Kvinder beholder selv de allerværste opgaver

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Kvindelige mellemledere engagerer sig mere omsorgsfuldt i sine medarbejdere, og derfor bliver tonen lidt for hjemmelig

Da jeg var mellemleder, havde jeg nogle ret kedelige administrative opgaver, som jeg havde pålagt mig selv at løse. Ærlig talt kunne de have været løst af en middelstor puddelhund – de var altså ikke krævende på nogen måde. Det var alt for dyrt for virksomheden, at jeg sad og brugte min tid på at løse de opgaver. Og udover det økonomiske i det, var der også lige den detalje, at jeg fandt opgaverne ufatteligt uinspirerende og kedelige.

Derfor havde været bedre at sende dem videre én af mine medarbejdere i stedet (uden sammenligning mellem mine medarbejdere og middelstore puddelhunde iøvrigt, forståes) så jeg i stedet kunne bruge min energi på noget mere værdiskabende.

Hvis det nu var sådan, at jeg først var kommet i tanke om alle de kloge ting bagefter, var jeg nærmest undskyldt, ikke? Men problemet er, at jeg godt vidste det allerede dengang.

Og selvom jeg godt vidste, det var en dårlig plan, så fortsatte jeg alligevel.

Why?

Fordi jeg ikke havde lyst til at give mine medarbejdere en opgave, som de ville komme til at hade. Jeps! Det var derfor…

Jeg synes, det var synd for mine medarbejdere, at de skulle have den samme oplevelse som jeg havde. For jeg vidste jo, at opgaverne var kedelige. Og derfor ville jeg spare medarbejderne. Præcis som når jeg sparer mine børn for noget, der er kedeligt. I stedet for at insistere på, at det er min datter, der skal tage af bordet, så gør jeg det lige selv. For hun er jo lige i gang med noget sjovt, og så vil jeg jo gerne gøre hende glad og motiveret.

Ligesom jeg jo gerne ville spare mine medarbejdere for de værste opgaver og holde dem glade og motiverede.

Ja, jeg ved godt, hvordan det lyder, og når jeg hører en lignende historie i dag (og tro mig, det gør jeg ofte), så sætter jeg det store spejl op og viser de kvindelige mellemledere konsekvenserne af den misforståede omsorg – mens jeg i mit stille sind ville ønske, at nogen havde vist mig spejlet dengang.

Det jeg ikke tænkte over dengang var, at vi jo er meget forskellige. Så en hadeopgave for mig er ikke nødvendigvis en hadeopgave for mine medarbejdere. Og da det var mit job som leder at – ja – lede og fordele arbejdet, skulle jeg have brugt min tid på at finde ud af, hvor opgaverne bedst lå, i stedet for at antage at andre havde det som mig og derfor gøre det hele selv.

Kan du genkende ovenstående? Hvilke opgaver tager du ”lige” selv i stedet for at uddelegere dem? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

Om Annette Klausen Bengtsson

Annette er mor til tre og indehaver af firmaet Mindfocus, hvor hun, gennem workshops, mentorforløb og coaching, hjælper mellemledere med at få det mod og de værktøjer, der skal til for at skabe værdifulde resultater.

Skriv en kommentar...

*