Er du Organisator, Linedanser eller Improvisator?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Bliver du af og til frustreret over de praktiske ting i hverdagen? Får du et føl, hvis noget vælter dine planer? Eller elsker du, at alting foregår per intuition?  Find ud af hvilken tilgang du har som mor, og forstå de styrker og skygger, det kan medføre.

(Nederst kan du tage testen gratis, ved at downloade Ebogen)

Da jeg i forbindelse med DrømmemorEffekten gennemførte forskningsinterviews med 10 mødre (med tilsammen 58 børn), kom vi selvfølgelig ind på de praktiske udfordringer i en stor familie. Det fyldte ikke så meget, som jeg havde forestillet mig, men alligevel gik vi ind til benet i forhold til hvilken tilgang, de havde til at få hverdagen til at fungere.

I analysen fandt jeg 3 arketyper, som jeg gerne vil dele med dig her. Du vil måske genkende dig selv i en af dem, selvom vi sjældent har en helt rendyrket type.

Det er vigtigt at pointere, at den ene tilgang ikke er mere rigtig end den anden her. Alle tilgange har sine styrker og sine skygger. Men finder du ud af hvilken, der præger dig mest, kan du måske bedre forstå de frustrationer, du sikkert ind i mellem får over det praktiske liv i din familie. Med en større selvindsigt kan du slutte fred med dine frustrationer og forstå, at du ikke kan være det hele. Du kan derimod vælge at prioritere efter dine værdier og arbejde med dine forventninger til dig selv og på den måde reducere oplevelsen af stress i hverdagen!

Organisatoren

Hvis du har en praktisk tilgang til hverdagen i familien, finder du ro og overskud ved at have styr på tingene. Du elsker, når der er organiseret og velordnet omkring dig. Det giver dig en følelse af kontrol og indflydelse på din hverdag, og at det hele glider lettere. Når du har systemer og rutiner, har du også mere overblik.

Din udfordring er, når der sker noget uventet og uforudsigeligt, hvilket der jo i sagens natur gør i en børnefamilie. Det kan virkelig stresse og frustrere dig, når dit indre landkort siger dig, at der skal være orden i tingene.

Du kan øve dig i at være fleksibel, når der kommer noget uventet. Det vil hjælpe dig til at bevare en følelse af ro og nærvær. Din antagelse om at alt må være perfekt, før du er god nok som mor, kan bunde i et lavt selvværd. Har du udpræget høje forventninger til, hvad du skal overkomme som mor, vil du have glæde af at arbejde med dit selvværd.

Linedanseren

Hvis du har en balanceret tilgang til hverdagen i familien, svarer det til, at du balancerer som en linedanser mellem praktisk organisering og intuition. Du har et øje til begge sider. Det giver dig følelsen af balance, når der både er en vis orden samtidig med, at du har friheden til at kunne handle spontant, når din mavefornemmelse siger dig det.

Din udfordring er, at du måske kan føle dig lidt splittet mellem dit ønske om at have lidt af hvert. Det kan give dig en følelse af, at du aldrig gør nogen af delene helt. Du har aldrig fuldstændig styr på det hele og heller aldrig helt friheden til at leve efter din intuition.

Det vil kunne styrke dig at give slip på forventningen om, at du skal gøre det hele perfekt. At slutte fred med dine valg om, at du hverken vil lade dig styre af behovet for kontrol eller af behovet for frihed.

Du vil have særligt have glæde af at få klarhed om, hvilke værdier, der er de vigtigste for dig, så du har lettere ved at prioritere i hverdagen – med fred i sindet.

Improvisatoren

Hvis du overvejende har den intuitive tilgang til hverdagen, er du gerne meget nærværende og fleksibel. Du ser hver dag som en mulighed, uanset hvad den bringer med sig. Det giver dig en fornemmelse af indre ro og frihed, når du kan prioritere det vigtigste først ud fra dine indre værdier. Du har mange magiske øjeblikke med lykke, fordi du ser efter dem hver dag.

Din udfordring er, at du måske kan føle dig underlegen og utilstrækkelig, hvis du sammenligner dig med andre, fordi dine ydre rammer ikke på nogen måde er perfekte. I så fald vil du have glæde af at give slip på at sammenligne dig med andre og stå ved dine valg og prioriteringer. Du vil nok have glæde af at arbejde med din frygt, fordi det netop er frygten for at gøre ting anderledes, der nogle gange kan være din skygge.

Test dig selv

Vil du selv tage testen? Download DrømmemorEffekten gratis som Ebog her. Du finder testen i kapitel 13 (Flyvende hverdag) – God fornøjelse!

Hvad er din overvejende tilgang til det at være mor? Og til livet i det hele taget? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Evas egen hjemmeside herSe Evas bog, DrømmemorEffekten, her.

Om Eva Andrea Ditlefsen

Eva er PB i ernæring og sundhed, familiecoach og selv mor til 4. Hun er forfatter til 'DrømmemorEffekten' (2011) og holder foredrag, kurser og seminarer om den positive effekt nærvær og autencitet har for moderne mødre og vores børns udvikling og trivsel.

Skriv en kommentar...

*