Du er ikke velkommen!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Det var svært, usædvanligt svært, at lade være at tage det (meget) personligt, da jeg fik besked på, at jeg – som den eneste i familien – ikke er velkommen på første række i kirken til min ekstradatters konfirmation.

Jeg har kendt hende, siden hun var 3 år. Jeg har passet hende, når hun var syg. Jeg har glædet mig med hende, når hun har været glad. Jeg har været ked af det med hende, når hun har haft det svært. Jeg har aldrig – og det ER sandheden – aldrig sagt et eneste negativt ord til hende om hendes mor. Selvom jeg nogen gange har haft lyst.

Jeg spørger til de ting, der interesserer hende. Jeg giver hende plads. Jeg accepterer hende, som hun er. Jeg tilrettelægger menuen til hendes fordel, når hun skal komme.

Alt sammen for, at hun skal føle sig velkommen og elsket. Hos mig og af mig.

Kunsten er…

Kunsten er mentalt at adskille ekstrabarnet fra moderen. For det er moderens ønske og ikke nødvendigvis barnets. Og det er en (pr)øvelse, kan jeg sige.

Først blev jeg så stiktosset, at jeg på to sekunder fik mavepine. For mit indre blik så jeg første stolerække; konfirmationsbarn, søskende, mor, far og bedsteforældre. På titusinde række kan jeg så sætte mig. Alene.

Så blev jeg trodsig og meddelte barnets far, som selv var i en voldsom kattepine, at jeg simpelthen ikke kommer den dag, for jeg vil ikke være til grin. På bagerste række.

Så blev jeg ked af det. Helt indeni. Tænk sig at have så lidt storsind, at jeg ikke er velkommen, når jeg nu, uanset om moderen kan lide det eller ikke, er en stor del af hendes datters liv. Og hvad skal jeg sige til mine børn? Det må blive sandheden i en børnevenlig udgave, tænker jeg.

Storsind

Apropos storsind, så ville det jo være mangel på storsind fra min side, hvis jeg blev væk. Bare fordi jeg ikke er velkommen på første række, kan jeg vel godt have en fest? Alene. På bagerste række.

I hvert fald betyder det noget for mig, velkommen eller ej, at se min ekstradatter på hendes konfirmationsdag.

Så jeg vil sætte mig, med rank ryg, på en bænk, hvor der er plads og højt til loftet og iagttage hende, når hun går op afd gulvet på den store dag. Præcis som de andre familiemedlemmer på forreste række beundrer hende.

Fordelen…

Nå ja, og så er der jo fordelen. At jeg kommer først ud i den friske forårsluft. For det er den fordel, der er, når man sidder på bagerste række. At komme først ud.

Hvis man vil, kan man altid finde en fordel.

Hvilke fordele finder du i tilspidsede situationer? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Kommentarer

  1. Gunnar Langemark skriver:

    Øh… forstår jeg ret, at det er din mands datter med en anden kvinde fra før jeres tid? Og at der er gået 10-11 år hvor du har kendt pigen?

    Mon ikke din mand og hans eventuelle familie kan mande sig op til, at sætte sig ned til dig – hvor han og de hører til? I er jo lissom familie nu. Ikke?

    • Du har ret i, at vi er en familie nu – men hans datter er jo lige så meget en del af familien.

      Det jeg med artiklen gerne vil sætte fokus på er, at der opstår dilemmaer i sammensatte familier, hvor der ikke umiddelbart er en løsning, der gør alle glade.

      Vi kan enten vælge at fokusere på fordelene/løsningerne eller dvæle ved udfordringerne.
      Valget er vores. Jeg siger ikke, at det er nemt, men det er trods alt et valg vi har.

      Venligst
      Janne

      • Gunnar Langemark skriver:

        Du vælger at “ofre” dig. Pas på at du ikke sidder med en lille gnavende orm – som siger at din mand og hans familie burde bakke dig op. Hvis du gør det, så find ud af om de vil bakke dig op.
        Det behøver ikke at være en konflikt. Man kan jo sige til pigens mor – at man måske godt kan forstå, at hun helst ikke ser dig på første række, men så betyder det også, at din mands familie følger dig.

        Du kan jo ikke vælge konflikten fra. Den har pigens biologiske mor valgt for dig.
        Men jeg ved godt det er kompliceret.

        • For så vidt har jeg “ofret” mig – men det er jo min beslutning. Alternativet bliver, at min ekstradatter sidder uden hendes far og søskende. Det vil tage en del af glæden fra hende på den store dag. Og den glæde synes jeg ikke hun skal fratages.

          Og du har helt ret, jeg kan ikke vælge konflikten fra. Men jeg kan vælge ikke at deltage i den.

