Stop nu al den sundhedssnak og gør noget!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg er træt! Ikke bare fysisk, men også mentalt – af al den snak om sundhed og slankhed. Der er ikke den blog, det blad eller de TV-reklamer, man bliver bombarderet med, som ikke omhandler noget omkring slank og sundhed i denne tid.

Selv min 6-årig datter har set en TV-shop-reklame for et motionsredskab, der gør mirakler for kroppen og bagdelen, hvorefter hun kigger overbærende på mig og siger: ”Mor, sådan en må du have, så får du en meget mindre numse og bliver så flot, så vil du føle dig virkelig lækker”, hvorefter hun kigger indsmigrende og kærligt på mig. Hvad sker der lige!?

Jeg skal ærligt indrømme, at min numse bestemt godt kunne være mindre uden, det gjorde noget, men når det er sagt, så er jeg faktisk ret godt tilfreds med min krop, som den er lige nu. Har faktisk aldrig følt mig så “lækker” som nu. Men det kommer et helt andet sted fra og ikke fra slanketips og smarte tips og tricks om sundhed. Det kommer af at have skiftet fokus fra at være slave af andres bedømmelse af min krop til at arbejde med at blive tilfreds med at være mig, som jeg nu en gang er. Derved er jeg faktisk blevet mindre, men motivationen har klart været at blive glad for mig, ikke andet.

Alt i mig stritter over denne urimelige fokusering på det ydre og på denne sociale status fokusering gennem kroppen. Hele mit system går i oprørsmode, og jeg får lyst til at lave opør. For hvis jeg virkelig lytter til min krop lige nu, så har den faktisk mest lyst til at slappe af og gå lidt i dvale her i mørket, mens jeg drikker varm cacao og spiser hjemmelavede kanelsnegle. Jeg tror faktisk, at denne årstid rent genetisk er mere beregnet til at gå i hi og gemme sig lidt væk, sætte tempoet ned og reflektere over livet. Men vores moderne samfund levner ikke tiden til det. Derfor stiger selvmordsraten i januar, flere får det dårligt, og dødsfaldene er størst.

Vi har brug for en tid til at sætte tempoet ned, og hvis denne årets mørkeste og koldeste tid ikke skulle være der, vi gør det, hvornår så? Det er da helt idioti at på den tid af året, hvor hele systemet i forvejen er presset i bund, lige præcist der skruer vi helt vanvittigt op for tempoet og forventningerne til vores egen præstation. Det giver i mit univers ingen mening. Vel vidende fra de tidligere års erfaring, at det ikke har nogen effekt på den lange bane, kaster vi os alligevel ud i dette mareridt af nytårsfortsætter, og de fleste vil alligevel give op omkring marts måned. Det er jo ikke det, vi spiser imellem jul og nytår, der feder – det er alt det, vi spiser resten af året.

Vi burde i stedet give os selv plads til selvforkælelse, tid til pleje af os selv og vores indre. Tid til at reflektere over den tid, der er gået, hvad var vi virkelig glade for, hvad ville vi godt have gjort bedre? Og på hvilken måde tænker vi at kunne tiltrække mere af det, vi rigtig gerne vil have ind i vores liv i året, der kommer. Og her tænker jeg på værdimæssige ting og ikke kun ydre ting.

Som de gamle indianere, der gik i Kiwa, søgte indad gennem stilhed og selvrefleksion for at kunne slippe det, der ikke længere var brug for, og mest af alt hvad de gerne ville have ud af året, der var på vej. Vi har brug for stilletid, vi har brug for at bruge tid på at vende blikket indad. Jeg møder i min praksis alt for mange mennesker, der er kommet for langt væk fra sig selv og deres inderste værdier og derfor er blevet stressede og dybt frustrerede og har skabt en masse konflikter – både i det ydre og det indre.

Og jo, jeg synes sundhed er vigtigt, og jo, jeg både løber flere gange om ugen og dyrker yoga så ofte, jeg kan. Men ikke fordi jeg vil se ud på en bestemt måde, men fordi det giver mig en balance mellem krop og sind, at begge dele trænes lige meget. Men jeg får præcist lige så meget ud af meditationen som af løbeturen, og ser vi forskningsmæssigt på det, så er det mange af de samme positive stoffer, der frigøres i hjernen, Men meditationen tilføjer endvidere det, at vi styrker vores evne til at få vores limbiske systemet til at samarbejde med vores neo cortex. Kort sagt: Vi bliver bedre til at styre os selv og vores indre liv.

Så her er lidt at øve på en kold og mørk januar dag ;o)

Hvad gør du for at skabe balance mellem krop og sind? Og hvad er din primære motivation for at dyrke en sund livsstil? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*