- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Karriere – hvad er det?

Et lille filosofisk spørgsmål, men som er rigtig vigtigt at stille, når du suser gennem livet og årene bare flyver afsted. For det er ikke så fedt at lade årene gå, hvis de ikke går med det, som du synes er karrieren for dig.

Jeg har selv et meget blandet cv, og det er bestemt ikke en direkte planlægning af mine valg, som har gjort, at jeg er her, hvor jeg er i dag som selvstændig, forfatter og foredragsholder med eget firma (Kvindelivet.dk), men det betyder ikke, at jeg hellere vil være alle mulige andre steder. Men det betyder at jeg nogle gange ville ønske, at jeg tidligere havde stoppet op og tænkt lidt over, hvad karriere er for mig. I dag bruger jeg mere tid på det, fordi som selvstændig er det vigtigt, at jeg hele tiden tænker over, hvor min virksomhed er på vej hen, men det er også muligt at gøre, hvis du er ansat.

Det handler om at stille spørgsmåltegn til, hvad du vil med dit arbejde? og hvad dit arbejde skal give dig? Men i kølvandet af disse to spørgsmål følger også spørgsmål som: hvor meget tid vil du bruge på arbejdet? Forventer du, at din arbejdsplads er med til at udvikle dig gennem kurser? Vil du gerne være i toppen? Eller er du tilfreds med at være fx mellemleder eller stå med et mindre ansvar?

Du kan og vil selvfølgelig udvikle dig med årene, og nogle gange vil et karriereønske ændre sig. Enten som følge af, at du ændrer dig, eller som følge af at jobbet ikke havde de udfordringer og indhold, som du havde forestillet dig. Det kan også være, at det job som du er i, er så fantastisk med så gode kollegaer, at du ikke behøver at lede mere, men er lige der på den hylde, hvor du kan se dig selv mange år frem.

Det vigtigste er, at du har givet dig selv tid til at reflektere lidt over dine valg. For når du gør det, vil du både have mulighed for at styre i den rigtige retning, men vigtigere endnu, du vil også have mulighed for at mærke efter, hvor du vil være tilfreds. Og jeg regner da med, at det er det, du i bund og grund ønsker dig af dit job – nemlig at det tilfredsstiller dig både i løbet af dagen og på længere sigt.

Mit vigtigste mantra har i hvert fald altid været, at jeg skal være interesseret i det, jeg laver, og det skal vække min nysgerrighed. For hvis det bliver for monotont, så gider jeg ikke rigtigt. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at det er et job, som giver mange penge, men for mig er lønnen ikke lige så vigtig som interessen. Jeg tror dog heller ikke på, at nogen kan være glade for deres job, blot fordi de har en god løn. Ofte kommer det nok også omvendt, nemlig at du får et godt job med højere løn fordi du laver det, som lige er dig.

Hvad der er karriere for dig? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jeans egen hjemmeside her [1]Se Jeans bog: Træning og graviditet her [2].