Velkommen til mit fantastiske liv

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Hvis vi ikke tør træde ud af komfortzonen, få vi aldrig det, vi gerne vil have. Medmindre det vi gerne vil have er mere af det samme, som vi altid har fået.

“Jo mere vi arbejder med os selv, jo bedre får vi det. Og fordi jeg har arbejdet så meget med mig selv, har jeg i dag et helt fantastisk liv. Jeg er så afklaret med mig selv, at jeg aldrig har dårlige dage, får ondt i maven af nervøsitet, bliver ked af det eller bange”.

Cirka sådan opfattede én af mine kunder for nyligt mit liv. Hun ville bare ønske, at hun havde det ligesom jeg, med evnen til at se det positive og gode i alle situationer, rolig og balanceret og i altid godt humør.

Alt det fortalte hun mig, fordi jeg udfordrede hende til at gøre noget, hun ikke brød sig om. Noget, som jeg forventede ville være godt for hende på sigt, men som ville føles ubehageligt i øjeblikket. Hun takkede pænt nej, fordi hun ikke havde lyst til at have det dårligt og mindede mig samtidig høfligt om, at ingen mennesker havde det. Hun ville bare hellere have det som jeg.

Og selvom jeg blev en anelse forbavset over, at hun var af den opfattelse, var jeg alligevel virkelig lettet over at hun havde sagt det, for det gav mig muligheden for at indvie hende i min virkelighed, som nok i bund og grund minder om de fleste andres.

Jeg har – præcis som alle andre – tre zoner:

  1. Komfortzonen: Hvor jeg gør, som jeg plejer, uden at tænke så meget. Det er her, tingene er trygge – som ikke er at forveksle med godt, da det godt kan være ret så uhensigtsmæssige mønstre, vi kører af i komfortzonen. Men vi kender dem, vi er trygge ved dem og vi ved, hvad vi har. Torben Wiese kalder det vanecockpittet, hvor vi sætter os ind og trykker på de samme knapper, som vi plejer.
  2. Udviklingszonen: Hvor jeg træder ud, når jeg gør noget nyt. Det er her, det suger i maven, hvor jeg kan få lidt åndenød og et stik af usikkerhed, når jeg tager skridtet. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, men hvis jeg skal udvikle mig som menneske eller udvikle min faglighed, er jeg nødt til at komme herud. Også selvom det kan føles grænseoverskridende, og det er faktisk lige, hvad det er. For jeg overskrider grænsen mellem komfortzonen, hvor alt er trygt, og udviklingszonen hvor alt er usikkert.
  3. Farezonen: Hvor jeg intet har at gøre. Det er her, jeg bliver stresset eller det der er værre, fordi jeg alt for længe har overhørt signaler om at noget er forkert.

Jeg bevæger mig altså mellem komfortzonen og udviklingszonen. Komfortzonen bruger jeg til at lade op og fordøje mine ny-høstede erfaringer fra udviklingszonen. Men den store udfordring ligger i at overskride grænsen til udviklingszonen. Vores hjerner elsker, at tingene er gennemskuelige, trygge og som de plejer.

Så vil den begynde at alarmere kraftigt for at forhindre os, hver gang vi gør antræk til at træde over grænsen. Og det vil den gøre så voldsomt, at vi vil få lyst til at trække følehornene til os og sætte os tilbage i komfortzonen, hvor det er trygt. Det kan nemlig føles så ubehageligt, at vi kan narres til at tro, at det slet ikke er godt for os at krydse grænsen.

Men alternativet er heller ikke så behageligt. For jo mere vi opholder os i komfortzonen, jo mindre bliver den, og jo mindre kan vi. Hvorimod jo mere vi tør overskride grænsen og springe over i udviklingszonen, jo større bliver komfortzonen. Jo flere gange vi går derud, jo mindre modstand vil der være, og pludselig er den nye handling blevet en del af vores komfortzone.

Så nej, jeg er ikke altid balanceret og har det fantastisk med alting. Men jo flere gange, jeg trodser min hjernes advarsler og krydser grænsen til udviklingszonen, jo mere ved jeg, at det er den rigtige vej. Når jeg står derude i udviklingszonen, og det føles som at stå midt i det værste stormvejr, beroliger jeg mig selv ved at minde mig om en vigtig sætning, jeg har lært af Christine Eilvig. Hun siger at “Al vækst støjer”. Så når alt i mig støjer, ved jeg, at det er fordi, jeg er i gang med at vækste, og da jeg gerne vil vækste, tager jeg støjen med.

Hvilken af de tre zoner befinder du dig mest i? Hvordan ved du, når det er på tide at ”skifte zone”? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Annettes egen hjemmeside her.

Om Annette Klausen Bengtsson

Annette er mor til tre og indehaver af firmaet Mindfocus, hvor hun, gennem workshops, mentorforløb og coaching, hjælper mellemledere med at få det mod og de værktøjer, der skal til for at skabe værdifulde resultater.

Kommentarer

  1. Olga K. skriver:

    Tillykke Annette – det er absolut rigtig!

Skriv en kommentar...

*