Forresten, jeg er gravid – og jeg vil gerne have forlænget min kontrakt

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg har et job, jeg er sindssygt glad for. Sådan virkelig glad – på den klamme måde. Irriterende glad, faktisk. Eneste minus ved mit job var, at min ansættelse kun var for et år. Med mulighed forlængelse hvis … det ene og det andet faldt i hak.

Efter 7-8 måneders ansættelse begyndte jeg at rykke for en status på min forlængelse. Min chef kunne heldigvis fortælle mig, at oddsene for forlængelse var gode – der var bare nogle praktiske ting (finansieringen) der lige skulle falde på plads – men det var nærmest en formsag, da der var kommet en forhåndslovning på dette. Fedt nok!

Så skete der lige den lille ting, at jeg blev gravid. Nå, tænkte jeg, hvad gør jeg så lige med den der forlængelse? Først og fremmest måtte jeg jo se tiden an – jeg synes først, jeg ville breake nyheden om min graviditet, når jeg var tre måneder henne, og så ville min forlængelse nok allerede være på plads. Sådan gik det selvfølgelig ikke. Formaliteterne omkring projektets finansiering trak ud, og jeg kom tæt på at være tre måneder henne.

Samvittigheden nagede, og frygten for at skulle sige at jeg var gravid, uden at have forlængelsen på plads, hjemsøgte mig konstant. Skulle jeg bare melde rent ud og så håbe på det bedste (forlængelsen kom i hus), eller var det for risikabelt? Jeg ville jo bare så gerne forlænges, men jeg kunne levende forestille mig, at det ”trak ned”, at jeg var gravid og skulle på barsel efter kort tid på den forlængede kontrakt. Det var frustrerende. Jeg følte, at min graviditet kom i vejen – timingen kunne have været bedre, og jeg havde svært ved at glæde mig over, at jeg skulle være mor.

Jeg ringede til min fagforening for at høre deres råd. Det var en venlig mand, jeg fik i røret. Men det var ikke til megen hjælp at få at vide, at jeg bare måtte melde rent ud og så ellers glæde mig over mine lykkelige omstændigheder. Det kunne han jo sagtens sige. Jeg sad med frygten for at være uden arbejde inden for 3 måneder. Og jeg kunne (kan) jo ikke forestille mig, hvad det at blive mor betyder i det store billede. Jeg havde bare fokus på, at jeg kunne miste noget, som gjorde mig enormt glad her og nu. Men udover det, så havde han ret. Jeg havde ikke andre muligheder. Forlængelsen var ikke lige om hjørnet, og maven voksede. Jeg måtte bekende kulør og håbe på det bedste.

Det var med rystende stemme og dirrende ben, jeg kiggede ind på chefens kontor for at tage snakken. Jeg spurgte, om jeg kunne tale med ham i 5 minutter. Det kunne jeg. Ind på kontoret med mig, lukke døren bag mig, sætte mig ned. Dyb indånding. Jeg husker det tydeligt. Jeg sagde: ”Jeg er gravid”. Han stoppede med at se på sin skærm, gik lidt væk fra sit bord og sagde noget i retningen af: ”Det var da noget af en overraskelse”. Stilhed i en uendelighed. Jeg var ved at kaste op af usikkerhed, men tænkte, at han måtte sige lidt mere, før jeg kom med min forberedte tale. ”Tillykke, det er da dejligt”, sagde han og satte sig ned ved det bord, jeg sad ved.

Jeg havde valgt ærlighed som tema for min tale: ”Ja, det er det, men det er heller ingen hemmelighed, at jeg har været ved at skide i bukserne over at skulle sige det til dig. Med det antal gravide og nybagte mødre, der er i afdelingen, og det faktum, at min forlængelse ikke er på plads, er det ikke nemt at få sagt. Jeg har brug for at få min forlængelse på plads”.

Så kom de forløsende ord fra chefen: ”Det kan jeg godt forstå, men jeg har lovet dig en forlængelse, og det står jeg da stadigvæk ved – det skal du ikke bekymre dig om”. Pyha, flere ugers bekymring, med en vægt svarende til den mængde bagage jeg har med på ferie (det er meget), røg af mine skuldre, og tårerne pressede sig på, mens mine læber bævrede.

Chefen så helt bange ud: ”Men er det ikke en god ting, at du er gravid?” spurgte han. ”Jojo”, fik jeg fremstammet, ”men det er svært at forholde sig til, når jeg kun er tre måneder henne, og alt, hvad der fylder i mit hoved, er spørgsmålet om min forlængelse”. Det kunne han godt forstå. Derefter snakkede vi praktisk – hvornår min termin var, hvornår jeg så gik fra på barsel osv. Inden jeg gik ud fra hans kontor, gav chefen mig et knus, sagde tillykke og betryggede mig i, at det hele nok skulle gå. Lige dér blev han sgu nomineret til prisen som verdens bedste chef!

Nu har jeg fået min forlængelse – 1,5 år oven i den oprindelige kontrakt. Alle mine bekymringer blev gjort til skamme. Min konklusion: Der findes gode og fair chefer derude, som holder, hvad de lover. Hurra! Nu skal jeg bare have fundet kruset, hvor der står verdens bedste chef på! :-)

Hvordan var din jobsituation under din(e) graviditet(er)? Har du også en chef, der kvalificerer til prisen som ‘verdens bedste chef’? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Lise Borgstrøm Henriksen

Cand.mag. i kommunikation; har tidligere arbejdet i reklamebranchen men er nu ansat som kommunikationskonsulent i Sekretariatet for Cykelsuperstier. Lise arbejder sideløbende med ligestilling og kvinder i ledelse gennem netværket Protocol.

