Flyt dig dog…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Da min daglige gang er midt i København, er jeg vidne til mange forskellige møder mellem mennesker. Ikke kun de der kender hinanden, men de tilfældige møder, der særligt sker i trafikken. Cykelister vs. biler. Barnevogne vs. fodgængere osv. Situationer, der kan udløse enorme mængder af irritation og hævede stemmer på tværs af kørebanen.

Det virker også som om, vi bliver revet med af den holdning, at de andre kun er der for at genere os mest muligt. Hvad enten man er på afsender- eller modtagerenden af en sværte af bandeord og armfægteri. Kender I det?

Der er en buddhistisk historie der hedder The empty boat. Jeg holder meget af budskabet. Det har ikke været muligt for mig at finde en dansk oversættelse af den, så her er en engelsk udgave:

Suppose we are out on a lake and it’s a bit foggy – not too foggy, but a bit foggy – and we’re rowing along in our little boat having a good time. And then, all of a sudden, coming out of the fog, there’s this other rowboat and it’s heading right at us. And… crash! Well, for a second we’re really angry – what is that fool doing? I just painted my boat! And here he comes – crash! – right into it. An then suddenly we notice that the rowboat is empty. What happens to our anger?”.

Den siger så meget om vores sammenstød med andre og de auto-reaktioner, der opstår, når vi føler os forudrettede. Det interessante spørgsmål er også, hvor lang tid hænger den ”vrede” ved? Er det svært at slippe, længe efter vi har passeret hinanden?

Historien blev igen relevant for mig i søndags. Min lille familie samt mine søskende, deres børn og kærester, havde planlagt en tur til Amager Strand. Vi havde madpakker med, svømmetøj og vi skulle BARE hygge os. Det havde på intet tidspunkt i planlægningen slået mig, at det ville resten af Københavns befolkning også – på Amager Strand altså. Menneskemængden var enorm, det lignede Roskilde Festival. Der var mennesker alle vegne.

Desværre var det mig, der havde en ladcykel med og skulle forsøge at guide mig selv bedst muligt ind og ud mellem sværmen – temmeligt besværligt.

Det blev også for meget for flere mennesker. Især en fyr gav ”pænt” udtryk for, at jeg skulle bare flytte mig hurtigst muligt NU. Et øjeblik blev jeg vred. Hvad skulle gøre? Jeg kunne ikke komme frem, tilbage, til siden og heller ikke flyve min vej. Jeg stod der som fiskeren og forsøgte at passe mig selv og blev ud af det blå mødt af en sur og i mine øjne uretfærdig attitude. Hvad bildte han sig ind…

Men hvem er egentlig fiskeren i denne situation? Hvem er i det øjeblik sat i verden for at genere hvem? Eller var det et tilfældigt møde, som vi oplever hver dag, hvor vi krydser hinandens veje med mere eller mindre overskud?

Hvordan kan det ændre vores opfattelse af de møder at se, at ikke alt er personlig rettet mod os. Jeg var bare en båd, der stod i vejen.

For mig har historiens budskab, og min træning i at se mine egne reaktionsmønstre i klarere lys, gjort det langt nemmere at slippe den slags møder. Han er gået videre, jeg får ikke chancen for at forklare ham dit og dat om, hvorfor jeg stod der med en Nihola og bremsede 700 menneskers fremmarch mod vandet. Jeg har den mulighed, at 1) lade det ødelægge strandturen ved at køre irritation på autopilot, eller 2) lade den ligge som et møde med et menneske, som måske bare havde haft en dårlig dag, allerede før han mødte mig. Muligheden er min. 

Kan du genkende historien om fiskeren fra dit eget liv? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Carinas egen hjemmeside her.

Om Carina Lyall

Carina Lyall er uddannet Mindfulness-instruktør og driver kursusvirksomheden Mindful Ground. Hun har arbejdet med mindfulness de sidste 6 år. Hun er mor til en datter på 3 og har en lille ny på vej.

Skriv en kommentar...

*