Nuet er en fantastisk størrelse

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Der er så meget snak om nuet. Vi skal være i nuet, mærke nuet, opleve nuet, høre nuet og se nuet. Hvis ikke du lige er til Mindfulness, meditation eller anden form for mental bevidsthedstræning, så er nuet måske en oplevelse, der bør perspektiveres. For nuet kan også handle om det, vi siger og fortæller til hinanden.

Det betyder også, at uanset om du mediterer eller blot er opmærksom på det, der sker i dit liv fra øjeblik til øjeblik, vil det altid – på den ene eller den anden måde – hvile på en personlig følelsesmæssig, kognitiv og verbal proces. Ingen kan hævde at opleve nuet på samme måde. Men vi kan måske genkende visse elementer og, som før forklaret, dele selve oplevelsen i særligt intense øjeblikke.

Hvor lang tid varer sådan et NU egentlig?

Når vi befinder os i nuværende øjeblikke sammen med andre mennesker, betyder det for de fleste, at de ikke lader sig forstyrre af hverken fortid eller fremtid – vi er lige her og nu i samtalen. Når jeg fortæller mennesker dette, opstår der ofte det samme spørgsmål: ”Hvor lang tid varer et NU så?” Er fortiden ikke dét, der skete for et sekund siden, og fremtiden det vi hele tiden træder ind i? Spørgsmålet er rimeligt. For varer NUet et minut, et sekund, et mikro sekund? – Nu og tid hænger på den ene eller den anden måde uløseligt sammen.

Fakta er dog – ifølge den anerkendte forfatter og teoretiker, Daniel Stern – at nuet har en gennemsnitsvarighed på omkring tre-fire sekunder. Det betyder også, at hvor meget vi end anstrenger os for at være i nuet, så vil der lynhurtigt være et flow mellem det, der har været, der hvor vi er lige NU, og det, der kommer lige om lidt.  Det er faktisk ret interessant at nørde lidt med. Særligt når vi mennesker kan opfatte hændelser, der varer helt ned til mellem (og hold nu fast) 20-150 millisekunder! Det betyder rent faktisk, at vi hele tiden bombarderes med input og oplevelser, når vi er med os selv og med andre mennesker, som vi konstant behandler i vores system. Det smarte er dog, at vi ikke sender hver og en af disse små oplevelser vores fulde opmærksomhed. Vi grupperer dem i større enheder og tilpasser dem på denne måde, så vi kan se en mening med det hele. Det er vores sind, der står for dette enorme arbejde. Ikke så mærkeligt, at vi sommetider føler, at vi er på overarbejde.

Er det svært at forstå, så tænk bare på et smukt stykke musik. Hvis ikke vi sammensatte hver et lille øjeblik til en forståelig helhed, ville oplevelsen være en helt anden uden en meningsfuld sammenhæng.

Nuet er den historie du lever og ikke den du fortæller bagefter

Nuet kan beskrives som en helt særlig historie, fordi du lever den, mens den sker. I modsætning til andre historier er nuet en meget kort historie og består som oftest mest af følelser – en følelsesmæssig fortælling, der efterfølgende er vanskelig at sætte ord på. Tænk bare tilbage på beretningen om dig og din veninde, hvor det særlige øjeblik skete lige dér, hvor du ikke kunne finde ord, og I delte oplevelsen alligevel. Hvordan vil du efterfølgende forklare dette øjeblik?

Nu er der nok nogen, der vil hævde, at de kan befinde sig i nuet i langt længere tid end de ti sekunder, Stern taler om. Møder du dem, skal du passe på med at være alt for påståelig. For dette fænomen findes faktisk også. Gennem meditative (og flow) tilstande er det netop en søgen efter længere sammenhængende nuværende øjeblikke, der stræbes efter, og det virker til at lykkes for flere og flere mennesker. Men det er ikke helt det samme, som det vi snakker om her. Jeg snakker om det helt almindelige menneskelige NU, hvor vi hele tiden flagrer mellem at være opmærksomme og bevidste, taler sammen og hele tiden er åbne over for enhver interessant eller distraherende udfordring. Det er selvsagt et helt andet Nu.

Der sker bare meget mere, end vi lige går og tror i det nuværende øjeblik

– Bare tænk på alle de tanker og førnævnte input, der florerer i vores lille komplekse menneskelige system. Tid bliver en relativ størrelse, og verden er måske meget større, end vi går og tror. Er det den oplevede tid eller den samfundsbestemte tid, der er interessant, og i hvilken af disse to tidszoner kan vi hævde, at der sker den allerstørste forandring?

Får du lyst til at afprøve de to tidszoner og blive mere bevidst om, hvor meget der egentlig sker, så kan du for sjov prøve nedenstående lille forsøg. God fornøjelse.

Forsøget kræver, at du har forberedt dig en lille smule med den, du skal lave forsøget med. Prøv en dag at observere din mand, barn, veninde eller lign. i 3 minutter. Pludselig beder du personen stoppe op og skrue tiden 3 minutter tilbage. Bed så personen sætte sig ned, mens du tager tid på denne proces. Personen skal beskrive og forklare; dels hvad han lavede de sidste 3 minutter i detaljer. Dernæst hvad han tænkte, mens han lavede det, han gjorde. Bed ham gøre sig umage med at huske alle detaljer om de tanker og følelser, han gjorde sig gennem hele processen – også alle de små henkastede tanker, der opstod. Når han føler sig helt færdig, kigger du på uret og ser, hvor lang tid det har taget at forklare de 3 minutter.

Hvordan opfatter du nuet? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

 Besøg Saras egen hjemmeside her.

Om Sara Eyesharah

Uddannet cand.pæd.psyk, mindfulness-instruktør og pædagog og arbejder som selvstændig pædagogisk-psykologisk konsulent, hvor bl.a. heste indgår som redskab. Sara er mor til fire i alderen 13 - 20 år og bor med sin familie og 22 heste på Djursland.

Skriv en kommentar...

*