Sukkermassakren….

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg vil ikke påstå, at min mand, Søren, og jeg altid er enige om alt herhjemme. For det er vi ikke. Men de overordnede linjer, inklusiv børneopdragelse, ser vi (næsten) ens på. Dog er der ikke noget, som sukker-indtag, der kan skille vandene. Og det er ikke på den helt gode måde.

Det ER på sukker-indtaget, at jeg nogle gange bliver udfordret HELT ud i lilletåen. Her er det, at de der ALT for små sko, der ikke klæder nogen mennesker, på mystisk vis altid står klar, lige til at springe i. Og det er forbandet svært at spadsere elegant forbi og ignore de små bitte sko, når de nu står klar. Og i stedet opføre sig som et voksent og dannet menneske. Det ER så let, ja næsten helt oplagt, at springe i de små bitte minisko og suse afsted. Selvom de klemmer. Og selvom jeg ikke engang selv bryder mig om den udgave af mig selv. I de små sko mister jeg også proportionerne.

Som den gang, hvor jeg efter en rask lørdag-morgen-løbetur kom hjem og kiggede ind i tv-stuen. Her sad 3 piger (vores 2 fælles børn og Sørens ene datter fra et tidligere forhold) helt glade på række i sofaen og så Disney sjov mens de guffede M-A-R-I-E-K-I-K-S. Klokken halv ni lørdag morgen!!

På ingen tid konkluderede jeg rasende, at det ville være betydeligt nemmere (for mig), hvis jeg bare havde giftet mig med en mand, der ikke havde børn fra tidligere. For så ville MINE børn leve i lykkelig uvidenhed om Mariekiksenes eksistens!! Og alt ville være meget bedre. Synes jeg. Der kan man virkelig tale om at miste proportionerne.

Det er jo trods alt Mariekiks, der er tale om og ikke gift, hvilket du ellers godt kunne have troet, hvis du skulle dømme efter det blik, jeg sendte min mand. Og Mariekiksene!

Vi har en aftale om, at vi ikke irettesætter hinanden foran børnene, uanset hvor stor og altoverskyggende lysten til det end er. Og så var det, at jeg må VENTE 12 stive timer på at fare til angreb. På børnenes far. For at servere kiks til Disneysjov.

Jeg lagde elegant ud med:

”Bare fordi det er okay, at DIN datter spiser MEGET usundt, så er det ikke, SLET IKKE, okay for mig, at de børn JEG kan BESTEMME over gør det.”

Sørens svar var venligt:

”Jeg vil gerne være en god far for ALLE mine piger og synes ikke de små (hvilket er den kategori de går under herhjemme) skulle snydes for lidt lørdagshygge, når nu DERES storesøster får det. De blev bare så glade” (underforstået: og du er super-sur).

Need I say, at jeg blev helt og aldeles overmandet af en følelsesmæssig tsunami af dårlig samvittighed, skyld, skam og selvbebrejdelse?

Hvem har sagt, at det altid er nemt at være mor? Eller Ekstramor? Eller afbalanceret?

Hvordan reagerer du, når der ikke er kongruens mellem dit og din mands/kærestes syn på børneopdragelse? Eller andre områder, der har indflydelse på familiefreden? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Skriv en kommentar...

*