Den perfekte tilbagekomst

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Ungerne er nu to og fem, og det er bare blevet så meget nemmere lige at smutte af sted tre dage på børnetøjsmesse eller fem dage til kunder i Østen. Jeg kan begynde at smile af afskedsscenerne i børnehaven inden en forretningsrejse, hvor pædagogerne nænsomt prøver at løsne MIT greb i drengen, der betuttet stirrer på tårerne i mine øjne og klapper mig trøstende på kinden.

Nu kan jeg sagtens smutte af sted fra mine to guldklumper nogle dage – også UDEN at efterlade meterlange huskenoter og dagsplaner til deres meget kompetente super-far. Næh, nu er jeg nødt til at begynde at arbejde på tilbagekomsterne!

Jeg ville så gerne komme tilbage og kramme de små kroppe, kysse manden på munden, bage en chokoladekage og få styr på hele huset igen. Sådan rigtig overskudsagtigt. Problemet er bare, at det faktisk er hårdt arbejde at være afsted. Og at man oftest kommer hjem helt bombet. Hvor mange gange er jeg ikke endt på ryggen oppe på gulvet i børneværelset, for træt til at lege men uvillig til at være længere væk end et par meter. Eller endt med at starte et skænderi med manden over et eller andet ubetydeligt, som ikke er helt, som det skal være. Eller endt i Kvickly med to skrigende unger i forsøget på at være overskudsagtig og være sammen med dem og samtidig få styr på køleskab og madplan igen.

For nylig har vi fået en fantastisk au pair. En dejlig pige, som altid sørger for at huset er perfekt, og som elsker mine unger og er der for dem, når jeg er væk. Men så kom jeg hjem fra tre dages messetur og opdagede, at der var helt styr på hele huset, at jeg var blevet helt overflødig. Ungerne havde bare været så super nemme, mens jeg havde været væk. Køleskabet var fyldt. Manden havde overgået sig selv og arrangeret legedates og ture i svømmehallen. Drengene havde moret sig, men var selvfølgelig lige så glade for at se mig som altid.

Jeg var bare ikke spor glad. Den indre bitch fik totalt overtaget, og jeg var møgsur i fire dage. Intet kunne stille mig tilfreds. Vores au pair har fået en vane med at stå op 10 minutter før mig og stå klar med varm kaffe, når jeg kommer ned i køkkenet. Noget jeg aldrig har bedt eller ville bede hende om. Nu var det enormt pisseirriterende. Hun har også fået en vane med at gøre alt klar til svømning tirsdag, så jeg bare kan træde ind ad døren og gribe tasker og unger og tage til svømning med dem. Nu var det pludselig alt for intimt og rigtigt, rigtigt irriterende, at hun også huskede ekstra underbukser til mig og min ansigtscreme (den gode som er perfekt efter klorbad, men som ligger inde i en kurv i et skab… Hvordan ved hun, at det lige er den, jeg skal have med?) Kort sagt – jeg blev über-über-bitchen i fire dage.

Indtil min ældste Theodor på fem satte sig på mit skød en aften og strøg min kind og sagde: ”Er det igås (vi bor i Silkeborg) rigtigt mor, at voksne også kan blive meget kede af det?”. For det var jo det, jeg var. Måtte gøre alt godt igen for unger, far og den stakkels au pair, som jeg holder så meget af, og som intet forstod af de fire dages temperaturskifte. Og så må jeg lige afstemme forventningerne til næste tilbagekomst – med mig selv altså. Tror resten af familien forventer sig det værste.

Kender du det der med pludselig at føle dig overflødig? At blive ked af det (og bitchy), selvom alting er helt perfekt? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Sannes hjemmeside her.

Om Sanne Nørgaard

Mor til Theodor (2006) og Marius (2009) samt administrerende direktør for og medejer af Novotex Wholesale A/S. Virksomheden er kendt for at tænke bæredygtighed ind i tekstilbranchen og markedsfører egen børnekollektion under konceptet Green Cotton.

Skriv en kommentar...

*

Få gratis guide til et mere helstøbt liv

Inklusiv test og ekstra bonus: 10 tips til bedre trivsel

www.karrieremor.dkIndtast email og fornavn og få e-bogen: 'KarriereMor's guide til et mere helstøbt liv'. Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev med updates, inspiration og tips til mere synergi mellem karriere og familieliv.