Mindful living: Vispassana er vejen til fred

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg møder hver dag gennem mit arbejde mennesker, der er låst fast i angst, stress og uro. Tanker, der er kørt af sporet og har taget magten fra dem og fået skabt fysiske smerter og symptomer, der giver dem dagligt besvær. Jeg bliver altid rørt og samtidig bekymret over, at vi ofte søger svarene på vores indre tilstande de forkerte steder eller giver for hurtigt op.  

700.000 danskere er på en eller anden måde ramt af stress og depression lige nu. Det er rigtig mange. Jeg ville ønske, at mindfulness kunne blive indført som et obligatorisk forløb for dem alle, da jeg er sikker på, at ethvert moderne menneske har brug for at finde tilbage til et sted i sig selv, hvor der er ro og indre balance. Men i travlheden når vi det ikke, så kan vi let blive desperate og forvente, at noget udefra skal komme og fjerne det, vi ikke kan magte. Men min erfaring har vist mig, at vi allerede selv har al den visdom, vi skal bruge til at hjælpe os selv i langt de fleste tilfælde. Det kræver bare tid og tålmodighed, og den har vi ikke altid, eller også vil vi ikke have den.

En gang imellem mærker jeg stadigvæk min krop reagere fra min gamle stress, hvis jeg har haft en periode, hvor jeg ikke har fået ro og tid nok til at søge indad og være i stilhed. Hvilket i en stor familie kan være vældigt vanskeligt med to store teenagepiger, der altid har et eller andet på hjertet, der er vigtigt, eller en mindre datter, der har uendeligt meget krudt bagi og en mand, der konstant er i gang og får nye idéer.

Men jeg tænker samtidig, at det er en fatastisk legeplads til konstant at minde mig om, at jeg allerede har alle de værktøjer, jeg har brug for og al den viden, der skal til for at bringe roen og balancen i fokus. Her er Vispassana meditationen fra Mindfulness fantastisk. Det er i al sin enkelhed en meditation på vejrtrækningen.

Sid eller lig behageligt, så ikke stillingen bringer dig væk fra nuet. Træk vejret stille og roligt og lad kroppen falde til ro. Hold nu fokus kun på din vejrtrækning: Hvordan føles hvert enkelt åndedrag? Kan du se forskel på de enkelte åndedrag? Er det ene dybere end det andet? Og hver gang du opdager, at sindet er gået på vandring væk fra vejrtrækningen, så træk blidt fokus tilbage på vejrtrækningen.

At gøre denne vejrtrækning hver eneste dag er ganske simpelt og meget virkningsfuldt, og den kan gøres i 10 min., i 20 min. eller 60 min. alt efter hvor meget tid man har.

Og så tænker jeg på historien om kongen, der ville finde det ord i verden, der kunne forløse al modgang. Han sendte alle sine mænd ud i verden for at finde det magiske ord, der kunne forløse al modgang. De søgte længe, og kom endelig tilbage og sagde: ”Nu har vi fundet det, vi har gemt ordet i denne ring.” Så ventede de alle i spænding på, at kongen skulle åbne ringen og læse ordet. Men kongen sagde: ”Jeg vil først åbne det, når det er allermest nødvendigt.”

Årene gik, og kongen kom i krig. Krigen gik dårligt for kongen, alle hans mænd var ved at være døde; han måtte tage flugten med de sidste, han havde tilbage. Også de blev efterhånden dræbt, og til sidst var kongen alene og på flugt med fjenden lige hælene. Han når til en dyb kløft, og bag ham nærmer fjenden sig. Han stiger af hesten sætter sig i meditativ stilling på kanten af kløften og venter på, at fjenden nærmer sig. Dér kommer han i tanke om ringen med ordet og tænker: “Det må være nu, jeg skal bruge det.” Han åbner ringen og læser: “And this too will pass”. Også dette vil gå over.

Hvilket er et fantastisk budskab, som jeg rigtig ofte gør brug af.

Hvad gør du, når du føler dig stresset? Og hvad gør du for at forebygge stress? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*

Få gratis guide til et mere helstøbt liv

Inklusiv test og ekstra bonus: 10 tips til bedre trivsel

www.karrieremor.dkIndtast email og fornavn og få e-bogen: 'KarriereMor's guide til et mere helstøbt liv'. Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev med updates, inspiration og tips til mere synergi mellem karriere og familieliv.