- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

1-2 cm skal da ikke skille os ad – og så alligevel

Som et led i min ”uddannelse” til at blive Mor følger jeg ”kurset” Graviditetsyoga. Det handler meget om vejrtrækning, afspænding og smidighed. Indimellem de praktiske øvelser kommer yogalæreren med gode råd og inspiration til eksempelvis fødestillinger. Her har man muligheden for at stå op, eller i hvert fald muligheden for at vælge en anden stilling end den gængse liggende-på-ryggen-fødsel; ét af de små mentale frø, der plantes i os gravid-disciple.

De første gange, hvor muligheden blev nævnt og stillingerne vist, fangede det ikke rigtigt min interesse. Først da argumenterne for denne alternative fødsel kom på bordet, blev min interesse fanget. 1 til 2 centimeter er normalt ikke argumenter, der får mig til at flytte min holdning om noget, ret meget, men når det er i sammenhæng med mindre smerte og færre bristninger under fødslen, ja, så er jeg lutter ører!

Som bevis fik vi en dag fremvist et bækken, og det var pludselig ret tydeligt at se, hvad det var i anatomien, der talte for at den gængse måde at føde på i det danske hospitalsvæsen, måske ikke KUN handler om, hvad der er godt for den fødende, men ligeså meget handler om tradition og gode arbejdsstillinger for læger og jordemødre.

Det var faktisk ret tydeligt at se, hvordan pladsforholdene var forskellige afhængigt af, om bækkenet vendte den ene eller den anden vej, når barnet skal ud. Og i den situation hvor jeg står overfor at skulle have presset hvad der mentalt føles som Keopspyramiden ud igennem min vagina (kan virkelig ikke lide det ord), så tror jeg nok, jeg tager imod alle ekstra centimeter og tyngdekraftens hjælp med kyshånd!

Det, der taler i mod en traditionel rygliggende fødsel er – og her skal vi lige huske, at det er lægmand, der udtaler sig – at man i princippet føder lidt opad, op over halebenet. Hvis man står op, så er bækkenet kippet på en anden måde, som skulle give mere plads i bækkenet, og så tyngdekraften kan hjælpe til. Ifølge min yogalærer skulle det alt sammen medvirke til, at fødsel går nemmere (og med færre smerter) og med færre/mindre bristninger til følge.

MEN, for der er et men. Det er altså ikke normen at føde stående/hugsiddende eller lignede.  At verden ikke altid er indrettet efter, hvad der er ”smartest” det er én ting, men at i den her situation betyder det, at man så som fødende bliver nødt til at 1) være meget bevidst om, at man ønsker noget andet end hyldevaren (liggende fødsel) 2) eksplicit at  udtrykke dette ønske – i en situation hvor jeg forestiller mig, at der er nok, der optager ens fokus – veer fx 3) håbe på, at den jordemoder, der er på vagt når ens lille purk bytter sin et-værelses med bad/køkken/stue i et ud med… verden, at hun er med på idéen og har det godt med metoden. Det synes jeg ærligt talt er meget at kræve af en fødende kvinde.

Min yogalærers råd er: Tal med din jordemoder om at en stående fødsel er dit ønske (på forhånd), bed din mand/kæreste/hvem der nu skal støtte dig under fødslen om at være ambassadør for, at du bliver mindet om og hjulpet op at stå, når der skal ”smuttes mandler”.

Gode råd, tænker jeg, men hvorfor er det ikke lidt mere normen end undtagelsen, at det er det, der er mest hensigtsmæssigt rent anatomisk, man bliver forberedt på? Jeg mener, hvorfor viser de film man ser til fødselsforberedelse (eller alle andre film for den sags skyld) kun rygliggende fødsler eller – hvis det skal være lidt vildt – kvinder der føder i vand? Hvorfor ser man ikke lidt flere forskellige varianter af fødsler i stedet for det der rygligge-propaganda?

Jeg kan godt regne ud, at det er mere besværligt at tage i mod et barn, når den fødende står op – men menneskeheden har da løst større udfordringer end det. Så vidt min yogalærer er orienteret, så er stående eller hugsiddende fødsler faktisk noget, som indgår i uddannelsen på jordemoderskolen – men omgivelserne – hospitalets rammer – levner ikke gode vilkår for at praktisere dette. Hvorfor er det sådan?

Hvis det både gør fødslen nemmere, så må det da være billigere (tage kortere tid og betyde mindre smertestillende) samt giver færre komplikationer i form af bristninger, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke er lidt mere udbredt, end hvad jeg har indtryk af, det reelt er. Er der nogle kloge fleregangsfødende, jordemødre eller læger derude, som vil kaste lidt mere lys over min undren og måske nuancere mit skønmaleri af stående fødsler, hvis jeg har været for sort/hvid i min fremstilling af sagen?

Har du erfaring med andre fødestillinger, end den traditionelle rygliggende? Hvad er fordelene – og evt. ulemperne – ved dem? Var du opmærksom på andre muligheder, da du selv fødte? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…