Få lige tanket den kande op!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

P.t. sidder jeg og laver den ene rejse efter den anden, venindeture, til kvinder født i 1930’erne og 1940’erne. Fantastisk! De kan, de vil og de har pengene. De vil ud og vandre, de vil se verden – de vil tankes op og fyldes på. Og det glæder mig. Umådeligt! Samtidig sidder jeg tit og tænker; skal vi kvinder virkelig blive bedstemødre, før vi tillader os selv at få luft under håret, computer-armene og stiletterne?

Skal vores unger være fløjet helt af reden, perfektionismen opgivet med fremmarchen af rynker og småskavanker i kontorstolsryggen, før vi tillader os selv at give slip – slip – slip – og at blive fyldt på og tanket op?

Drengetur og pigetur?
I stedet for at definere for os selv, hvilken form for ture, der virkelig ville give os energi, oplever jeg, at vi kan finde på at bruge tid på at diskutere ligegyldige ting: Som hvorvidt vi kvinder kan tage på PIGETUR eller om det skal kaldes KVINDETUR – eller måske DAMETUR?! Nå ja … for vi kan da ikke tage på pigetur, når vi er blevet voksne; har et ansvar, har vasketøjsbunker, mangfoldighedsfriske madpakker, finurlige skoleskemaer, børne-taxa-kørsel og boligprojekter – alt sammen i et omfang, der kræver en så stor kompetencebredde, at de fleste direktører ville se sig om efter et enklere job med ét fokus!

Men er kvindetur så ikke noget med ø-lejr, smidte bh’er og lidt for meget lilla ble? Og er dameture ikke for dem, der er laaannggttt over … 60, øh … eller 70? For hvornår er man egentlig selv parat til at kalde sig selv en dame (selvom vi tit oplever at blive kaldt netop det, den dag vi første gang kommer trillende med en barnevogn, og en lille unge råber: ”Pas på! Der kommer en dame med en barnevogn!”)?

Midt i den diskussion går der fnidder-fnadder i det. Altså i det med at komme af sted på en af den slags ture, hvor man bare hygger sig med veninderne, andre kvinder/piger/damer! For så er det nemlig meget nemmere at trække ”familiekortet”, smide håndklædet i brusekabinen og opgive at finde ud af, hvilken slags tur der virkelig kunne fylde ens ”vandkande” op, så vi rigtig kan afstresse. I stedet vinker vi, måske anstrengt smilende, når manden tager på drengetur!

De fleste mænd gider nemlig godt værne om og indrømme, at de har en dreng i maven – en der har brug for at grine så maven kramper, at glemme den fremtittende måne (på hovedet) og engang imellem ikke have et ansvar og en så stram to-do-liste, at det kan få et korset til at føles som en ferie!

Slip så – og kom af sted!
Når vi finder ”familiekortet” frem og sender mændene af sted, går vi dog virkelig glip af noget. Vi går glip af den umiddelbare glæde, der også er ved bare at være ”pige” igen; med andre ”piger” eller med sine veninder. Vi går glip af den afstressende effekt en aktiv vandre-, cykel- eller skitur har på vores stressniveau. Vi går glip af den tidsløshed, der findes i et ”rum”, hvor vi ikke SKAL, GØRE, PRÆSTERE – men i stedet bare være, opleve og nyde!

Vi kvinder kan sgu (ja nu er det jo ikke længere et bandeord!) øve os i at tage os selv lidt mindre alvorlige og turde indrømme, at vi har en pige inde i maven, der også har brug for at blive set, hørt og brugt kvalitetstid på! Det er stadig ikke en opsang for at få os til at kaste os ud i serielle spa- eller vandreweekender eller uovervejede skilsmisser, fordi vi netop har læst i en svensk bog, at skilte kvinder har det sjovere! Nej, det handler om fx at give hende ridepigen – som vi pakkede væk, da pyntepuderne i fællessofaen blev pakket ud – en fed forlænget weekend på islandske heste sammen med andre ligesindede. Eller at turde sige til veninderne; at nu synes jeg, at vi skal cykle mellem de spa og gourmetsteder, vi gerne vil besøge – så kroppen også bliver hørt og rørt – og kinderne bliver røde.

