Trygheden som sovepude

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Rigtig mange, som jeg coacher, nævner tryghed som én af de allervigtigste værdier i deres tilværelse. Hvilket jeg rigtig godt kan forstå. Hvem nyder ikke at være tryg?

Ikke desto mindre oplever jeg også, at trygheden netop er den største forhindring for, at mennesker bryder ud af den tilværelse, der gør, at de ikke trives!

På den måde bliver tryghedsbehovet til en sovepude, der hindrer i udvikling og opnåelsen af mange drømme og ønsker for livet. Trygheden kan på den måde spænde ben for udlevelsen af andre vigtige værdier i livet.

Jeg dykker altid dybere ned i selve tryghedsbehovet, når jeg oplever, at mine kunder bliver ved med at kredse rundt om det. Mange bruger behovet for tryghed som undskyldning for fx ikke at bryde ud af et dårligt ægteskab. Når den bedste grund til at blive i et ægteskab er tryghed, ser jeg derfor altid ”en stor rød blinkende lampe”. For hvad er tryghed da? Man hører endda om kvinder, der åbenlyst oplever psykisk eller fysisk vold, som også bruger ”trygheds-undskyldningen” for at blive i ægteskabet. Er tryghed på den måde det samme som forudsigelighed? Kan vi som mennesker tilpasse os så meget, og tilsidesætte vores egne behov så voldsomt, at vi foretrækker (en modbydelig) forudsigelighed frem for alle andre personlige værdier?

Tankevækkende. Og skræmmende.

Netop derfor er det vigtigt at få klarlagt, hvad ”tryghed” er for den enkelte. Det giver nemlig kunden rigtig god mulighed for at reflektere over om behovet for denne ”tryghed” virkelig skal have lov til at være en så magtfuld spiller i hendes liv. At turde at risikere at miste fodfæstet og løsrive sig fra tryghedens forudsigelighed er dog ofte en lang proces. Der skal bygges et stort mod op og arbejdes intenst med motivationen.

For nogle mennesker varer processen det meste af et liv, og ender så med en pludselig eksplosion, når det er alt andet end planlagt. Alle årerne, hvor man så har gået som katten om den varme grød og ”planlagt sit exit” er på den måde overflødiggjort.

Der kommer nemlig sjældent et helt fuldstændigt perfekt tidspunkt i livet til at bryde ud af trygheds-zonen. Det gør nemlig ondt. Jorden kommer til at skælve, og livet vil blive vendt på hovedet. Men når dét så er overstået. Hvad er det så, der sker? Så vil du opleve, at du træder styrket ud på den anden side, fordi du har ladet dine værdier og behov vise dig vejen frem i stedet for at sidde fast forankret til din tryghed!

Hvis ”tryghed” er din bedste begrundelse for at blive i dit ægteskab – eller for den sags skyld job, venskab etc.- vil jeg derfor råde dig til at kigge endnu dybere ind i dig selv og finde ud af, om du trives, og om der er plads til alle dine andre vigtige værdier i dit liv.

Har du prøvet at blive i et ægteskab, et job eller noget andet, som du inderst inde gerne ville afslutte, pga. tryghed? Har du omvendt prøvet at ændre eller afslutte noget, selvom det virkede utrygt? Hvordan føltes det? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Emilies egen hjemmeside her.

Om Emilie Krogh

Emilie har en skilsmisse og et markant karriereskift fra offentligt ansat sygeplejerske til selvstændig Life Coach bag sig. Mor til en søn på 7 fra sit første ægteskab; bonusmor til to på 7 og 10 og har sammen med sin mand en søn på 3.

Kommentarer

  1. Spændende vinkel!
    Hmm…den giver lige at noget at tænke over!
    Tryghed har altid været mit ‘trigger-punkt’. Jeg har ikke villet være ved, at jeg havde brug for den! HAR brug for den.
    Men frihed er også en høj værdi for mig! De sidste par år (efter skilsmissen) er det gået op for mig, at der kan ligge FRIHED I TRYGHED. Sådan har jeg aldrig set på det før i tiden….

    • Kære Dorte

      Tusinde tak for din kommentar. Skønt, at jeg giver dig/jer noget at tænke over ; )

      Ordet “tryghed” kan dække over rigtig mange forskellige følelser/tilstande/associationer. Og det er disse jeg forsøger at dykke dybere ned i, når personen, jeg coacher, konstant vender tilbage til “trygheds-begrebet”.
      Ingen tvivl om, at tryghed kan være en rigtig sund værdi at søge at have i sit liv. Det, som jeg er obs på, er om trygheden spænder ben for alle de andre vigtige værdier. Det behøver ikke at være tilfældet, men kan ret ofte være det.
      Det er ofte, idet man vover at træde ud af sin comfortzone -altså ud af trygheden- at den udvikling mine kunder søger, sker.

      KH Emilie

Skriv en kommentar...

*