Mor vil skilles!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Efter parforholdet har kørt dårligt i en periode, siger mor til far: “Jeg vil skilles!” Herefter taler de om, hvordan de skal sige det til børnene pænest muligt.

Far vil gerne fortælle, at skilsmissen er mors valg, fordi han allerhelst ville have bevaret familien sammen.

Dette er en problematik, jeg oplever, når jeg rådgiver par, der skal skilles. Min holdning er helt klar: Far og mor skal stå sammen, så børnene oplever en helhed og får en følelse af, at beslutningen er fælles, truffet af både mor og far.

Men hvorfor? For det første, så er det sjældent en beslutning, der kun træffes af den ene part. Ofte har parforholdet kørt elendigt i en lang periode, og på et tidspunkt er der gerne en, der tager den endelige beslutning og siger ordet “skilsmisse”. Som forældre kan man ikke bare fralægge sig ansvaret og sige til børnene, at mor vil skilles. Det er en halv historie, fordi der mangler alt det svære, som er foregået forinden. Den historie skal børn ikke have, og derfor skal man heller ikke vælge at fortælle, hvem der sagde “skilsmisse”.

Derudover vil far automatisk indtage offerrollen, og børn har det bedst, når forældre tager ansvar. Det er alt for hårdt -især under skilsmissen – hvis børnene skal tage specielle hensyn til en forældre, der er offer.

Senere kan det også være, at børnene får en følelse af, at de skal være mest loyale mod far, fordi mor måske har fundet en anden. Far er alene, og mor har jo allerede fundet en ny familie, så hun behøver ikke samme loyalitet. Det er mere synd for far. I den situation er det vigtigt, at far viser børnene, at han også har et liv, hvor tingene er fungerer og er gode.

Det er dødhårdt for alle med en skilsmisse i rygsækken, men det giver virkelig god mening at tage et fælles ansvar som forældre og stå sammen om, at kærligheden er væk i forholdet mellem mor og far.

Har du været igennem en skilsmisse, hvor der har været børn involveret? Hvordan tacklede du og din ex-partner det? Del meget gerne dine erfaringer i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Lines egen hjemmeside her.

Om Line Bassøe

Mor til to, parterapeut og sexolog med klinik i Hillerød og på Østerbro. Line er desuden mentor for Sexologudddannelsen og supervisor for den Kognitive parterapeutuddannelse. Læs mere på linebassoe.dk.

Skriv en kommentar...

*