent faktisk var en succes.

Vi mennesker har en ganske glimrende fokuseringsevne. Men nogle gange er det altså skide træls, fordi fokus kommer til at ligge på det, der er noget møg. Måske kender du det fra din hverdag, hvor du kan have haft en super dag på job eller derhjemme, og så er der én lille møgirriterende ting, der bare ikke funker, og så bliver fokus og den store linse rettet mod det øjeblikkeligt. Resultaterne kommer promte. ”Mega nederen”, som en anden teenager ville udtrykke det. Humøret skifter, kroppen føles anderledes og energien fiser ud af kroppen.

Mekanismen med automatisk fokus er ellers smart nok, for den hjælper os til at få set det der trænger til at blive ændret og muligheden for at skabe forbedringer. Men i vores travle liv, så er der egentligt nok at forbedre, og så kan det blive en voldsom opgave, hvis ikke den store lup får lidt hjælp til at dreje sig i andre retninger. Bare engang imellem.

Nøjagtig sådan forholder det sig også med kærligheden. Det er SÅ nemt at stirre sig blind på den der ting, der ikke lige er optimeret endnu. Og jojo, vi kan da godt rende rundt resten af vores liv og arbejde med os selv i et væk, men måske er det også en gradbøjning, har du tænkt på det?

Der er flere måder at evaluere ens forhold på, og mange kan lynhurtigt nævne, hvad de overhovedet ikke gider at have mere af. Hvad deres partner laver af de mest irriterende ting og sager, og hvordan det ”burde” være, hvis det hele var godt. Når jeg arbejder med par, får de altid en portion opgaver til den allerførste session, så vi kan gå direkte på kernen med det samme. En af opgaverne er at overveje, hvad det egentligt er, de ønsker sig mere af!

Altså hvad kan vi skrue op for, som i forvejen virker? Det er langt mere positivt end at gå i dybden, med alt det, der for pokker bare ikke fungerer. Det er ikke fordi, vi ikke nævner det, der er noget møg, men hvis man virkelig vil rykke hurtigt i kærligheden, så handler det om at skrue op for det, der faktisk virker rigtig godt (og som måske virkede ualmindeligt uforskammet fantastisk engang), og skrue ned for det, der er knap så fedt. Men de to ting arbejder også sammen. Så jo mere vi gør det, der faktisk virker – og det er ganske unikt for hvert parforhold, der har sin egen opskrift – jo mindre ævl, kævl, bøvl, brok og bavl bliver der faktisk også.

Så i stedet for at love dig selv guld og grønne skove i det nye år, så kan det være en tanke værd at overveje, hvad du egentligt gør lige nu, både i dit eget liv, men skisme også i dit kærlighedsliv, som faktisk giver rigtig gode resultater. Og så genbruge det.

Godt nytår.

Hvilke ting vil du gerne have mere af i dit parforhold og kærlighedsliv? Og i dit liv i det hele taget? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Majs egen hjemmeside her.

Om Maj Wismann

Maj er ekspert i intet mindre end kærlighed og parforhold! Hun har egen praksis og er den første parterapeut i Europa, der er gået online med sin viden i form af et e-kursus. Maj bor i en lille fynsk landsby med sin kæreste og to børn.

Skriv en kommentar...

*