”Jamen, kan I godt bo på 100 m2?”

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Ud og se med EDC

”Ja, der skal nok nyt tag, nye vinduer – og I vil vel gerne have gulvvarme, så jeg foreslår, at vi graver hele gulvet op og laver nyt fundament …?” Tømreren kiggede fra mig til huset, som vi stod overfor; et meget ”autentiske” hus fra 1877, der engang havde huset to bådebyggerfamilier, men nu kun rummede to katte, en over-glad hund og en ældre kunstmaler med hang til alt originalt og oprindeligt. Så autentisk var huset faktisk, at alt indeni skulle ud, hvis det skulle leve op til moderne krav om isolering, varme og wc med bad (med vand!).

Suk, jeg var ude og se med EDC – og synes egentlig ikke projektet var særligt sjovt. Hvorfor var jeg så dér? Fordi manden gerne vil have et større badeværelse? Fordi vi mangler et ekstra børneværelse? Fordi vi ikke ved, om vi kan få lov at bygge til, der hvor vi bor nu? Eller fordi vi er faldet i Bo Bedre-fælden og tror, at vi ikke kan opdrage to børn, en kat og et parforhold uden en bolig med minimum 35 m2 pr. tobenede beboer (og helst også have et æbletræ, der året rundt har hvide blomster, i en velholdt have)?

Som jeg stod der og kiggede på det hus, som tømreren kaldte ”et spændende projekt med muligheder”, mens han kløede sig sigende i skægget, tænkte jeg meget over, hvorfor det egentlig var, at jeg stod, hvor jeg stod.

Kuk kuk – hvor er I?

Nu har jeg efterhånden holdt en hel del foredrag for især kvinder på barsel, og det er utroligt, hvor mange der på spørgsmålet ”drømmer I om mere plads, hus og have – efter I har fået børn” svarer ja. Og hvor mange, der dernæst fortæller, at det er dét, de selv kommer fra. Hus, have, carport – ”med plads til bil”, som jeg engang så skrevet i en boligannonce. Og de samme mennesker kaster sig gerne over projekt mere-bolig-plads samtidig med at de skal have en-to-tre-fire børn, have gang i en karriere og huske at holde deres kroppe lækre.

Men hvad er det lige, de fleste glemmer – og som jeg et kort øjeblik overvejede om jeg også havde glemt – når de står og ser på en 180 m2 herlighed med X m2 have? At dengang vi var små og boede i hus med have, var det ikke os, der slog græsset, klippede hækken, malede væggene i børneværelserne, når der var kommet for mange slid-, tegne eller bussemandsmærker på dem. At det ikke var os, der fiksede vandhanen, når den dryppede, eller fik skiftet gasfyret, når det slog fra midt om natten i 10 minusgrader. Vi husker alt det hyggelige ved hus+have projektet; at gå ud i det nyslåede græs, plukke hindbær, plaske i badekaret og have vores eget værelse, hvor vi fik ordre til at rydde op, når det roede lidt for meget.

Som den positive psykologi siger og som coach-bølgen efterhånden har lært os, så er det da også bedst at fokusere på alt det positive. Men realismen må vi altså gerne huske! Den er vores bedste ven, når vi står og ser på faldefærdige patriciervillaer, kæmpe dødsbolejligheder med bussemandstapet på lofter, gulve og vægge eller hypermoderne boliger med glas alle vegne, selv i badeværelset foran lokummet.

Fordi vi ikke nødvendigvis bliver lykkeligere ved at flytte i noget større eller smartere. Fordi vi måske bliver væk fra hinanden, når far sidder i kælderkontoret, børnene på hver sit værelse med en Ipad2 og mor oppe i den lille læsestue med katten i skødet.

Kuk kuk – nissen følger med, og kan man ikke klare at bo sammen på 75 m2 – så kan man i virkeligheden nok heller ikke klare det i længden på 200 m2!

Hvor der er hjerterum …

… er der som regel også plads til at smide en kasse væk og indsætte et multimøbel med flere funktioner. For bottomline er jo, hvad vi vil bruge vores tid på, når vi har små-mindre-halvstore børn, der stadig gider os, har brug for os og ser os som rollemodeller for, hvordan de selv skal blive som voksne. Og vil vi være stressede altid-i-gang-med-et-projekt-voksne eller vil vi også gerne vise dem og os selv, at det faktisk er samværet og nærheden, der er vigtige for en familie – i stedet for hvor mange rum vi kan sidde i helt for os selv?!

Lige nu bor jeg på 100 m2, som manden kalder et ”socialt eksperiment”, fordi vi flyttede fra ca. 280 m2. Men faktum er, at her er langt mindre rengøring og en hel del mere fysisk nærvær. Vi er altid i nærheden af hinanden, og børnene ved, at vi aldrig er langt væk, og stadig har vi mulighed for at trække os hver til sit, hvis vi får det behov.

Tja … Måske har jeg lige svaret på det spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg stod og så på den hvide bådebyggervilla – og måske skulle jeg bare holde mig til de 100 velfungerende m2 – i stedet for at lade min tid blive røvet af endnu et bygge-renoveringsprojekt, hvor der alligevel ikke følger en gartner, husholder og hustømrer med i salget.

Mener du, at det er ‘bedst for børnene’ at vokse op med hus og have? Eller er en lejlighed i København V lige så godt? Eller bedre? Og hvor meget – eller lidt – plads har man brug for? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside herSe Ninas bog: Den gode barsel her.

Om Nina Kirstine Brandt Jacobsen

Daglig leder af rejsebureauet Travelling Heels (kultur- og aktive rejser KUN for kvinder), foredragsholder og forfatter. Ph.d. i samtidshistorie, coach og mor til to. Yogadyrker og hestefan med lille hus i det store Udkantsdanmark.

Skriv en kommentar...

*

Få gratis guide til et mere helstøbt liv

Inklusiv test og ekstra bonus: 10 tips til bedre trivsel

www.karrieremor.dkIndtast email og fornavn og få e-bogen: 'KarriereMor's guide til et mere helstøbt liv'. Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev med updates, inspiration og tips til mere synergi mellem karriere og familieliv.