Hvor kan man dog snyde sig selv

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg har nu i årevis brugt og levet med mindfulness i alle dens aspekter. Jeg har utrolig meget styr på mit indre liv på alle måder. Jeg kender snart hver en lille krog af mit sind og alle de ar og helede sår, mit inderste er blevet tilføjet gennem årene (hvilket i den første del af mit liv er ikke så lidt), har mediteret i timer og brugt masser af tid i retreat og stilhed.

Og så skete det alligevel – jeg fil snydt mig selv, eller lad os på en pænere måde sige, at jeg fik en kæmpe indsigt; en hel ny indsigt – igen.

Jeg har gennem et stykke tid fulgt personlig træner Krisztina Maria på facebook og ladet mig inspirere af hendes ord og indstilling. Ikke fordi det at blive sund i sig selv er et mål, men fordi jo mere jeg har søgt indad, jo mere er det blevet tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at have en sund krop – en krop jeg hviler i, og som gør mig glad for at være mig. Så jeg dyrker ikke motion og spiser sundt for at blive lækker, men simpelthen for at være mere glad for at være i min krop.

Og det var lige der, jeg opdagede det største selvbedrag af dem alle. Krisztina skrev, hvordan hun nægtede at lade sine tanker bestemme, hvor langt hun kunne løbe eller ikke løbe. Og det sagde pludselig mig en hel masse. Jeg har løbet i årevis, men aldrig mere end max 4 kilometer og har været fuldt tilfreds, for det handlede jo om at have ro i kroppen og være glad for min krop. Og jeg har fortalt alle, jeg ikke var skabt til at løbe længere.

Og lige der, da jeg læste Krisztinas ord, gik det op for mig, hvor meget jeg har ladet mine tanker begrænse mig i, hvad jeg kunne præsterer af løb og hvor stor en barriere, jeg havde sat op for mig selv.

Jeg besluttede fluks, at jeg ville forfølge indsigten og gik ud og løb 1,5 kilometer længere, end jeg plejer. Trak vejret dybt gennem næsen og overhørte hver en lille stemme, der sagde ”nej, nu må du hellere stoppe, det er for hårdt, det egner du dig ikke til…”

Det gik fantastisk – og jeg har løbet en længere rute siden og har store planer og at blive ved med at udvide, til jeg ikke synes, det er sjovt mere.

For der, lige midt i skoven med fuglene syngende omkring mig, fik jeg min indsigt: I mit hoved så jeg billedet af en lille tyk pige, der savnede sin mors opmærksomhed, og som konstant – af alle omkring sig – blev mindet om, at hun var for tyk, uden nogen gjorde noget for at hjælpe. Dette billede var stadigvæk på min nethinde – billedet af en Flora, der altid ville være for tyk. Gisp, tænk at man kan snyde sig selv sådan… Så er det jo umuligt at flytte sig et andet sted hen, hvis det var dét billede, mit inderste havde forliget sig med.

Nu er jeg godt på vej mod en anden udgave af mig. En udgave, hvor jeg godt tør tro på og dyrke et billede af mig selv som lækker og slankere. Uhhh, bare det at skrive det her er helt vildt grænseoverskridende.

For mig er dette essensen af mindfulness: At vi ved at turde kigge dybt i os selv gennem kærlig, venlig accept kan få frigivet en masse gamle billeder og derved skabe plads og frirum til at nye kan forme sig og fylde os op. Det er heldigvis aldrig for sent at blive klogere på sig selv og sine indre dæmoner.

Hvilke ‘gamle dæmoner’ – eller uhensigtsmæssige selvbilleder – kæmper du med? Hvilke har du overvundet – og hvordan? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Floras egen hjemmeside her.

Om Flora Skouboe Eriksen

Proceskonsulent, coach og mindfulness instruktør og har i over 15 år arbejdet med udvikling af mennesker og organisationer - se mere her. Derudover er hun mor i en sammenbragt familie med 2 teenagedøtre og et fælles barn på 6 år.

Skriv en kommentar...

*