- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Hvad er det bedste, vi kan give vores børn?

Da jeg fik mit andet barn, var jeg meget optaget af, hvordan jeg kunne fordele sol og vind lige mellem mine to børn. For slet ikke at tale om, hvordan jeg kunne sørge for også at have overskud til mine 2 ekstrabørn, der kom – og stadig kommer – hver anden weekend.

Umiddelbart blev jeg plaget af en frygtelig dårlig samvittighed over ikke at kunne være flere steder på en gang – og følte mig nærmest utilstrækkelig i rollen både som mor og ekstramor.

Den største gave

Den dårlige samvittighed og frustration hev og sled i mig, indtil en veninde sagde: ”Den største gave du kan give dine børn, er søskende”

Jo mere jeg tænkte over det, jo mere sandt blev det. For mig i hvert fald.

Jeg kom til at tænke på mine egne søskende (en søster og en bror) og på, hvor trygt og rart det er at have nogle vidner til mit liv. En fælles referenceramme – i form af: ”kan du huske den gang da vi….”

Netop den nærhed kan vi ikke få med andre. Vi kan genfortælle, og måske kan andre forestille sig det sjove, kære, skøre, vanvittige i situationen, men de kan ikke trække på genkendelsens smilebånd, ganske enkelt fordi de ikke var til stede.

Alene

For mange år siden var jeg kæreste med et enebarn, hvis forældre var døde. Han havde kun perifer kontakt til en moster, der boede mange timers flyvning fra Danmark.

Jeg tænkte ikke så meget over den gang, at det må føles lidt ensomt ikke at have nogle fælles referencerammer med andre i sit liv. Men det har jeg gjort siden. Derfor sætter jeg også særlig stor pris på mine egne søskende og på mine børns søskende – også dem jeg ikke selv er mor til.

Fælles referenceramme

I søskende-kontekst skelner jeg ikke her om det er halv- eller helsøskende. Dele af referencerammen er der jo stadig, selv om nogle af forældrene ikke er de samme. I mine børns og ekstrabørns tilfælde – en den fælles referenceramme deres far.

Det er fascinerede at se hvilket sammenhold 4 søstre, i aldersgruppen 6½ til 20 år med 3 forskellige mødre alligevel har. Og ikke mindst hvilke fælles fysiske og mentale træk, der går igen hos dem på kryds og tværs.

Sammenhold

Selv om de sagtens, særligt de yngste, kan drille hinanden, så er der et helt specielt søskendesammenhold der gør sig gældende. Det bliver især tydeligt, hvis nogen ”udefra”, siger eller gør noget mindre pænt til en af de fire i søskendeflokken.

Så snart det kommer de andre for øre, står der 3 søstre linet op klar til at forsvare og kæmpe for den ene søster, der måske er kommet lidt i klemme. Med hver sit forslag og ’våben’ hjælper de til.

I det øjeblik, føler jeg virkelig, at den største gave jeg har givet mine børn er deres søskende.

Oplever du også søskende som en stor gave? Har du andre bud på store gaver, vi kan give vores børn? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her [1].