Argh, nu skulle jeg jo lige noget andet…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Dette er mit første indlæg her på KarriereMor, og jeg har glædet mig til at komme i gang. I mine refleksioner over, hvad jeg skulle skrive om, opstod der helt af sig selv en situation, der kendetegner det af være passioneret omkring karriere/virksomhed og samtidig være mor og prioritere dette.

Jeg er selvstændig og arbejder som mindfulness meditationslærer. Lige nu er også jeg svulmende højgravid og har en yderst fremmelig 3-årig, en mand jeg er dybt taknemmelig for, og vi har valgt at mase os sammen i en lille lejlighed på Vesterbro i København… Og jeg elsker mit liv!

Forleden aften havde jeg en del mere arbejde, end hvad der kunne laves i løbet af dagen. Jeg sad efter, denne lille var blevet puttet – klar og motiveret til arbejde, round 2. Dette indlæg stod øverst på listen. Alt var klar til at nå de  deadlines og forretningsting, der ikke kunne vente så meget længere. Min mand var på døgnvagt, og der var ro i lejligheden. Teen lavet, med en lille kiks  og computeren tændt… så lød der lidt øffen og gnøffen inde fra børneværelset… det udviklede sig inden for kort tid til skrig og gråd. Jeg forlader skærmen, hvor der stod: “Dette er…”, for at trøste det lille pus.

Ti minutter senere står jeg storsvedende og forsøger at lokke barnet ned fra øverste køje, så hun kan komme ud og tisse, men får i stedet et los i hovedet. Hun har ondt i benene, savner sin far og gider mig slet slet ikke. Efter en del tumult kommer hun over i min seng, og jeg synger og aer hende. Klokken bliver efterhånden 23.30, før hun falder til ro. Jeg er så udmattet, at jeg vender mig om, slukker lyset og falder i søvn… computer, te og kiks står forladt på mit køkkenbord.

Som en del af en mindfulness praksis er accept en central kvalitet. Betyder accept, at man så skal bryde sig om det, der sker? Nej, det betyder at lade det, der allerede er en realitet, blive set.

Accept er at se, at det arbejde jeg “skulle” have lavet – lige i det øjeblik – ikke kunne udføres. En anden situation opstod, og det var det ”nu”, jeg var nødt at forholde mig til.

Som mor – og menneske i øvrigt – er der bare situationer, hvor tingene ikke bliver som planlagt: Unger, der skal 117 ting, før de kan komme ud ad døren, og man er forsinket til et vigtigt møde; en kunde ringer, mens guldklumpen skriger efter en frugtstang, og man misser halvdelen af det der bliver sagt, osv.

Jeg kunne begynde at skælde og smælde, få hjertebanken og køre situationen med min datter endnu mere op, fordi jeg havde regnet med at skulle noget andet, men det ville ikke give mig mulighed for at lave det, jeg oprindeligt havde planlagt alligevel. At acceptere situationen, og lade mine forventninger og ønsker ligge, sparer mig for endnu mere utilpashed og frustration.

At meditere træner accepten som en måde at møde sit liv på. Ikke at lade stå til eller bryde sig om alt, men at handle fra det udgangspunkt, man står i, frem for en ide om, hvordan tingene burde være.

For at min passion for min virksomhed og mit liv som mor kan sammenflettes, er det en nødvendighed at give plads til det uforudsete. Trods gode intentioner, planlægningsøvelser, skemaer og et godt forhold opstår der tidspunkter, hvor jeg er nødt til at acceptere tingene, som de er. Hvis ikke ville jeg drive mig selv ud i umenneskelig krav og stress om, hvad jeg – med to arme og to ben – skal kunne klare.

Der viste sig heldigvis at være en time, hvor dette indlæg fik sin plads – og min datter fik sin.

Hvordan reagerer du, når der opstår uforudsete ting, der gør, at deadlines og planer skrider? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Carinas egen hjemmeside her.

Om Carina Lyall

Carina Lyall er uddannet Mindfulness-instruktør og driver kursusvirksomheden Mindful Ground. Hun har arbejdet med mindfulness de sidste 6 år. Hun er mor til en datter på 3 og har en lille ny på vej.

Skriv en kommentar...

*