Har du husket dit parforhold i dag?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Kender du det der med, at parforholdet drukner i praktiske gøremål? At indkøb, rengøring og ikke mindst jobbet kommer til at fylde det hele? Inderst inde ved du faktisk godt, at det ikke kan blive ved med at gå – faktisk bryder du dig heller ikke rigtig om det. Og selvom du har ambitioner om, at nu skal det altså snart være slut, så tager den ene dag bare den anden. Men den går ikke. Du bliver nødt til at prioritere dit parforhold.

Denne artikel er den 1. i en artikelserie på 4 skrevet af sexolog og parterapeut Katrine Berling, der inspirerer kvinder og par til at opleve mere nydelse og støre glæde i livet, i parforholdet og i sexlivet. Se mere på katrineberling.dk

Som sexolog og parterapeut snakker jeg ofte med par, hvor forholdet er ved at drukne i hverdagens praktiske gøremål. Hvor gnisten er væk og nærheden er forsvundet. Oftest handler det egentlig ikke om, at parret ikke elsker hinanden længere – de prioriterer bare ikke deres parforhold.

Og det er svært at nå det hele. Ingen tvivl om det. Men du bliver nødt til at stoppe op og tænke ”hvad er det egentlig jeg har så travlt med? For det er da i hvert fald ikke mit parforhold”. Lige så vel som haven, børnene og karrieren skal passes, så skal parforholdet det også. Paradoksalt nok, så er det bare tit forholdet, som kommer bagerst i køen, når der skal uddeles opmærksomhed.

Sex forsvinder, når nærværet forsvinder

Når vi ikke prioriterer vores forhold, så forsvinder også ofte vores seksuelle kontakt med hinanden. Når nærheden og intimiteten er væk, så bliver det – især for os kvinder – virkelig svært at have sex. Kvinder er strikket sammen på en sådan måde, at vi har brug for at mærke vores mand, både fysisk og psykisk. Hvis ikke vi mærker ham i hverdagen, så kan vi ikke bare gå ind i seng onsdag aften og have hed elskov med ham. Han kan sagtens, han behøver nemlig ikke den samme tryghed som vi kvinder for at give sig hen.

Et godt sted at starte, hvis du ønsker et fyre op under parforholdet, er ved at tilbringe kvalitetstid sammen med din mand. Kvalitetstid, tænker du. Det lyder bare så banalt. Og det er det faktisk også. Det eneste, det handler om er at tilbringe tid sammen – der er intet hokus pokus over det. Og så virker det. Derfor kan det faktisk være svært at forstå, hvorfor vi ikke gør det noget mere.

Tag på hotel, tag på skovtur, lav en lækker middag derhjemme, gå en tur. Der skal ikke så meget til. Det vigtigste er bare, at I laver noget sammen, hvor hverken børn, arbejde eller praktiske gøremål kan forstyrre jer.

Sex i kalenderen er bedre end ingen sex

Lige så vel som en romantisk aften kan planlægges, på samme måde kan man faktisk også godt skrive sex ind i kalenderen. For sex er jo også en form for kvalitetstid.  Du tænker sikkert: ”nej, det kan man da ikke. Så forsvinder spontaniteten og spændingen da”. Men det behøver det ikke. Tag og se det som en hvilken som helst andet romantisk aften, hvor du går og glæder dig, gør dig lækker og tænker godt og grundigt over, hvad du har lyst til, og hvordan den perfekte aften skal være.

Kender du dem, der nogle gange siger: ”åh nej! I aften, når jeg kommer hjem, så forventer min mand, at vi skal have sex. Det orker jeg bare ikke”. Hvis det er sådan vi går rundt og tænker om vores partner og om sex, så kan jeg da egentlig godt forstå, at der er mange, der ikke prioriterer sex i parforholdet.

Giv dit parforhold et servicetjek

Jeg anbefaler ofte kærestedage og sex i kalenderen til mine klienter. Det gælder både par, som jeg har i decideret parterapi og par, som bare kommer hos mig og får et servicetjek.

Et servicetjek er faktisk en ganske god måde at pleje og prioritere forholdet på. Her får man talt om, hvordan man synes det går, og min erfaring er, at man kan tage rigtig mange ting i opløbet. For mange er det rart at få en tredje person til at hjælpe med at få talt tingenes tilstand igennem og sætte ord på, om der fx er noget, som man savner eller er utilfreds med i parforholdet.

Læs også Katrines øvrige artikler på KarriereMor.dk: Kvindens orgasmer, Husk at du skal elske dig selv og Lidt krydderi til sexlivet samt interview med Katrine om mødres udfordringer med parforhold og sex.

Besøg Katrines egen hjemmeside her.

Skriv en kommentar...

*

Få gratis guide til et mere helstøbt liv

Inklusiv test og ekstra bonus: 10 tips til bedre trivsel

www.karrieremor.dkIndtast email og fornavn og få e-bogen: 'KarriereMor's guide til et mere helstøbt liv'. Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev med updates, inspiration og tips til mere synergi mellem karriere og familieliv.