Når basen er god, er alting godt

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg bor det mest fantastiske sted. Vi har skabt et eventyr. Et himmerige på jorden. Under trætoppenes smukke kroner sover jeg under himlen, til vor hanes uendelige galen. Klokken er både et, fem, tolv og ni, når han stolt og knejsende læner sit smukke farverige hoved bagover for at fortælle os alle, at vi lige skal huske på, at joden og livet omkring os eksisterer, fungerer og vi er lige midt i det hele. Vores egne aktører i livets uendelige hønsegård. Et wake up call!

Min ulv står ganske stille på afstand og betragter scenariet. Hun står stille og respektfuld, og ved hendes side står lille bitte finurlige Røskva, som er en kinesisk hårløs. Et umage par. Men ser man ganske godt efter, ligger man mærke til, at den ene har fået dét, som den anden ikke har og til sammen, ja, så er de stærke. Mine to hjerter. Den ene af vores høner er en dansehøne. Det lyder måske finurligt, men det er såmænd så enkelt, at hun er med, når den lille dansegruppe de optræder. Fint og samarbejdsvillig sidder hun på styret af en cykel, mens trommerne larmer, danserne danser og mændene synger. Jo… hun laver ikke det store nummer ud af det, og faktisk er hun nu så ferm til alt det her, at hun pænt lægger sig i kassen aftenen inden hun skal med. Tja… man skal ikke negligereren høne i hønsegården.

Vi har også en meditationshøj. Ja, eller mere rigtigt betegnet ”Sneglehøj”. Når du først er gået op af alle terrasserne, hvor hestene holder det så smukt, så kommer du til et lille bjerg. På toppen af bjerget som du betræder ved at følge stien der snor sig tre gange om sig selv, der ligger der en stor sten og balancerer på to mindre. Den kan vippe. – Og når solen har varmet den op, så er den ekstra dejlig at sidde og slappe af på. Helt heroppe fra er der udsigt over havet. Du kan kun høre det, hvis du lukker øjnene og bevæger dig derud i tankerne. Ellers kan du få den stærke oplevelse at sidde der helt oppe på toppen, og kigge på havets beroligende og musikalske bevægelse, mens du lytter til fuglende omkring dig, sneglenes sagte vandring, myrenes melodiske trampen og vindens stærke piben. Jo… hér på toppen er der uendelig meget at gøre.

Du kan også gå ned i bunden af dalen, hvor stærke energier og ro nærmest overmander og omslutter kroppen. Det er godt det fornemmes sådan, for her er vi netop ved at arrangere en svedehytte. Alle urterne der vokser vildt omkring, står nu blot og venter på at kunne deltage som alternativt ”Sweet grass”, når vi mennesker indtager vore pladser og benytter naturen som røgelse. Dét bliver godt og varmt når sne og is lægger sig til vinter.

På det andet lille bjerg. Dér hvor grantræerne slår rødder så fint i overfladen af den sunde muld, dér holder vi meget til. Dér kan vi nemlig smile og le, snakke hemmeligheder og kigge ud over tagene i dalen. Der er ikke nogen der kan høre os her, for træerne og buskene står tæt og holder omverdenen for ørerne. Vi kan også lave bål, glædes over naturen, se på månen om natten og fornemme solen heroppe fra. Det bedste er, at man skal kende vejen for at finde herop, og ingen signaler formår at bryde igennem. Mobilen er død. Det betyder også, at man kan være helt alene når man har lyst til det.

Man kan selvfølgelig også vælge, at sætte sig ude foran i haven og være til rådighed for de andre mennesker der kommer forbi. Nogen står måske i bare maver og hakker trommer ud, andre sidder og skærer skind. Det kan også være at bålet er tændt, og der drikkes myntevand med stjerneanis, eller spises mad. Man ved aldrig helt hvad der sker, men det er også helt ok bare at sidde og observerer scenariet, hvis du ikke ønsker at deltage.

Duften af mad du ikke selv har lavet, men som serveres efter et højt ”der er mad” er altid dejligt, ligesom det er dejligt og nemt at sidde og nyde børn eller voksne der spiller instrumenter, leger i naturen, henter æg hos hønsene og får lov at trutte i de store horn, under kyndig vejledning af vores shaman på grunden.

Inde i trommerummet som er hyggeligt og emmer af historie, hænger alle de smukke klæder og dragter. Bl.a. æres grævlingen for at ofre sit liv for bilernes evindelige susen på landevejene. Kære hr. grævling får sit skind smukt bearbejdet og når trommerne lyder og ceremonierne er på sit højeste, ja, så kommer der liv igen. Vi kalder dem ”Grævlinge Hæren”, for der er nu tolv i alt.

Elegante og stærke løber hestene gennem birkeskoven. Deres tordnende hove kan mærkes helt ned i dalen. Det føles godt. For så ved man at de har det godt og der er liv og styrke i dem. De går der og passer på det hele. Lader råvildtet komme til og skræmmer rævene væk. Det er en god balance i disse dage, hvor vi mennesker har skabt ubalance, og farer hvor end disse naturens vilde dyr de går. Et ”Heste-Helle” om man så må sige.

Det kan også være nødvendigt at gå på toilettet. Her er det ikke en kedelig oplevelse. For en af de kære i huset maler eventyrlige og smukke malerier, og gallerierne kan lige så vel skabe stemning i de små rum som i resten af huset. Væggene fortæller historier. Tragiske, smukke, spændende, komiske, interessante. Du glemmer du lever i år 2012, med alt dets kompleksitet.

Og hvorfor fortæller jeg denne historie? Det gør jeg, fordi jeg tror på, at har vi basen, vort hjem i orden, ja, så har vi det godt, og har mulighed for at lade op og leve op til både vor egne og andres forventninger som de ambitiøse mødre vi nu engang er.

Her i mit liv er det ingen undtagelse, men livet leves i dette hus nu og her, i eventyr og magi, hvilket på alle områder er en særdeles fantastisk balance til materialitet, stress og kapitalismens magtfulde klo.

Når vi alle er samlet er vi faktisk 11, men til dagligt er vi omkring 6-7 mennesker der lever sammen, deler energier og nyder den erfaring og gensidighed der skabes når livet leves med aldersforskelle på op imod 60 år.

Imens jeg skriver denne finurlige artikel, lytter jeg til stille musik fra Coraen, der er et primitivt strenge instrument. Sagte skaber det en stemning der udelukker alle andre forstyrrende lyde. Da vi spiste aftensmad, sad en anden og spillede klassisk på klaveret. Der sanses, slappes af og plejes… især vores kroppe, sjæl og hjerterum.

Tja… det er lidt som at lege, dengang vi var børn. Men hvorfor pludselig stoppe med det?

  Besøg Saras egen hjemmeside her.

Om Sara Eyesharah

Uddannet cand.pæd.psyk, mindfulness-instruktør og pædagog og arbejder som selvstændig pædagogisk-psykologisk konsulent, hvor bl.a. heste indgår som redskab. Sara er mor til fire i alderen 13 - 20 år og bor med sin familie og 22 heste på Djursland.

Skriv en kommentar...

*