Find din ledestjerne

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Når vi er børn, så er vi helt naturligt gode til at fantasere og drømme, desværre mister vi ofte denne evne med alderen. Forklaringen er, at med årene stimuleres evnen til at tænke logisk og rationelt, og det sker netop på bekostning af vores evne til at fantasere og drømme.

Men drømme har en vigtig funktion i dit liv: De fortæller om dig noget om, hvad du inderst inde ønsker dig af dit liv. Hvad du gerne vil opnå? Hvis du begynder at blive bevidst om dine drømme, så har du en nyttig ledestjerne i dit liv.

Det kunne være et ordsprog at sige: ”Hvis du kan drømme det – kan du også gøre det”, for rent psykologisk er vore hjerner skruet sammen på en sådan måde, at vore drømme er på samme niveau som vore evner.

Men kun at drømme er ikke konstruktivt. For at få succes er det nødvendigt, at drømmene bliver ført ud i livet. Som coach spørger jeg ofte: ”Hvis du i dit professionelle liv ikke følte dig begrænset af hverdagens normer, men frit kunne vælge helt efter forgodtbefindende, hvordan ville din verden så se ud?”.

En del opfatter det som et lidt provokerende og farligt spørgsmål – og det er da også meningen fra min side – men for det meste får jeg ikke noget svar, eller et ”det har jeg aldrig rigtigt tænkt over..” Okay, men så prøv …. NU!

Sæt ord på dine drømme

Som voksne bør vi tillade os selv at drømme og lade være med at betragte det som et lidt odiøst tidsspilde, for ofte kan netop drømmene være med til at guide os i den rigtige retning.

Jeg vil vove den påstand, at den, der kan finde og rendyrke sin inderste drøm, automatisk vil være i stand til at overvinde enhver hindring, der måtte være på vejen til drømmens opfyldelse, for drømme er en stærk drivkraft, der åbner op for de indre ressourcer.

Prøv i løbet af 5-10 minutter at skrive alt det ned, som du drømmer om rent professionelt. Her gælder det om virkelig at slippe hestene fri og undlade at lytte til den indre jante, der hvisker, at det ikke kan lade sig gøre, fordi …

Sæt dig ud over dette og prøv i stedet at tænke stort og ubegrænset. Leg med fantasien og prøv at forestille dig selv i forskellige roller… og skriv løs.

Sæt gang – i drømmene

Hvis det er vanskeligt at komme i gang, hjælper det ofte at gå tilbage til barndommen og ungdommen og huske, hvad du dengang drømte du om, at livet skulle bringe dig.

Og føles det lidt for overvældende, så stil dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvordan vil din ideelle karriere se ud?
  • Ønsker du at blive rig?
  • Drømmer du om at blive kendt og berømt?
  • Hvilken form for arbejde drømmer du om at udføre?
  • Hvad er det, som virkelig har din interesse?
  • Vil du have din egen virksomhed?
  • Vil du være ansat som administrerende direktør?

Drop enhver form for beskedenhed, når du svarer på spørgsmålene. Tænk stort. Vær lidt vild … og vovet!

Dine inderste drømme

Når du har fået sat ord på drømmene, vil næste skridt være at få luget lidt ud i dem. Livet er jo skruet sådan sammen, at alt har en tid, og hvis du f.eks. har drømt om at blive professionel fodboldspiller, men allerede har passeret de 30 år og i øvrigt ikke har været sportslig aktiv de seneste mange år, må du nok resignere og erkende, at muligheden er forpasset. Og hvis drømmen havde været tilstrækkelig presserende, havde du nok allerede gjort noget ved det.

Der er også en del punkter, der ikke er et udtryk for dine drømme, men snarere omverdenens og samfundets ønsker/drømme på dine vegne. De repræsenterer altså ikke dine inderste drømme, men snarere nogle visioner, du er blevet påduttet og dermed noget, som andre mener vil være godt for dig. Prøv på denne baggrund at gå listen igennem og fjern de punkter, som ikke repræsenterer dine egne inderste drømme – og her gælder det om at være helt ærlig.

Herefter har du et antal punkter tilbage på listen, som burde fylde dig med energi og begejstring, da de repræsenterer noget, som du i dit inderste virkelig gerne vil.

Formuler de enkelte punkter på en sådan måde, at de bliver til en sammenhængende historie, der med overordnede billeder/rammer beskriver, hvordan du ønsker, at din karriere og dit liv skal se ud og mærk, hvordan det får dig til at føle.

Et præcist billede af din drøm

Hermed har du din drøm og din vision, for du har nu skabt et præcist og levende billede af, hvad det er, du ønsker. Hermed er du i stand til at rette fokus i den rigtige retning, for du kender nu din ledestjerne og dermed din retning på vejen videre frem.

Dette er i sig selv en milepæl, men samtidig en ny udfordring, for du kender jo ikke vejen i detaljer og at fortsætte kræver derfor både mod og et åbent sind

Nyd rejsen

Konklusionen er derfor, at når du først har fundet din ledestjerne, er det tid til at realisere drømmen. Det vil uden tvivl tage tid, men med daglige små skridt i den rigtige retning, et åbent sind og en imødekommende attitude, skal det nok lykkedes. Husk så i øvrigt at nyde selve rejsen.

Hvad drømmer du om? Understøtter dine mål disse drømme? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Gittes egen hjemmeside her.

Om Gitte Schramm

Uddannet cand.merc. og arbejder som karriererådgiver i eget firma. Gittes speciale er at hjælpe topledere til det helt rigtige job. Hun har 14 års erfaring med headhunting og har bl.a. været Senior Partner/Direktør i et searchfirma. Forfatter til tre bøger om jobskifte.

Kommentarer

  1. Drømmene er det bedste man kan gøre for sig selv og for sin familie. Ikke kun i forbindelse med job, men også alle de vigtige ting i livet – Hvad drømmer jeg om i fht. mine børn, mit parforhold osv. Og en god øvelse i fht. balancen i livet – Hvad drømmer jeg om i min fritid?
    Drømme-rejsen er også vigtig i fht. de små ting i livet – for både mor og børn – Hvad er dit barns drømmemadpakke? Sådan en snak kan føre langt omkring – så få drømt – ikke kun alene, men sammen med familien….
    Einstein sagde at fantasi er vigtigere end viden – Så drøm løs, brug fantasien – Den rækker ud mod drømmene, modsat vores viden, som kan være begrænsende for at nå drømmene.

  2. Kære Dorthe,

    Tak for din kommentar – Du har helt ret, de små drømme er absolut lige så vigtige som de store :-)

    Det er de små drømme som giver glæde og livskvalitet i hverdagen, og så er det lige meget om det er drømme kjolen eller drømme madpakken.

    Små og store drømme er en vigtig drivkraft her i livet, og ja, vi skal turde drømme både stort og småt.

    Hvis man er lidt bange for at have store drømme, ja så kan man altid starte i den små, og når de små drømme bliver virkelighed, så får man modet til de større drømme.

Skriv en kommentar...

*