- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Skal jeg sidde og lege med lego på gulvet – for at være en nærværende mor?

Du kommer hjem efter arbejde, og din lille pode er træt og MEGET lykkelig over at være sammen med dig igen. Selvom I har siddet og hygget jer sammen et stykke tid, vil han ikke rigtig give slip på dig. “Du skal være med til at bygge min brandbil mor!”, lyder det meget bestemt fra ham.

Du ved med dig selv, at det normalt er en pædagogisk bedrift af dimensioner for dig at lege med lego – og lige nu skriger alt i dig “NEJ…ikke lige nu!” I det samme får du det velkendte stik af dårlig samvittighed…er jeg ikke en nærværende mor, hvis jeg siger nej? Det kan være du modstræbende slår dig ned mellem brandmandsstiger og minihjelme og forsøger at leve dig ind i lilleputland. Imens løber dine tanker sine egne veje. Du planlægger aftensmad og hvad du skal nå resten af dagen – og hvis der er noget, du i hvert fald IKKE er, så er det at være nærværende. Din lille gut opfanger det med det samme: “Hallo moar – Se nu hvad jeg laver!”

Jeg har mødt utallige mødre til mine foredrag og kurser, der for alt i verden vil være der for sine børn. Mange spørger til den her slags situationer og er i tvivl – “skal jeg sidde og lege med lego på gulvet for at være en nærværende mor?” Og svaret er nej.

Ægte nærvær med dit barn i nuet opstår i tre steps. For det første når du er nysgerrig og undersøger, hvordan både du selv og dit barn har det. For det andet når du accepterer situationen, som den er. Og for det tredje når du prøver at være kreativ i forhold til, hvordan du kan imødekomme dig selv og dit barn på en kærlig måde, lige nu.

I en situation som denne, vil det betyde, at du forstår dit barns behov for nærvær og alligevel mærker godt efter i dig selv. Når du accepterer, at du er træt og ikke er i lego-modus, så kan du være ærlig og sige til dit barn: “Skat, jeg kan godt forstå, at du vil have mig med til at lege. Men mor er træt og skal lave mad nu.” Så kan du være kreativ ved enten at spørge, om han vil med ud og skrælle gulerødder, hvis du er i humør til en hjælpende hånd – eller om lilleputland skal flyttes med ud i køkkenhjørnet, så du stadig er i nærheden.

Det er trygt for dit barn, at du er ærlig og kan sige nej (også til nærværsaktiviteter!), når du ikke har dig selv med i det. At være en nærværende mor er ikke at være legetante 24/7, men en tilstand af ægte væren sammen.

Dine 3 step til ægte nærvær

  1. Stop op – Spørg dig selv: “Hvordan har jeg det lige nu? Og hvordan har mit barn det lige nu?”
  2. Acceptér dine svar
  3. Vær kreativ – Spørg så dig selv: “Hvordan kan jeg imødekomme mig selv og mit barn på en kærlig måde – lige nu?”

Kender du til ovenstående dilemma? Hvordan tackler du det? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Evas egen hjemmeside her [1]Se Evas bog, DrømmemorEffekten, her [2].