          Venligst
          Janne

          • Gunnar Langemark skriver:

            Det har du helt ret i. Men nogen vil synes at det er rigtig synd for dig, at du skal sidde dér helt alene.

  2. Hvor er den pige heldig at have en stedmor som dig. Som vil hende og tager store hensyn til hende.
    Og hvor dybt ærgerligt at det varme forhold I to tilsyneladende har, er så stor en provokation for hendes mor. Det er jo virkelig en kæmpebonus for et barn at have et nært forhold til en stedforælder.

    Jeg er selv ekssteddatter og jeg var meget glad for min stedfader. Tænk hvis min mor havde opført sig som pigens mor…..ikke en rar tanke.

    Det er altid børnene der taber i disse situationer. Den biologiske forælder tror måske de skader den nye kæreste, men det er børnene der føler sig mest straffet. Gid de biologiske forældre forstod hvor meget de skader dem de elsker højest, når de lader deres egen ubearbejdede forsmåethed og sorg styre barnets allervigtigste mærkedage.

    Det er en helt flot og vigtig gave du giver din steddatter ved at vise i handling, hvor meget hun betyder for dig ved at dukke op i kirken. At du giver pokker i snæversyn og sårede følelser hos de “voksne” og bare viser at hun er en vigtig person for dig. Jeg hepper som steddatter på folk som dig ;o)

    • Tusind tak for din feedback. Jeg synes også, det er det rigtige valg for hendes skyld. Og for min egen.

  3. Hurra for dit storsind! Og hvor er det ærgerligt, at pigens mor ikke har det samme. På mig virker det småligt og gement, for det sætter jo også pigen i et dilemma. Og hendes far. Men det er måske netop pointen for hende?

    Jeg har en nær veninde i en lidt anden situation. Hun har – efter mandens ønske – børnene efter skilsmisse, og han ser dem hver anden weekend og kun på skift. Hun har ikke fået ny kæreste, han har ny kone og flere børn og gør i øvrigt ikke meget for, at de fælles børn skal føle sig velkomne. Han vil ikke engang sørge for, at de har deres eget tøj på stedet, det skal de medbringe.

    Nu skal den ældste så konfirmeres, og vil meget gerne have hele sin familie med. Det er veninden helt med på og vil oven i købet gerne lade eksmand bestemme hvor og under hvilke former. Det afviser han. Han vil ikke deltage, og han vil heller ikke have, at hans øvrige familie gør det. I stedet vil han holde en sommerfest for barnet, hvor min veninde så ikke er velkommen.

    Tak skæbne, for en mangel på forståelse for barnets behov. Og hvor er det trist at se, at der er så lidt format nogle steder. Og hvor dejligt at se, at der trods alt er mange voksne, der som du kan sætte sig selv til side og lade barnet komme først på sådan en vigtig dag.

    • Ja, det er virkelig trist, at det altid bliver børnene der betaler prisen og at de voksne nogle gange slet ikke ser det.

      Som voksne og som forældre, mener jeg, at det er vores ansvar at hæve os over vores egne forsmåede følelser og gøre, hvad der er bedst for barnet uanset hvor svært det kan være.

      Jeg føler med din veninde, det er ikke en rar situation at være i.

      Venligst
      Janne

  4. sanne skriver:

    Når jeg læser din historie, mærke jeg alle de følelser som jeg selv ville have haft i sådan en situation. Jeg er selv ekstramor til en smuk dejlig pige på 10 år som snart når konfirmations alderen.
    Jeg tænker, at det der hele tiden er tydeligt for mig i min rolle som “ekstramor” er at jeg har samme funktion som en biologiskmor, men ikke de samme privilegier.
    Jeg skal elske, kæmpe, holde ud og holde af, som var hun min egen, men når det kommer til vigtige valg i livet, som skoleflytning, konfirmation eller andet så er jeg bare en i rækken.
    Man kan selvfølgelig altid diskutere om ens partner skulle slå et slag for, at man havde de samme ” rettigheder” men hvorfor, det er en sammensat familie og kunsten set fra min side er at kunne navigere i det bakkede landskab det følger med sig..
    Jeg håber i får en skøn dag også i kirken, og tænk på at du er den første der kan sende hende et trygt og dejligt smil, som hun sikkert har brug for på sådan en dag.. :-)

  5. Jeg er helt enig med dig – det er lige præcis en kunst at navigere i det bakkede landskab. Og dermed en chance for at lære sig selv endnu bedre at kende.

    Jeg glæder mig til dagen og tak for tanken om, at jeg er den første der kan sende hende et smil.

Skriv en kommentar...

*