Anmeldelse: ”HvabeHaren og dyrene i Ha’ det godt-skoven” af Thomas Wibling

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Mange forældre, inklusiv mig selv, har efterlyst personlig udvikling i børnehøjde – børnebøger, der hjælper vores børn til at træffe valg og tænke tanker, der styrker deres selvværd og øger deres bevidsthed om, hvordan de tager ansvar for at få det bedste ud af livet.

Derfor blev jeg så glad, da Thomas Wibling kontaktede mig for at fortælle, at han lige har udgivet sådan en bog – nemlig bogen om HvabeHaren og dyrenen i Ha’ det godt-skoven.

Klik her for at bestille bogen online.

Bogen handler om HvabeHaren, der bor i Ha’ det godt-skoven, hvor alle dyrene har det rigtigt godt og dejligt. Alle undtagen én: Haren – som bliver kaldt HvabeHaren, fordi den så ofte siger: ”Hvabehar?” – har det ikke rigtig godt og dejligt. Den har forsøgt at springe længere, finde bedre mad, gøre sit hjem bedre etc. i troen på, at det ville gøre den glad og lykkelig. Men det hjalp ikke. Så nu har HvabeHaren besluttet at besøge alle de andre dyr i Ha’ det godt-skoven og bede om deres råd til, hvordan den kan få det bedre… På sin turné besøger den:

  • Uglen Ulrik, hvor den lærer om at stille spørgsmål
  • Skovkoen Gumle, hvor den lærer at bruge sin mavefornemmelse
  • Påfuglen Flotte, hvor den lærer, at den er unik – uanset hvad andre siger – og at den kan gøre sig selv glad
  • Bæverne Krea og Tiv, hvor den lærer at få sjove og kreative idéer
  • Skildpadden Godtid, hvor den lærer at være til stede i nuet og nyde.

I forbindelse med hvert besøg finder HvabeHaren et nyt visdomstræ – dem er der nemlig også mange af i Ha’ det godt-skoven – hvor essensen af det, den har lært hos det pågældende dyr, står skrevet i barken som et visdomsord. Det sidste kapitel i bogen opsummerer al den viden, HvabeHaren har tilegnet sig, og til slut er der en opfordring og plads til dagligt at tegne og/eller skrive det bedste ved sin dag.

Bogen er krydret med smukke illustrative tegninger i klare og fængende farver.

Jeg var spændt på at læse HvabeHaren og dyrenen i Ha’ det godt-skoven for min søn, Silas, på 4 1/2 år – en ting er, at jeg synes den er pædagogisk, velformuleret og fyldt med rigtig gode pointer – noget andet er jo, om den rent faktisk fænger målgruppen… Og det gør den!

Han slugte hele bogen råt i ét hug, og lige p.t. er det yndlings-højtlæsningsbogen herhjemme. Der er relativt meget tekst i forhold til antallet af billeder, og normalt kræver det mange billeder at fastholde hans interesse ved højtlæsning. Men det er ikke noget problem her – han elsker virkelig den bog!

Vi taler også om hverdagens små begivenheder ud fra metaforene i bogen, og vi repeterer ofte, hvad HvabeHaren har lært hos de forskellige dyr. Fx har vi talt om, at hvis nogen siger noget dumt til én, så er det ikke rigtigt – man er nemlig unik, uanset hvad andre siger. Og hvis man selv har sagt noget dumt til nogen, føles det ikke godt i maven bagefter… Silas kommer også selv med udsagn som: ”Det føltes godt i maven at være på legeplads, Mor”.

Det med at tegne og/eller skrive, hvad der har været godt ved dagen i dag, er en rigtig god måde at vænne sine børn til at fokusere på det positive og noget, jeg selv har praktiseret med min søn længe: En del af putteritualet her i huset er, at jeg spørger Silas, hvad det bedste har været ved dagen i dag – på den måde fokuserer han på det lige inden, han skal sove, og jeg tror på, at det også har en positiv indflydelse på hans drømme.

Jeg er sikker på, at HvabeHaren og dyrenen i Ha’ det godt-skoven bliver en af favoritbøgerne i mange år frem – for i takt med, at Silas bliver ældre, vil han få nogle andre og flere ting ud af at høre historien. Og jeg vil på det varmeste anbefale den til alle forældre, der ønsker at lære deres børn, at de selv er ansvarlige for at have det rigtig godt og dejligt – og at give dem de bedste forudsætninger for at få det bedste ud af den rejse, der kaldes livet.

HvabeHaren og dyrenen i Ha’ det godt-skoven er på 84 sider og er udgivet af forlaget Ha’ det godt den 7. maj 2012 og kan købes for 149,95 kr.

Klik her for at bestille bogen online.

Har du læst historien og HvabeHaren og dyrene i Ha’ det godt-skoven for dine børn? Hvad synes du – og ikke mindst dine børn – om den? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

OBS: To læsere af KarriereMor.dk har mulighed for at vinde et eksemplar af bogen – stay tuned i nyhedsbrevet og på Facebook…

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Skriv en kommentar...

*