Dræberskoletasken

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Når nogen siger, at børn er vores største læremestre, må jeg erklære mig enig. Helt enig!

Jeg har lært og lærer hver dag utroligt meget af mine børn og ekstrabørn, både om dem, mig selv og livet. De kan være kilde til mine allerstørste glæder og mine dybeste frustrationer.

Jeg vil gerne dele et personligt eksempel om en episode mellem min datter og mig, som var årsag til dyb frustration, men som lærte mig vigtigheden af at stå ved de grænser, vi har sat. Uanset, at det lige krævede lidt is i maven. For at sige det mildt.

Her kommer det:

Det var morgen, og mine 2 piger og jeg var på vej af sted. I børnehave med den yngste på 5 år og i skole med den ældste på 7 år.

10 meter op ad vejen, hvis vi overhovedet var kommet så langt, udspiller følgende samtale sig:

Min datter: Jeg gider ikke bære den dumme skoletaske
Mig: Hvorfor ikke?
Min datter: Fordi den er skide irriterende
Mig: Det lyder også surt. (kort pause) Du er nødt til at bære skoletasken selv.
Min datter: Kan du ikke bare tage den?
Mig: Nej, det kan jeg ikke. Jeg vil gerne have, at du selv bærer den.
Min datter: Så går jeg bare ikke med. (Stopper op og stiller sig midt på fortovet)

Jeg overvejer et splitsekund om kampen er værd at tage og vurderer, at det er den, fordi jeg i lang tid har båret hendes taske, men tidligere meldt ud, at nu vil jeg gerne have, hun selv bærer den. Jeg siger derfor:

Mig: Du er nødt til at gå med. Vi går nu, ellers kommer vi både for sent i skole, og jeg kommer for sent til mit møde. Så jeg vil af sted nu – kommer du med?

Min yngste datter og jeg går videre. Da vi drejer om hjørnet til den store og relativt morgentrafikerede skolevej, skæver jeg ned af vejen og ser, at min ældste datter ikke har rokket sig ud af flækken. Jeg vakler et øjeblik, men holder fast og vi går videre.

De 500 længste meter

Vi går de 500 (lange) meter op til børnehaven, forbi skolen, uden skyggen af min ældste datter i bakspejlet. Jeg forsøger at forholde mig roligt, men er det ikke. Slet ikke.

Min indre gyserfilm, spiller både udsplattet barn på skolevej, uskyldigt barn kidnappet på grund af mors uansvarlighed, barn forsvundet og aldrig fundet igen, osv.

Da jeg kommer ud af børnehaven med hjertet helt og aldeles oppe i halsen, klar til at slå verdensrekorden i spurt, står min datter udenfor og venter. Hun kigger på mig og spørger: ”Vil du følge mig i skole?”

Det vil jeg gerne, og vi går mod skolen.

Hun siger: ”Mor, det var overhovedet ikke rart, at du gik fra mig.”

Jeg svarer: ”Nej, det kan jeg godt forstå…” (kort pause).” Jeg gik. Du valgte selv, at du ikke ville gå med. For mig var det ikke rart, at du ikke hørte efter.”e

Det var et ansvarligt valg
Slutteligt, vil jeg gerne understrege, at jeg naturligvis i situationen vurderede det forsvarligt at lade hende stå alene tilbage. Hun kunne gå direkte ned i skolen selv uden at skulle krydse nogen veje. Hun kunne endda gå hele vejen til børnevejen uden at skulle krydse nogen veje. Så på den måde følte jeg mig ikke uansvarlig. Men det var en overvindelse at skulle stå ved det, jeg havde sagt på en måde, der gjorde, at jeg ikke diskuterede med og gjorde min datter helt forkert.

Det var et eksempel hun – og jeg – lærte meget af.

Har du oplevet noget tilsvarende? Hvad var resultatet? Hvilke følelser vækkede det? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Kommentarer

  1. Gitte skriver:

    Tak for historien fra det virkelige liv. Stor anerkendelse til dig at du valgte kampen og du holdt fast. Jeg er fuld af beundring. Der er meget læring her. Alt for mange forældre tror de gør deres barn en tjeneste ved at bære tasken for dem, men det er en bjørnetjeneste i længden. Som jeg ser det i al fald. KH Gitte

  2. Kære Gitte

    Mange tak for din feedback. Det er ikke altid (på den korte bane) let at holde fast, men som du selv siger, så mener jeg faktisk, at vi gør vores børn og omverdenen i det hele taget en bjørnetjeneste, hvis vi ikke holder fast i det vi siger. Og når vi holder fast, bliver det på den lange bane meget nemmere for os og for vores børn

    Kh
    Janne

Skriv en kommentar...

*