1-2 cm skal da ikke skille os ad – og så alligevel

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Som et led i min ”uddannelse” til at blive Mor følger jeg ”kurset” Graviditetsyoga. Det handler meget om vejrtrækning, afspænding og smidighed. Indimellem de praktiske øvelser kommer yogalæreren med gode råd og inspiration til eksempelvis fødestillinger. Her har man muligheden for at stå op, eller i hvert fald muligheden for at vælge en anden stilling end den gængse liggende-på-ryggen-fødsel; ét af de små mentale frø, der plantes i os gravid-disciple.

De første gange, hvor muligheden blev nævnt og stillingerne vist, fangede det ikke rigtigt min interesse. Først da argumenterne for denne alternative fødsel kom på bordet, blev min interesse fanget. 1 til 2 centimeter er normalt ikke argumenter, der får mig til at flytte min holdning om noget, ret meget, men når det er i sammenhæng med mindre smerte og færre bristninger under fødslen, ja, så er jeg lutter ører!

Som bevis fik vi en dag fremvist et bækken, og det var pludselig ret tydeligt at se, hvad det var i anatomien, der talte for at den gængse måde at føde på i det danske hospitalsvæsen, måske ikke KUN handler om, hvad der er godt for den fødende, men ligeså meget handler om tradition og gode arbejdsstillinger for læger og jordemødre.

Det var faktisk ret tydeligt at se, hvordan pladsforholdene var forskellige afhængigt af, om bækkenet vendte den ene eller den anden vej, når barnet skal ud. Og i den situation hvor jeg står overfor at skulle have presset hvad der mentalt føles som Keopspyramiden ud igennem min vagina (kan virkelig ikke lide det ord), så tror jeg nok, jeg tager imod alle ekstra centimeter og tyngdekraftens hjælp med kyshånd!

Det, der taler i mod en traditionel rygliggende fødsel er – og her skal vi lige huske, at det er lægmand, der udtaler sig – at man i princippet føder lidt opad, op over halebenet. Hvis man står op, så er bækkenet kippet på en anden måde, som skulle give mere plads i bækkenet, og så tyngdekraften kan hjælpe til. Ifølge min yogalærer skulle det alt sammen medvirke til, at fødsel går nemmere (og med færre smerter) og med færre/mindre bristninger til følge.

MEN, for der er et men. Det er altså ikke normen at føde stående/hugsiddende eller lignede.  At verden ikke altid er indrettet efter, hvad der er ”smartest” det er én ting, men at i den her situation betyder det, at man så som fødende bliver nødt til at 1) være meget bevidst om, at man ønsker noget andet end hyldevaren (liggende fødsel) 2) eksplicit at  udtrykke dette ønske – i en situation hvor jeg forestiller mig, at der er nok, der optager ens fokus – veer fx 3) håbe på, at den jordemoder, der er på vagt når ens lille purk bytter sin et-værelses med bad/køkken/stue i et ud med… verden, at hun er med på idéen og har det godt med metoden. Det synes jeg ærligt talt er meget at kræve af en fødende kvinde.

Min yogalærers råd er: Tal med din jordemoder om at en stående fødsel er dit ønske (på forhånd), bed din mand/kæreste/hvem der nu skal støtte dig under fødslen om at være ambassadør for, at du bliver mindet om og hjulpet op at stå, når der skal ”smuttes mandler”.

Gode råd, tænker jeg, men hvorfor er det ikke lidt mere normen end undtagelsen, at det er det, der er mest hensigtsmæssigt rent anatomisk, man bliver forberedt på? Jeg mener, hvorfor viser de film man ser til fødselsforberedelse (eller alle andre film for den sags skyld) kun rygliggende fødsler eller – hvis det skal være lidt vildt – kvinder der føder i vand? Hvorfor ser man ikke lidt flere forskellige varianter af fødsler i stedet for det der rygligge-propaganda?

Jeg kan godt regne ud, at det er mere besværligt at tage i mod et barn, når den fødende står op – men menneskeheden har da løst større udfordringer end det. Så vidt min yogalærer er orienteret, så er stående eller hugsiddende fødsler faktisk noget, som indgår i uddannelsen på jordemoderskolen – men omgivelserne – hospitalets rammer – levner ikke gode vilkår for at praktisere dette. Hvorfor er det sådan?

Hvis det både gør fødslen nemmere, så må det da være billigere (tage kortere tid og betyde mindre smertestillende) samt giver færre komplikationer i form af bristninger, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke er lidt mere udbredt, end hvad jeg har indtryk af, det reelt er. Er der nogle kloge fleregangsfødende, jordemødre eller læger derude, som vil kaste lidt mere lys over min undren og måske nuancere mit skønmaleri af stående fødsler, hvis jeg har været for sort/hvid i min fremstilling af sagen?

Har du erfaring med andre fødestillinger, end den traditionelle rygliggende? Hvad er fordelene – og evt. ulemperne – ved dem? Var du opmærksom på andre muligheder, da du selv fødte? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor… 

Om Lise Borgstrøm Henriksen

Cand.mag. i kommunikation; har tidligere arbejdet i reklamebranchen men er nu ansat som kommunikationskonsulent i Sekretariatet for Cykelsuperstier. Lise arbejder sideløbende med ligestilling og kvinder i ledelse gennem netværket Protocol.

Kommentarer

  1. Lena Nyhus skriver:

    Supergodt at du fremhæver alternativer til rygliggende fødsel, det mangler der i debatten. Desværre er det tordnende hårdt at føde, hvis man ikke lige smutter mandler og mange har simpelthen ikke fysikken til at stå eller sidde på hug undervejs.

    Selv valgte jeg, at ligge på siden under begge mine fødsler. Det aflastede mit bækken og var meget mere behageligt for mig, hvis man kan bruge et udtryk som behageligt om en belastningssituation, der får en til at brøle som en flerhovedet ko (Og det var ikke den eneste lig jeg følte med bemeldte ko).

    Mange har også glæde af at have sex liggende på siden både før under og efter graviditet. Det er nemmere. Det er også dejligt intimt. Og man har hænderne fri. What’s not to love?

  2. Karoline skriver:

    Det største bækkenmål findes faktisk, når man ligger foroverbøjet på alle fire. Apropos den liiille ekstra centimeter. Hvis man ikke har fysikken til at føde stående eller på hug, er det et fint alternativ, hvor der samtidig kan slappes lidt af, evt med en pude. Stillingen anbefales ofte, hvis barnet skønnes særligt stort. Man kan så undre sig over, de ikke bare anbefaler det til alle altid – men det er så måske her jordemoderkomforten spiller ind i praksis. Selv havde jeg store planer om den foroverbøjede fødestilling a la på alle fire, men da der skulle presses, kunne jeg på ingen måde overskue at flytte mig længere end om på siden (hvilket også fungerede glimrende).
    En væsentlig fordel ved at fjerne sig fra rygleje er i øvrigt, at man ikke lægger yderligere pres på diverse nerveender i ryggen, hvor bækkenet forsøger at give efter. Det i sig selv mindsker smerterne undervejs.
    Må man i øvrigt have lov at anbefale en fantastisk ikke-medicinsk smertelindring: Varmt og koldt på lænden – PÅ SKIFT, vel at mærke. Det er super lindrende, oplevede jeg, og går, har jeg fået fortalt, under udtrykket “naturens egen epidural”.
    Pøj pøj:-)

Skriv en kommentar...

*