Planlægning af 2012 – sådan gør du

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Nytåret er for mange af os en anledning til at evaluere året, der gik og overveje, hvad det næste år skal indeholde. Men når hverdagen melder sig, er det nemt at glemme både evaluering og overvejelser og bare flyde med.

Da jeg var mellemleder, blev planlægning af det nye år lavet i samarbejde med topledelsen. Planen udsprang af virksomhedens overordnede mål og blev et krav til, hvad vi skulle nå. Udfra målet lavede jeg en handlingsplan, som indeholdt alle de aktiviteter, min afdeling skulle gøre, og som jeg kunne agere efter i løbet af året.

Det var altså en plan, som handlede om, hvad vi skulle nå, og hvordan vi så skulle gøre det. Meget klassisk. Den plan ville jeg også lave i år, for min egen virksomhed. Men i stedet for starte med at sætte et mål, startede jeg et andet sted. Nemlig med at brainstorme på alle de ting jeg virkeligt havde LYST til at lave, udover de ting, jeg var klar over, at jeg var nødt til.

Da listen var komplet, prioriterede jeg de 10 vigtigste aktiviteter. Dem fordelte jeg udover året. Én i hver måned undtaget juli og december, som har en tendens til at blive fyldt op af andre gøremål.

Så fordelte jeg de resterende aktiviteter fra listen ud på de 10 måneder, for at sikre et jævnt flow af opgaver henover året.

Og først herefter kiggede jeg på, om det så ville give det resultat, jeg kunne ønske mig. Og faktisk gav det mig et endnu større resultat, hvilket betød, at jeg kunne skrue ned for nogle af de opgaver, jeg havde troet, jeg var nødt til, fordi dem jeg havde lyst til gav mig et bedre resultat.

Da jeg var sikker på, at resultatet var i orden, gik jeg et niveau ned og fordelte mine månedsaktiviteter på uger. Det har givet mig et meget konkret styreværktøj, som hjælper mig med at holde fokus på mine mål.

Det var en helt anden tilgang og meget sjovere end den tidligere planlægning. Jeg fik virkelig meget energi af at tænke i lyst i stedet for pligt.

Og selvom jeg er med på, at en del på forhånd er givet af en overordnet plan i virksomheden, så er der sandsynligvis flere ting, du kan påvirke. Så længe du når eller overstiger de forventede resultater, er ledelsen sikkert mindre optaget af hvordan.

Og hvis du ovenikøbet gør det gennem aktiviteter, som du virkelig har lyst til og som forøger din arbejdsglæde, ja, så er det vist bare om at komme i gang.

Planen i steps:

  • Brainstorm på alt, hvad du har LYST til og alt, hvad du er nødt til
  • Prioriter de 10 vigtigste aktiviteter
  • Fordel dem ud på 10 måneder – hold juli og december fri
  • Fordel resten af aktiviteterne fra brainstormlisten udover de 10 måneder 
  • Se nu på, om dine aktiviteter skaber de nødvendige resultater
  • Vurder om du kan opnå det samme ved at reducere i de opgaver, du er nødt til, og gøre mere af det, du har lyst til
  • Fordel alle aktiviteterne i hver måned ud på uger.

God fornøjelse og godt nytår :-)

Har du lavet en målliste og en handlingsplan for 2012? Hvordan har du gjort? Hvad synes du om idéen med at skrive de lystbetonede opgaver ned først? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

Om Annette Klausen Bengtsson

Annette er mor til tre og indehaver af firmaet Mindfocus, hvor hun, gennem workshops, mentorforløb og coaching, hjælper mellemledere med at få det mod og de værktøjer, der skal til for at skabe værdifulde resultater.

Kommentarer

  1. Kære Annette,

    Ja, jeg har også lavet en plan.

    Da jeg arbejder meget med online produkter har jeg yderligere delt mine mål ind i tre undergrupper: Det der giver mig trafik, det der giver mig profit og sidst – men ikke mindst – det der styrker min profil. Min erfaring er, at jeg så bliver endnu skarpere på hvor jeg skal tage “min brand” og mig selv hen.

    Og jeg er enig – at gøre de ting man synes er sjovt giver rigtig meget energi. Og kunderne kans e at man er passioneret. Det smitter af.

    Alis

Skriv en kommentar...

*