Kommentarer

  1. AnonymMedVilje skriver:

    @Lise: Fedt at du har en chef, der har den indstilling! Tillykke med både graviditet og kontraktforlængelse.

    Jeg har desværre en helt anden historie at fortælle. For et par år siden fik jeg et lederjob i det offentlige med en chef, som jeg – indtil for en måned siden – ville have nomineret til en af de bedre (og jeg har haft en del igennem tiden i et stort privat, internationalt firma, både af de gode og dem med udviklingspotentiale).

    Jeg gik fra i september, fire uger før termin og to uger efter, at jeg egentlig havde krav på at gå fra, men jeg blev lidt længere for det havde jeg lyst til. Intet pres. Jeg fødte en dejlig søn, fik lykønskninger også fra chefen og har været forbi og vist junior frem. Flere lykønskninger og “vi glæder os til at se dig igen”. Og jeg var egentligt begyndt at se frem til at starte igen til foråret, kun 6 alt, alt for korte måneder efter min søn kom til verden. Men igen, det var mit eget valg at starte så tidligt. Intet pres.

    I april var jeg til resultatlønsamtale. Resultatløn er ikke en bonus, det er en del af min løn, som bliver tilbageholdt og som jeg så får udbetalt en % af alt efter hvordan jeg har leveret på en række mål. Da jeg gik på barsel i september så det hele fint ud, men der var et par mål, der ikke var blevet helt leveret efter jeg var gået fra af forskellige årsager, så jeg forventede, at jeg nok ikke ville få 100% resultatløn. Og det havde jeg det fint nok med.

    Men min chef – ham, jeg havde været virkelig glad for – startede med at sige: “resultatløn er noget man får når man leverer resultater. Og det kan man jo ikke når man ikke er her.” Jeg troede ikke mine egne ører: “Øh … mener du, at fordi jeg har været på barsel i fire af årets otte måneder så synes du ikke jeg har lavet noget?”. “Næh nej, det skal jo ikke hedde sig, at det er fordi du har været på barsel …”.

    Nå, samtalen var lang og min beundring for manden faldt til dyb, dyb skuffelse og den chokkerende erkendelse, at jeg lige var blevet diskrimineret – og ikke kunne gøre en disse ved det.

    Endnu værre er det, at når jeg fortæller min lille historie her til veninderne, så kommer folk ud af skabene med tilsvarende historier med chefer (ofte mænd med egne børn), som på den ene eller anden måde lader skinne igennem, at man er sat på prøve og vil være under konstant observation fra nu af og i al evighed fordi man har tilladt sig den irriterende frihed at blive gravid.

    Min indre feminist levede en kummerlig tilværelse før det her – jeg har aldrig troet på kønskvotering og særbehandling osv. – men føj, hvor er jeg vred over, at være blevet behandlet sådan her. Selvsagt har jeg støvet mit CV af og – ligesom andre nybagte mødre kan jeg forstå – har alt i mit liv oppe til revision, men mest af alt mit lederjob, som jeg ellers var ret glad for.

    I mellemtiden glæder min dejlige, maskuline og “far med stort F” kæreste sig til syv måneders barsel med vores søn. Det vil sige, han kalder det forældreorlov (som det jo teknisk set også er) for hvis han siger, at han skal være på barsel så længe griner hans kolleger af ham.

    PS: Beklager at være anonym – normalt synes jeg, at det er slapt ikke at ville stå frem, men efter det her er jeg alvorligt bekymret for at blive stemplet som hormonforstyrret happengaje af min nuværende og fremtidige chefer.

  2. Lise Borgstrøm Henriksen skriver:

    @AnonymMedVilje 1) Jeg kan virkelig godt forstå du vil være anonym 2) Tak fordi du deler din historie 3) Hvad fanden er det for noget forbandet pis med din chef og den manglende resultatløn?! Fra min stol at se, så er det et meget kortsigtet perspektiv din chef har. Han har måske sparet lidt penge på kort sigt – men han har tabt en engageret medarbejders tillid og drive. Det mest frustrerende er at du, som du selv skriver, er blevet diskrimineret men ikke kan gøre noget ved det.

    Da jeg skrev mit indlæg, tænkte jeg faktisk også over hvor let det var/er at skrive de gode historier i stedet for de negative, som den du kommer med. Jeg havde en idé om eller frygt for, at den historie du fortæller er mere udbredt end det modsatte. Men lige præcis derfor valgte jeg at skrive om min (positive) oplevelse. Jeg har selv savnet at høre de gode historier – jeg havde faktisk ikke troen på, at der var alt for mange af dem derude – og det gjorde og gør mig så uendelig trist. Nu havde jeg endelig en god historie – så skulle den også ud… Men egentlig kunne man godt argumentere for, at min oplevelse slet ikke burde være værd at glæde sig over – det burde have været en selvfølge at min graviditet ikke diskvalificerede mig til noget som helst. Jeg burde slet ikke have bekymret mig om min jobsituation og graviditet på forhånd – men det gjorde jeg. Og sådan er det sikkert også for en hel del andre kvinder i den fødedygtige alder. Bunduretfærdigt. Punktum.

  3. AnonymMedVilje skriver:

    @Lise: Tak for dit svar. Nej, vi skal da høre de gode historier – de er med til at opretholde troen på, at der trods alt er retfærdighed til. Langt fra alle steder, men nogen. Det har jeg i hvert fald brug for at tro på når jeg nu går i gang med at finde ud af, hvad mit næste job skal være og hvor – og jo gerne et sted hvor der er plads til en barsel til :-)

Skriv en kommentar...

*