Search & Selection

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Headhunter-branchen er både ligetil og kompliceret på samme tid. I alle andre fag er der særlige udtryk og vendinger, som det er en god idé at kende. Search & Selection er her nøglebegreber, som lyder beslægtede, men slet ikke er det.

Så her er et par tips og ideer til din indgang til headhunternes verden. Tips, du måske selv kan bruge i din karriere.

På et tidspunkt mødte jeg en headhunter ved en privat sammenkomst, en ældre distingveret herre, som der er mange af i branchen. Han var min bordherre og en beleven og elegant gentleman.

Så jeg indledte med den klassiske: ”Hvad beskæftiger du dig så med?”, hvor svaret var: ”Jeg er headhunter ”. Aha, tænkte jeg. Nu må jeg lige vise min viden om den slags, så min næste kommentar var noget i stil med :”Åh, så du arbejder med Search & Selection”.

Indtil dette tidspunkt havde der været en rigtig god stemning, men jeg fornemmede nu, at den nærmede sig samme temperatur, som den i øvrigt udmærkede sorbet, som udgjorde forretten. Min ellers flinke bordherre så pludselig noget fortørnet ud, som om at jeg lige havde fortalt ham, at han havde et stykke spinat mellem tænderne, eller at hans habit lignede noget fra et postordrekatalog.

Han kiggede mig direkte i øjnene, altid et tegn på god kontakt, men jeg kunne nu fornemme, at vi skulle have en meget alvorlig snak! Køligt og afmålt svarede han: ”Der er stor forskel på Search & Selection – En headhunter arbejder kun med Search”. Ok, så var det ligesom på plads og så fik jeg forklaringen.

Search

Ved Search annonceres en ledig stilling ikke nogen steder. Det er headhunteren, som identificerer og opsøger potentielle kandidater, som typisk allerede har et attraktivt job. De er med andre ord ikke aktivt jobsøgende, men dygtige spillere på markedet, som det kunne være interessant at få på ens eget hold.

Selection

Selection kaldes også rekruttering. Her annonceres en ledig stilling i relevante medier, og alle kan søge den. Her er de potentielle kandidater aktivt jobsøgende, de vil væk fra den nuværende position og til noget bedre.

Der er tale om to helt forskellige fremgangsmåder, discipliner og måder at arbejde på. Hvis du spørger en headhunter, så er Search en kunstart, som kræver, at man har ”næse og flair” for det, mens det andet mere er et håndværk. Det svarer lidt til at sammenligne en arkitekt og en håndværker.

Forskellen på Search og Selection

Search foregår i det skjulte, hvor headhunteren finder egnede kandidater ved hjælp af sit netværk og research.

Selection foregår i det offentlige rum, hvor alle kan være med, og de som søger er typisk aktivt jobsøgende.

Men hvad der er værd at notere sig er, at en meget stor del af de spændende karrierestillinger netop besættes i det skjulte igennem headhunterne.

Så drømmer du om at gøre karriere og få en af de spændende karrierestillinger, er du altså nødt til at vide, hvordan du kommer i betragtning til disse stillinger, som besættes i det skjulte.

Er du nogensinde blevet opsøgt af en headhunter? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Gittes egen hjemmeside her.

Om Gitte Schramm

Uddannet cand.merc. og arbejder som karriererådgiver i eget firma. Gittes speciale er at hjælpe topledere til det helt rigtige job. Hun har 14 års erfaring med headhunting og har bl.a. været Senior Partner/Direktør i et searchfirma. Forfatter til tre bøger om jobskifte.

Skriv en kommentar...

*