Det var en hård tid…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Nogle gange glemmer jeg, hvordan det egentlig er for mine børn, når halvdelen af deres søstre kun er her en hveranden weekend og i ferierne.

Som da vi for nylig alle sad ved aftensbordet og snakkede om den tid sidste år, hvor min ældste ekstradatter var Au Pair i Paris. Pludselig siger min ældste datter på 8 år, som af natur er M-E-G-E-T sparsom med ros og kærlighedserklæringer til storesøsteren: “Ja, det var en hård tid” (at skulle undvære dig så længe).

Når hjertet bobler af lykke…

Lige i det sekund var mit hjerte så tæt på at briste af lykke, som det kan være. For der er ikke noget som søskendekærlighed på tværs af familiebånd og alder, der kan gøre mig glad. Der er jo ingen garanti for, at vi føler samhørighed eller nødvendigvis kærlighed til hinanden, selvom vi er i familie eller ekstrafamilie.

Og når børnenes referencerammer er så forskellige, som de er, både i form af mødre og alder – den yngste er 6 ½ og den ældste snart 20 – så har de nogle meget forskellige udgangspunkter. Det er hverken godt eller dårligt. Det er fakta. Selv har jeg flere søskende og synes, at det er en stor berigelse – også her i mit voksne liv. Det at kunne mindes barndommens op- og nedture med nogle, der præcis ved, hvad jeg mener og hvilken stemning, der var, fordi de selv var til stede, det er så befriende. Og trygt.

Samtalen blev en kærlig påmindelse til mig om, at der foregår mere i (mine) børns hoveder, end jeg – og vi voksne – i al vores hverdagstravlhed – nogle gange tager os tid til at tænke over. Eller overhovedet snakke med børnene om.

En tilpasningsevne, der er helt i top…

Når vi bliver født, er vores fysiske og psykiske tilpasningsevne og fleksibilitet helt i T-O-P (ellers var vi sikkert heller aldrig kommet ud…). Den evne falmer, efterhånden som vi bliver ældre, og livet sætter sit præg på os.

Børn vænner sig eksempelvis hurtigt til – og accepterer – at nogle af deres søskende kun er her en gang imellem, og at de, når de ikke er her, er sammen med deres mor/mødre. Men det er jo faktisk ikke det samme som at sige, at de ikke savner dem. De tilpasser sig bare situationen. Accepterer omstændighederne. Og det er smart. Og en meget nemmere måde at navigere igennem livet på i stedet for, som vi voksne (eller i hvert fald jeg) nogen gange har en tendens til at bruge timer på at spekulere, gruble og ønske, at noget var anderledes. Når det nu ikke er det. Og ikke bliver det.

3½  gode grunde til at lade sig inspirere af børn…

For det første, siger børn tingene, som de er. Ingen lange, vævende forklaringer, pakken-ind-i-vat-og-bomuld eller uden-om-snak. Fakta serveres, kort og kontant.

For det andet er de oftest rigtig gode til at være tilstede i nuet

For det tredje er de gode til at udtrykke deres behov, stå ved det/dem og insistere på at imødekomme dem

Og nå ja, for det tredje og en halv, så er de nok vores største læremestre. De kan på meget kort tid – uden alt for stor postyr, ja faktisk uden at vide det – hælde et helt fyldt saltkar direkte ned i de sår fra vores egen barndom, som vi endnu ikke har helet. Og det er jo blot en kærlig reminder om at få det gjort. Hvis vi har lyst.

Har du også observeret, at børn tilpasser sig meget hurtigt? Er du enig i, at vores børn er vores største læremestre? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Trackbacks

  1. […] Nogle gange glemmer jeg, hvordan det egentlig er for mine børn, når halvdelen af deres søstre kun er her en hveranden weekend og i ferierne. Læs med her […]

Skriv en kommentar...

*