Utilfreds med jobbet? Sådan kommer du videre…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Undersøgelser viser, at 70 procent af alle lønmodtagere er utilfredse med deres nuværende job. Er du en af de mange, som ikke trives i dit job, så læs her, hvordan du kan bruge dine erfaringer konstruktivt til at komme videre til drømmejobbet.  

Utilfredshed er som en virus

Vi har næsten alle prøvet at have et job, hvor vi absolut ikke trives. Utrolig mange af os har faktisk prøvet det indtil flere gange, og derudover kender vi også adskillige i vores familie og omgangskreds, der er utilfredse med deres jobsituation.

Et job, hvor man ikke trives, kommer let til at overskygge alt andet i tilværelsen, og derfor er der folk, der ender med at tilbringe hele deres vågne tilstand med at være utilfredse og misfornøjede. Ja, selv søvnen kan blive påvirket.

Først slider og slæber man en ulidelig lang arbejdsdag, og når man så endelig får fri, er der behov for at få luft for de indeklemte frustrationer, som det typisk er en stakkels ægtefælde, der må lægge ører – eller det der er værre – til.

Man ender med at bruge rigtig lang tid på at fortælle alt og alle, hvor utilfreds man er med sit job. Denne utilfredshed er som en virus, der breder sig til at omfatte hele ens liv og dermed overskygger det gode, som der trods alt også er.

En negativ spiral

De fleste bruger i denne situation lang tid på at tale om, at de NU vil søge et nyt job, men ofte bliver det blot ved snakken og overvejelserne. Selv om der bliver læst rigtig mange jobannoncer, er det vanskeligt at få taget sig sammen til at gøre noget ved det, for brok og utilfredshed har allerede tæret voldsomt på energien.

De fleste er i den grad drænet for energi, at de reelt er fanget i en negativ spiral, som de ikke selv kan kæmpe sig ud af. Og derfor befinder de sig i disse ulykkelige omstændigheder, mens de ser livet passere forbi – og med årene resignerer og forliger de sig med skæbnens ugunst.

Brug dine erfaringer

Men livet er for godt og kostbart til et job eller en chef, der ikke kan byde på glæde og tilfredshed. Det påvirker den enkeltes eksistens negativt og er undergravende for både integritet og selvværd, da arbejdsdagen ender med at blive et kompromis, hvor det ikke på nogen front er muligt at sikre tilfredshed.

Som menneske skylder den enkelte sig selv og sin omverden at være glad og tilfreds med livet – og dermed også med arbejdslivet. Det handler derfor om at lære af sine erfaringer og bruge dem konstruktivt til at komme videre.

Sådan kommer du videre

Prøv at skrive en liste med alt, hvad du er utilfreds med i dit nuværende job. Hermed ved du så, hvad du IKKE vil – og arbejd hellere med listen flere gange, så du får det HELE med!

Prøv herefter at vende de enkelte udsagn til noget positivt og konstruktivt ved at beskrive, hvad du ønsker i stedet for det, du er utilfreds med. Hvad skal der til for, at du bliver tilfreds?

Inden vi går videre med den positive liste, så lad os lige få afsluttet brokkassen. Tag et ordentligt kig på den, for det er den, du har ladet fylde i dit liv. Beslut dig for, at det skal være slut og riv herefter listen i tusinde stykker. (Dette kan godt virke lidt barnligt, men i den virkelige verden virker det!)

Uddyb herefter hvert enkelt udsagn på positivlisten, hvor du helt konkret beskriver, hvad det er, du ønsker.

Denne øvelse kan være lidt af en udfordring, hvis du eksempelvis har skrevet: ”Jeg ønsker en god chef”. Her bliver det nødvendigt med en nærmere beskrivelse, for hvad betyder ordet “god” helt konkret i denne sammenhæng? Så sæt nogle specifikke ord på som f.eks. ”En chef, som respekterer mig, og som jeg respekterer”. “En chef, som er en god sparringspartner”. “En chef, som uddelegerer ansvar til sine medarbejdere” osv.

Et andet eksempel kan være, at du måske har skrevet: ”Jeg ønsker en arbejdsdag, hvor jeg er glad og tilfreds”. Men hvad skal der til for, at du føler dig glad og tilfreds. At være glad og tilfreds er en relativt abstrakt størrelse. En kat, der får en dåse tunfisk, bliver ofte både glad og tilfreds, men de fleste mennesker forventer lidt mere.

Sæt ord på

Hvis det stadig kniber med at få sat ord på lykkebeskrivelsen, kan du prøve at tænke tilbage til situationer, hvor du rent faktisk har været glad og tilfreds. Se nærmere på, hvad det var for forhold og omstændigheder, der dengang var til stede.

Denne øvelse kan godt tage et stykke tid, men det gør ikke noget. Betragt det som en udviklingsproces, hvor det handler om at finde frem til dét, der skal være med til at sikre din livslykke.

Efter at have sat specifikke og konkrete ord på, hvad du rent faktisk ønsker dig, er næste skridt at få indholdet struktureret, og det sker ved f.eks. at opdele listen i afsnit om jobindhold, chef, kollegaer, virksomhedskultur osv.

Nu ved du, hvad du er på jagt efter

Du har nu har konverteret dine negative erfaringer til en oversigt over, hvad du ønsker at erstatte dem med. Du ved helt præcist, hvad du ønsker af dit kommende job, og hvilke krav og kriterier, der skal opfyldes, før du vil kunne trives og være tilfreds.

Nu er du så klar til at begynde at kigge efter et nyt job, som svarer til dine ønsker og forventninger. Og netop den præcise liste betyder, at du let vil kunne vurdere de potentielle stillinger. Ikke bare når du læser en stillingsannonce, men også når du går til jobsamtale – og lad så være med at gå på kompromis bare for at komme væk.

Uanset, hvor godt du har forberedt dig, dukker drømmejobbet ikke nødvendigvis op fra den ene dag til den anden, men når det dukker op, er du parat til at slå til, fordi du helt præcist ved, hvad du er på jagt efter.

Hvor tilfreds er du med din nuværende arbejdssituation? Hvilke ting vil du gerne ændre – og hvorfor? Skriv gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Gittes egen hjemmeside her.

Om Gitte Schramm

Uddannet cand.merc. og arbejder som karriererådgiver i eget firma. Gittes speciale er at hjælpe topledere til det helt rigtige job. Hun har 14 års erfaring med headhunting og har bl.a. været Senior Partner/Direktør i et searchfirma. Forfatter til tre bøger om jobskifte.

Kommentarer

  1. -Det er SÅ utrolig rigtigt Gitte. Alt for mange resignerer fordi de ikke tror på muligheden for forandring. Der skal en virkelig stor portion vilje til at se sig selv i et andet lys, og vende al negativiteten til et positivt ståsted. Tit hjælper det ikke at de nærmeste støtter op, der kræves proffesionel hjælp udefra, en coach eller en job-rådgiver, som ikke kender hele din historie, men ser dig her og nu med alle dine potentialer. Det er vildt hvor meget man kan ændre i sin hverdag, ved “bare” at fokusere på det positive. Men bevidstheden om at man selv kan gøre det ligger langt fra de fleste.
    Tak for et godt indlæg :-)
    Mvh Ciane

Skriv en kommentar...

*