Det man siger, er man selv

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

”Det man siger, er man selv” kan de fleste af os sikkert huske at have hørt i skolegården. Men der ER noget om snakken.

Hvorfor er det, at nogle mennesker virkelig kan provokere os, mens andre ikke en gang registrerer deres ”irriterende” sider?

Hvorfor er det, at vi fascineres af nogle og synes, at de er noget helt særligt? Her tænker jeg ikke kun på forelskelse.

Skyggen

Ifølge Jung (schweizisk psykiater, 1875-1961) placerer vi de ‘gode’ eller ‘dårlige’ egenskaber i os selv, som vi ikke vil være ved, i skyggen af vores bevidsthed. Fordi vi ikke kan se de egenskaber, kaldes de vores skygger.

Og fordi vi ikke selv kan (eller vil) se det, er vi nødt til at have andre mennesker til at spejle det for os, for at kunne se det.

Det er lige præcis derfor, at vi nogle gange reagerer så kraftigt – eksempelvis på mandens ekskone og børnene. Fordi de repræsenterer sider i os selv, både de ‘gode’ og ‘dårlige’, som vi fornægter eller endda lyver om overfor os selv.

Når vi ikke vil være ved det selv, er den eneste måde vi kan se det på, ved at se det i andre.

Jeg var eksempelvis ikke vild med at blive kaldt egoistisk, da jeg hellere ville se mig selv som omsorgsfuld. Derfor tog jeg det noget på vej, hvis nogen opførte sig egoistisk. Nu hvor jeg har arbejdet bevidst med egoisme, er det en integreret del af mig, og derfor ikke en skygge længere.

Fordelen

Fordelen er, at vi selv har magten til at bestemme, hvor meget andres egenskaber behøver at fylde i vores liv. Ofte tillader vi næsten, at de “flytter” ind i vores hoveder og det endda uden, at de ved det.

Tænk sig, at vi bruger al den energi og alle de tanker på andre mennesker, som vi for øvrigt ikke kan ændre. Det, du kan ændre, er den måde, du tænker om det på. Min anbefaling er, at du tager fat der, hvor du kan ændre noget; nemlig dig selv og dine tanker.

Påskelegen

Det er ofte i de nære relationer, at vi reagerer kraftigt. Hvis du har lyst, kan du i påsken, hvor der er rig mulighed for det med alle familiearrangementerne, notere i en lille bog eller din telefon, hvad og hvem du bliver irriteret på. Eller inspireres af. For vi ser nemlig det i andre, som vi kan lide (lys skygge) eller ikke lide ved os selv (mørk skygge).

Påskeudfordringen

Kig på de egenskaber, du har noteret og stil dig selv følgende 4 spørgsmål:

  1. Hvornår er jeg eller har jeg selv været ______? (Mørk skygge – f.eks egoistisk)
  2. Hvad er det modsatte? (Lys skygge – f.eks. omsorgsfuld)
  3. Hvis jeg altid er nødt til at være _______ (lys skygge), hvad er så en negativ konsekvens?
  4. Hvad er en fordel ved at være______? (mørk skygge)

Påsketip:

Du ved, at det er din skygge der er på spil, når du reagerer i stedet for blot at observere.

Hvilke egenskaber hos andre inspirerer dig mest? Og hvilke irriterer dig mest? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Skriv en kommentar...

*