Det handler om, bare engang imellem, at give pokker i, om det nu er en pige-, kvinde- eller dametur, som vi er på – og i stedet fokusere på, om turen har et indhold, en længde og en gentagelsesfrekvens, der passer og som tillader os – et øjeblik – at give slip, smide kontrollen og fise ud over stepperne; ikke som MOR, men som en person med et navn!

Tager du nogle gange på ture uden mand og børn? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside herSe Ninas bog: Den gode barsel her.

Om Nina Kirstine Brandt Jacobsen

Daglig leder af rejsebureauet Travelling Heels (kultur- og aktive rejser KUN for kvinder), foredragsholder og forfatter. Ph.d. i samtidshistorie, coach og mor til to. Yogadyrker og hestefan med lille hus i det store Udkantsdanmark.

Kommentarer

  1. Jeg har lige booket en venindetur og glæder mig helt vildt til vores storbyweekend i april. Det er ikke første gang jeg tager afsted uden mand, børn eller bonusbørn – heller ikke sidste gang. Dårlig samvittighed? Aldrig. Energiboost? Altid!

    • Sådan! Det giver så meget energi og grineglæde :-) Aflyste engang sådan en venindeweekend, men fortrød sådan bagefter; børnene sloges hele weekenden og veninderne ringede søndag og fortalte storsmilende, hvor fantastisk, det havde være! :-)

      God tur!
      Nina

  2. Tina Jensen skriver:

    Ture uden mand og børn? Det sker på mit job og i forbindelse med efteruddannelse.
    Så jeg føler mig vældigt privilegeret med disse inspirerende åndehuller. Jeg forstår ikke helt, hvad der menes med ”at trække familiekortet”. Måske det skal ses i lyset af en virksomhed, der har specialiseret sig i et produkt, som netop ikke henvender sig til familier.

    Min familie er min livsbase – ikke på den hellige ophøjede måde, blot min base. Jeg er mor til to – både når jeg tørrer snot og feberhede pander, ser skolekomedie, læser MBA, er på forretningsrejse, spiser middag med veninderne og holder ferie. Ungerne kalder mig mor, alle andre kalder mig Tina, men uanset så er jeg da altid en person med et navn.

    Som for langt de fleste er der begrænsninger på mine ressourcer både de økonomiske og de tidsmæssige. Fx har jeg 5 ugers ferie om året (bor ikke i DK). I den livsfase jeg er i lige nu, er ferieugerne allokeret tid med mand og børn, der laver vi nemlig en fælles påfyldning af kander og drikkedunke. Såfremt min mand eller jeg skulle bruge ferietid på mande- eller dame- ture ville den tid skulle tages af ferieressourcen på de 5 uger, og dermed ville der være mindre ferietid med ungerne. Sådan vælger vi ikke lige nu. Hver især har vi vore åndehuller i dagligdagen. Manden med jagtture på 1 eller 2 dage, jeg selv med veninde brunch og middage.

    Men i næste spændende livsfase, hvor ungernes interesse for ferietid med mor og far er dalende, vil der blive tid til spændende ture med fokus på særinteresser. Om det først bliver når jeg er blevet bedstemor – det tror jeg såmænd ikke. Men lige nu er der kun 24 timer i døgnet, 5 ugers ferie om året – og det betyder, at jeg bare ikke kan få alt på én gang. Det gør såmænd ikke noget, jeg hviler i tanken om ”hver ting til sin tid”, og nyder den luft der indimellem, men ikke hele tiden, suser op under håret, computer-armene og stiletterne. Tiden vil vise om mine fremtidige rejser vil blive kønsopdelt, interesseopdelt, aldersopdelt – formodentlig en herlig blanding med lidt af det hele. Hurra for niche- og specialist bureauerne der lever af netop den slags.
    God fornøjelse med turplanlægningen.
    Tina

Skriv et svar til Sofia Gravesen Annuller svar

*