Skæld ud eller feedback?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Kender du ikke det, at dine børn eller ekstrabørn spørger om det samme igen. Og igen. Og igen. Med 2 minutters mellemrum.

Straks farer du op, fysisk eller mentalt, måske endda begge dele, som trold af en æske og leverer det ’perfekte’ modangreb. Sådan! Modstander blæst af banen, 1-0 til mig.

Dog er der bare lige det lillebitte aberdabei, at du bagefter sidder med en grim smag i munden. Og måske også en manglende lyst til at se dig selv i øjnene. Øv, hvorfor lader jeg mig gå på af det, kan jeg ikke bare lade som ingenting, lukke ørerne eller bare nøjes med at sige de grimme ord INDE i mit hoved i stedet for UD af min mund?

For mig har det gjort en stor forskel at tænke på det som feedback fra mit barn/ekstrabarn om, at jeg åbenbart ikke er tydelig nok i min kommunikation, siden det samme spørgsmål gentages.

Et nej er højst et forhandlingsudspil

Før kunne jeg blive utroligt provokeret af, at særligt min ene datter er meget vedholdende, hvis der er noget, hun gerne vil, så som at se fjernsyn eller spille computer. Hun tænker, at et nej fra min side formentlig højst er et forhandlingsudspil, men ikke det endegyldige svar.

Nu kigger jeg på min andel af kommunikationen, hvis hun bliver ved med at spørge om det samme inden for et meget kort tidsramme. Et budskab er ikke afsendt, før modtageren har forstået det.

Jeg stiller mig selv spørgsmål som:

Er jeg tydelig nok?
Tænker jeg et, men siger noget andet?
Hvad er hendes insisteren egentlig et udtryk for?
Kan jeg give hende det, hun ønsker, på en anden måde?

Feedback

Gentagne spørgsmål om det samme emne til mig med korte mellemrum er et udtryk for, at jeg ikke har været klar nok. Det er den feedback og dermed den læring, der er til mig.

Derfor er vores ordudveksling omkring et givent emne blevet kortere og mere værdigt for os begge. Det er nogenlunde som følger:

Min datter: Må jeg se fjernsyn?
Mig: Nej, lige nu vil jeg gerne have, at du laver noget andet.
Min datter: Hvorfor må jeg ikke se fjernsyn?
Mig: Hvad svarede jeg sidst?
Min datter: Jeg vil gerne se fjernsyn, må jeg ikke nok se fjernsyn nu?
Mig: Nej. (Kort pause). Spørger du igen, svarer jeg ikke, for mit svar har ikke ændret sig.

Det er et svar, som jeg har det godt med. Og som ikke kræver en undskyldning efterfølgende, fordi jeg netop ikke har hidset mig (unødigt) op.

Kan du nikke genkendende til ovenstående? Hvordan tackler du sådanne situationer? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Jannes egen hjemmeside her.

Om Janne Førgaard

Solo-selvstændig med Koordineringskompagniet.dk og Ekstramor.dk. Privat bor Janne nord for København med sin mand, Søren, deres to fælles piger (født 2004 og 2005) og på weekendbasis Sørens to piger fra tidligere forhold (født 1992 og 1998).

Skriv en kommentar...

*