Giftig mælk

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg er ikke særlig fanatisk. Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde hele verden, selv om jeg så gerne ville. Min indstilling er bare, at man skal gøre det så godt, man kan. Rent professionelt betyder det, at det børnetøjsmærke, som jeg arbejder med – Fred’s World by Green Cotton – er GOTS certificeret, da det nu engang er det stærkeste miljømærke, der findes.

Rent privat betyder det, at dagligdagsvarer – så som mælk, æg, ost og brød – er økologiske. Når det kan lade sig gøre altså. For når man mangler mælk onsdag aften kl. 17.30 på vej hjem efter en lang arbejdsdag, og den lille SPAR butik, som ligger nærmest hjemmet, kun har konventionel mælk, så er det altså det, der bliver sat op på båndet.

Udover at være administrerende direktør i Novotex Wholesale med brandet Fred’s World by Green Cotton, så er jeg også mor med stort M. Til to dejlige drenge. Og ret kvikke drenge, hvis jeg selv må sige det. Således blev det manglende røde Ø på mælken til aftensmaden med det samme spottet af den ældste på 5 år, som nu absolut måtte vide, hvad forskellen var.

Og Mor var straks fyr og flamme. HER var noget, jeg kunne forklare barnet. Ikke som de andre spørgsmål som for eksempel: ”Mor, hvad sker der med alt blodet, når man dør?”, hvor jeg stammende hakker mig igennem et par sætninger og altid ender med ”far er hjemme om en halv time, så kan han forklare det”.  Jeg fortalte malerisk lille Theodor om de søde køer, han mødte til øko-dag, og om hvordan de bliver fordret med planter, som ikke har været udsat for plantegifte og mange andre ting. Og for en gang skyld havde jeg FULD attention fra et par store runde blå øjne – at mandens blå øjne ved siden af så noget skeptiske ud, kunne jeg jo ikke tage mig af.

Efter svadaen sidder Theo helt stille et stykke tid, hvorefter han tøvende griber ud efter den ene mælk og kigger længe på sit glas. ”Mor. Er det her så den giftige mælk eller den ugiftige?”.

Jeg behøver ikke fortælle, hvordan min mand rullede med øjnene. Det har taget mig en del tid at omforklare konceptet og gøre den konventionelle mælk ugiftig igen i Theodors univers. Men det understregede dog den pointe for mig, som vi egentligt har indbygget i Fred’s World by Green Cotton fra begyndelsen:

  • Budskabet om sjov, glade farver, søde figurer og gode historier skal gå til børnene
  • Det mere komplicerede budskab om, hvor stor en forskel man gør ved at købe miljøvenligt, skal gå til de kloge mødre
  • Og undgå for alt i verden fanatisme og løftede pegefingre, så vi ikke ender med giftig mælk hver gang, vi prøver at forklare vores koncept.

Har du lignende oplevelser? I så fald vil vi elske at høre om dem! Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Om Sanne Nørgaard

Mor til Theodor (2006) og Marius (2009) samt administrerende direktør for og medejer af Novotex Wholesale A/S. Virksomheden er kendt for at tænke bæredygtighed ind i tekstilbranchen og markedsfører egen børnekollektion under konceptet Green Cotton.

Skriv en kommentar...

*