Jeg sværger, jeg har prøvet alt…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Uhm, hindbærsnitter

For pokker hvor hindbærsnitter smager godt. Meget sødt. Men meget godt. Og engang spiste jeg rigtig mange, specielt da vi var 2 personer inde i mig. Faktisk var jeg i en periode bange for, at min søn ville komme ud af min mave efter de 9 måneder, med hvidt glasur og farvel krymmel på toppen. Men heldigvis var det bare mig, der bulede ud – også efter han var ude.

Nej, jeg hørte bestemt ikke til gruppen af veninder, der lige hoppede i et par slim fit jeans 1 uge efter at baby var kommet ud. Og jeg var IKKE glad for de ekstra kilo. Lige gyldigt hvor mange selvhjælpsbøger jeg læste om, at jeg bare skulle acceptere mig selv som jeg var, så blev jeg IKKE glad, når jeg sad i sofaen og kunne mærke ”den”. ”Den” som i dellen!

Så jeg satte, som så mange andre ligestillede kvinder, kampen ind mod dellen (og mormorarmen og den hængende balle og og … og satte gang i den store stafet mellem sund og usund. Den ene dag var alt forbudt, og jeg var total sund, lige indtil jeg ikke længere kunne modstå fristelsen og gik over i ”de usundes verden”. Den stafet, som stort set alle kvinder har deltaget i i kortere eller længere tid. Jeg prøvede alt i kure, og forbud var et ord, der var alt for tilgængeligt i mit ordforråd i den periode. Det var heller ikke så sjovt.

Stafetten stod på over en længere periode, indtil jeg en dag besluttede at tage skyklapperne af. I stedet at fise forvirret rundt i forbudsverden, prøve alverdens kure og  krydse fingre for, at netop dén metode nok skulle blive mit mirakel, besluttede jeg mig for at hæve mig op i fugleperspektiv. Nu ville jeg have   OVERBLIK. For hvad f… var det egentlig, jeg foretog mig på sådan en dag, når jeg synes jeg havde gjort ALT, men hvor resultaterne altid udeblev (ja, tålmodighed var heller ikke min styrke). Så fandt jeg meget hurtigt ud af, at jeg jo ikke havde gjort alt. Faktisk havde jeg gjort meget lidt. Jeg havde bare tænkt på vægttab og forbud i så mange timer, at jeg troede, jeg havde gjort så meget. Men action og vedholdenhed, det var der ikke meget af…

Der gik ikke mange uger med OVERBLIK, vanecheck, vedholdenhed og tålmodighed, før resultaterne væltede ind. Kiloene raslede af mig, energien og overskudet kom og med det kom selvværdet. Hvor var det i grunden befriende at det hverken var raketvidenskab, mirakler eller ”den rigtige kur” der skulle til.

Jeg elsker faktisk at fortælle min historie. Fordi den ligner så mange andre kvinders. Men også fordi jeg i dag lever af at sælge sundhed og – for alt i verden – ikke ønsker at opdele befolkningen i sund/usund. Mange tror, at en sundhedsspecialist er ”født” sund. Aldrig skipper træningen eller har lyst til en hindbærsnitte. Det er IKKE rigtigt. Der er sundhedshåb for ALLE. Men det kræver overblik, action og konsekvens. Så er det ellers bare at få defineret, hvor man vil hen og få sat højre fod foran venstre.

Kender du det med, at resultater og overblik følges ad? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Alexandras egen hjemmeside her.

Om Alexandra Svarre

Alexandra er selvstændig kostvejleder, løbecoach, zumba- og træningsinstruktør. For hende handler sundhed om luksus, frirum, energi og velvære; det er hendes mission at hjælpe andre med at få sundheden ind i hverdagen. Privat er Alexandra gift og mor til to.

Skriv en kommentar...

*