Jeg stødte lige på dronningen af karrieremødre …

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Hun fik sit job præcis her midt i januar. Dagen efter hendes fars død. Og blev straks sat sammen med nogle af landets mest kyndige politikere … og største retorikere. Hun var 32 år gammel. Karrieremor. Og hamrende usikker. Indadtil.

Det var i 1972, og det er dronningen, jeg skriver om – inspireret af et tv-program i forbindelse med hendes 40-års jubilæum.

Jeg så kun slutningen af programmet, men det, der gjorde størst indtryk på mig, var et lille fraklip, der blev vist efter rulleteksterne. Her sagde dronningen, at hun og hendes ofte blev skudt i skoene, at de var “gammeldags”, men grunden til at de var det, var … at sådan var de!

Hun ville have haft alt for svært ved at indtage sin rolle, hvis hun også skulle gøre det på en måde, der var unaturlig for hende. Hvis hun så at sige skulle spille rollen som dronning – med alle de forventninger, der kunne være til det job og den titel.

Samtidig sagde hun (det var lige inden fraklippet), at når hun hørte på den nytårstale, hun holdt som 36-årig, så syntes hun, at hun lød noget gammelklog af sådan en tøs at være. Det sagde hun, altså. Hun retfærdiggjorde dog straks sin performance med, at hun havde ment hvert et ord.

Her sidder vi i den spæde begyndelse af 2012 og taler om at være autentisk og i alignment som de store begreber i tiden. Og så er det i virkeligheden noget gammeldags noget – som dronningen har dyrket, siden hun var en tøs som mig. (Jeg bliver 36 i år. Gad vide, hvad jeg tænker om mine små taler her og på min egen blog om 34 år … jeg føler en vis tryghed ved at mene hvert et ord).

Indlægget her handler ikke om “kongehus eller ej”. Det handler om en karrieremor med en usædvanlig titel, et usædvanligt job og en usædvanlig evne til at være sig selv i det.

Nytårshatten af for hende!

Hvornår og hvordan er du autentisk og i alignment? Og hvad lægger du i det hele taget i disse begreber? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

 Besøg Lines egen hjemmeside her.

Om Line Dahl

Line Dahl er selvstændig med egen virksomhed, linedahl.dk, hvor hun guider virksomheder til at skabe succes med deres budskab, og sammen med Jette Bulck desuden drivkraften bag Karrierekald.dk - den nye vej til din rette hylde.

Kommentarer

  1. Troværdighed og autencitet er begreber der får større og større betydning i relationen mellem mennesker og kan være afgørende for om vi som karriererkvinder lykkes med vores mission. I mit arbejde hvor jeg hjælper kvinder til en øget fertilitet og sundhed, er troværdighed og autencitet afgørende. Vi har brug at mærke at de mennesker vi er i kontakt med også “vil” os- at deres interesse er ægte og at de uanset om de optræder som en fagperson eller privatperson fremstår autentiske. Dronningen følte det var svært at navigerer mellem forventninger, ansvar, position og den rolle hun skulle udfylde. Det er betragtninger som vi nok alle på et aller andet tidspunkt i vores liv skal forsøge at finde den rette balance i. Dronningen valgte at følge sit hjerte – sin vej, og det er en af de egenskaber der netop gør Dronningen troværdig og resulterer i respekt og næsegrus beundring. Andre har truffet samme valg – og høster anerkendelse, respekt og beundring, det er Bonderøven og hans kone ganske glimerende eksempler på, det samme gælder AnneMad og Blomsterberg – og det er nok hævet over enhver tvivl at netop autencitet er medvirkende til den enorme succes, som disse programmet nyder. Det kan være inspiration til hvordan nutidens og fremtidens karriererkvinder/mødre kan tænke disse begreber ind i deres virke.

Skriv en kommentar...

*