Det kan jeg da se på dit ansigt, mor…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Nogle gange går vi rundt og tror, at børnene og ekstrabørnene ikke mærker noget, hvis vi voksne ikke er helt enige om slagets gang. Men vi må virkelig tro om igen.

I sommer, da hele familien var på ferie og dermed på vandring i usædvanligt naturskønne og eksotiske omgivelser, i hvert fald set med danske øjne, ville jeg gerne fotografere. Igen. Og spurgte derfor min mand og jeg måtte låne fotografiapparatet, hvortil jeg fik et lidt småflabet svar om det nu var nødvendigt at fotografere. Igen.

Det var varmt, meget varmt, og vi var alle småtrætte, tørstige og vældig transpirerende (lyder altså bare bedre end SVEDIGE…) og derfor var lunterne måske lidt kortere end de ellers ville have været. Så jeg hvæsede tilbage: NEJ NEJ SÅ!!!

Og vendte om og indhentede børn der gik ca. 5 meter længere fremme.

Vores yngste datter kiggede på mig og spurgte: ”Hvorfor er dig og far uvenner?” Hvortil jeg fluks svarede: ”Det er vi da ikke” og prompte kom det – med fin, ren og krystalklar børnestemme: ”Det kan jeg da se på dit ansigt, mor”

BANG! Afsløret! Nappet på fersk gerning!!

Vi var IKKE uvenner

Jeg mener ikke, at vi rent faktisk var uvenner, men det HAVDE været mere korrekt at sige noget i stilen med ”Vi er ikke uvenner, men du har ret i, at lige nu er far og jeg ikke enige” til min datter.

Så havde hun haft oplevelsen af, at hendes mor var autentisk og at hun selv, altså min datter, kunne stole på sin intuition. For med mit svar indikerede jeg jo nærmest, at hun løj eller tog fejl. Og det var ikke fair. Eller sandt.

Det gjorde et utroligt stort indtryk på mig, at selv sådan en lillebitte detalje kan læses så T-Y-D-E-L-I-G-T i mit ansigt. Så når vi voksne går rundt og tror, at børnene ikke mærker misstemninger, så er vi nødt til at tro om.

Når min indre Drama Queen går i gang..

Nogle gange, når jeg virkelig ruller min indre Drama Queen ud, suser ødelæggende tankerne af sted om, hvordan jeg helt har mentalt ødelagt mine børn. Og at jeg skal skynde mig, som i virkelig S-K-Y-N-D-E mig at starte en (storstilet) indsamling, så jeg har midler til al den terapi og behandling, de sikkert får behov for, når de bliver lidt større.

JA! Jeg er ansvarlig, men…

MEN MEN MEN, en dag faldt jeg over et udtryk fra Byron Katie (amerikansk selvhjælps ekspert), der virkelig begejstrede mig og nærmest tilintetgjorde min kappe af utilstrækkelighed. I den sammenhæng siger hun nemlig: ”Ja! Jeg er ansvarlig for mine børns problemer. Men de er ansvarlige for at løse dem!

Hvor er det bare skønt. Og sandt.

Ligesom mine forældre gjorde det allerbedste de kunne, med de ressourcer og forudsætninger de havde, så gør jeg det også. Og det er vel det livet drejer sig om, tænker jeg. At gøre det allerbedste, vi kan. Og slutte fred med det.

Hvad slutter du fred med? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

 

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Kommentarer

  1. Dejlig læsning, Janne.
    Og hvor sandt: Det er sgu synd, hvis ungerne kommer til at tvivle på deres intuition, fordi vi ikke er ærlige.
    Så lad os være ærlige OG spare penge op til den dag, de får brug for terapi for at kunne løse de problemer, vi har skabt.
    C

    • I mit verdensbillede, er det at være autentisk en af de bedste og vigtigste ting vi kan lære vores børn. Og os selv.

      Venligst
      Janne

  2. Enig med Camila – god læsning. Jeg er selv i samme båd og det er altid interessant at høre andre vinkler.

    Ja, vi må tage ansvar for alt hvad vi siger til vore børn – men vi kan trods alt ikke tage ansvar for hvilken mening de tillægger det.
    Gid der var en krystalkugle så man nogle gange kunne veje sine ord :-)
    kh
    K

Skriv en kommentar...

*