Sig (efter)navnet – når ‘plejer’ skal have aktiv dødhjælp

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Et stykke tid efter at min kæreste med succes havde friet til mig (jeg havde sagt ja), kom vi naturligt nok til at tale om, hvad vi så skulle hedde til efternavn. Min kæreste mente, at det var ret enkelt: Jeg skulle jo bare have hans efternavn, og så var den skid slået.

Men så enkelt syntes jeg ikke, det var. Jeg havde et dobbelt efternavn, og han havde et af de gode gamle -sen efternavne. Jeg syntes, det måtte være fair, at vi gav lige meget køb på noget – at vi ”ofrede” lige meget tilhørsforhold og familietradition for til gengæld at få noget ekstra fra hinanden. Men, som min kæreste flere gange argumenterede, kunne han ikke rigtig forliges med tanken om at skulle have et nyt efternavn – han var så vant til det efternavn, han havde nu – det havde han jo altid heddet, hvorfor han syntes, det ville være mærkeligt at skulle hedde noget andet!

Ja, goddav do – hvordan tror du så lige, jeg har det? Det var som om, han forstillede sig at jeg bare – helt jubel-lykkelig uden at se mig sentimentalt tilbage – ville tage hans massebetegnelse af et efternavn. Han kunne simpelthen ikke se problemet fra min side; hvorfor kunne jeg ikke bare holde mig til ”plejer”? Sådan har det jo altid været – kvinden tager mandens navn – og det var der ingen grund til, at vi skulle til at lave om på.

Jeg var pænt ligeglad med plejer. Jeg var langt fra enig. Vi skulle giftes, pjalterne skulle slås sammen, papirerne skulle i orden, vi sagde ja til hinanden med alle vores (dårlige) vaner, skavanker, bagage med videre. Det var en sag, jeg tog ret alvorligt. Lige præcis HER havde jeg en meget stærk holdning, som jeg ikke kunne eller ville give køb på. Det var ganske enkelt ikke fair.

Jeg argumenterede videre: Vi vidste begge to at vi på et tidspunkt også gerne ville have børn sammen – og jeg syntes, at de skulle hedde det samme som deres forældre – og ikke det der kompromis-halløj med at ”så beholder vi bare hver vores navn, for det er det nemmeste”. Nej tak. Min logik sagde mig, at havde vi sagt a, så måtte vi også sige b. Uanset om det skulle betyde, at vi begge to skulle give os en lille smule.

Jeg var villig til at splitte mit dobbeltefternavn op, slette det ene navn og lade det andet blive vores fælles mellemnavn, nu hvor man kun kan have et efternavn i dagens Danmark. Det ville betyde, at vi fik mit gamle efternavn som mellemnavn og hans efternavn som efternavn. Jeg synes vitterligt, at jeg var large i den diskussion, vi havde kørende der. Men min kæreste var ikke så nem at overbevise – han ville hellere bare lade alting blive, som de plejede – hvis jeg ikke gad have hans navn kunne vi bare beholde hver vores efternavne. Det var bare ikke godt nok til mig. Så vi diskuterede videre.

Heldigvis endte det lykkeligt – plejer døde en stille død, og vi har nu begge to lidt af hinandens familiehistorie med os i livet (på dankort, i pas, på kørekort og sygesikringsbevis), og det føles egentligt ret godt! Og jeg har hans ord for, at han er enig. :-)

Er der områder, hvor du har insisteret på at aflive ‘plejer’? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Lise Borgstrøm Henriksen

Cand.mag. i kommunikation; har tidligere arbejdet i reklamebranchen men er nu ansat som kommunikationskonsulent i Sekretariatet for Cykelsuperstier. Lise arbejder sideløbende med ligestilling og kvinder i ledelse gennem netværket Protocol.

Skriv en kommentar...

*