Selv-punk og Flinkeskole

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg er begyndt til Body-SDS. I Svendborg. Hos en mand. Med udsigt ud over Svendborgsund har jeg i fem uger lukket muskelindpakkede hemmeligheder ud, og er blevet gennemtrykket i hele kroppen. Det er skønt og godt for myoser. Det er skønt og godt for sandheden om mig selv. For mine myoser siger noget om, hvilke udfordringer jeg har på det psykiske plan! Kroppen gemmer på, men glemmer ikke, den slags information. Skræmmende, men også godt – tænker jeg hver gang, det gør så ondt, at jeg må pive et lille ”av”. For hvad er det så, der typisk sidder og gør ond?

”Det er selv-punk og Flinkeskole, min pige,” siger min ældre og vise kropsterapeut. ”Den slags, vi lærer fra barnsben, hvis ikke af vores forældre, så i skolen, i samfundet og i kulturen omkring os!”

Flinkeskole? Mig? Og jeg som troede, at jeg var ovre den slags for år tilbage!? Selv-punk? Mig? Troede virkelig jeg havde lært, at det hørte hjemme i samme fjerndepot som ”burde” og ”skulle” – og at jeg for længst havde fået sat frimærke og adresselabel og sendt den slags af sted!

”Fjerndepoter mærkes også i kroppen,” kommenterer kropsterapeuten og minder mig om, at depoter, bokse og skabe (eller hvad folk ellers gemmer deres hemmeligheder i) altid har huller, der gør det muligt for indholdet at sive ud. Sive ud og ubemærket påvirke vores liv og vores krop.

Pludselig går det op for mig, at jeg som mor højst sandsynligt vil give alt dette videre, hvis jeg ikke får både selv-punk og Flinkeskole opløst. Og ikke bare deponeret! Hjælp!

Flinkeskolen?

Selvudvikling, here I come! For er der noget, jeg ikke har lyst til at give videre til mine børn, så er det Flinkeskole-syndromer! Har jeg ikke fortvivlet over jævnaldrende veninder, der altid siger ja, altid er så forfærdelig høflige, altid tænker, at de andre fortjener mere i løn end dem selv, altid nøjes, fordi det da ikke er noget at tale om eller aldrig får sagt fra eller til på en måde, der ærer deres inderste følelse af passion eller intuition. Især det sidste har jeg oplevet ved så mange (ikke bare veninder), at der kunne laves en ny brostensvej til Rom, hvis deres manglende ”nej’er” var sten!

På høflighedens alter lærer vi, at det ikke er pænt at sige nej eller sige fra. Jeg tog mig selv i det en dag, hvor en veninde til mit ældste barn var kommet cyklende forbi for at lege. Men mit barn ser på skolekammeraten og siger: ”Jeg gider ikke lege i dag – jeg har ikke lyst”. Jamen, jamen. Jeg når at tænke, at det da virkelig ikke var særligt høfligt, når nu klassekammeraten havde cyklet helt hen til os! Ja, jeg kunne mærke, hvordan det krøllede inden i mig! Flinkeskole – no doubt. For barnet var jo ærlig. Og kunne mærke, at hun havde lyst til at lave noget andet. Og det andet barn syntes med garanti, at det var ærgerligt – men helt ok! At sådan var det bare. Indtil jeg prøvede at blande mig.

Da jeg lå der på Body-SDS-briksen, så jeg den hændelse for mig og tænkte over, at det lige netop var i den slags situationer, jeg gerne ville give en særlig kompetence videre. Ikke til at være flink og sige ”jo vi kan godt lege”, men til høfligt at sige ”nej tak” og være helt ok med det!

Da jeg var yngre skulle der altid være en god undskyldning for at sige nej til en invitation, en opgave, et besøg – ja næsten hvad som helst. Jeg husker, hvordan jeg i gymnasiet derfor tyede til at have fået ondt i maven, hovedpine eller en eller anden små-sygdom, der gjorde det ok at sige nej og ikke overtræde Flinkeskolens love, der – i mit hoved – forbød mig bare at sige: ”Tak for invitationen, men jeg kommer ikke – for jeg har brug for at være mig selv”. Hvor mange kender ikke den salgs små hvide løgne, også i dag, i deres voksenliv? Men hvad er det, de skaber i os, i vores kroppe som ikke bare forsvinder? De skaber myoser; selv-punk over den lille løgn, selv-punk over at have sagt ja til en opgave for meget, selv-punk over ikke at være glad, selv-punk over ikke at nå det hele, have energi til det hele eller være god nok til det hele!

Selv-punk?!

Selv-punk sætter sig bare i kroppen og ophobes med tiden. Den skaber friktioner og manglende energi. Den skaber irritation, giver stemmer til selvkritik, tager os ud af vores krop og vores liv – og giver os fornemmelsen af ofte at være forkerte, helt ind i vores kerne. Og det er jo trist. For sagen er, at vi alle fødes og er helt ok, som dem vi ER! Vi ER ok!

Det kan være vores måder at OPFØRE os på, der kan være gået i ged; være uhensigtsmæssige, passionsdræbende, energidrænende eller trælse for at sige det på god jysk.

Det gode er dog, at vores måder at opføre os på – vores mønstre, vaner, tankebaner og traditioner – kan ændres! De kan, selvom det ofte går langsomt, justeres, drejes, repareres, tunes og forandres. Midlet er tålmodighed, empati, nysgerrighed og lydhørhed; overfor en selv, sine tanker, sin krop og sine følelser. Har man lyst til det, er det oplagt at starte med at undersøge, hvordan vi omgås andre. Hvad siger vi og hvordan? Hvordan har vi det med at sige nej tak, bede om hjælp, en pause, ro eller lydhørhed – og hvorfor? Hvad siger vores egne reaktioner om vores mønstre, om vores tanker og forestillinger? Tror vi, at vi skal være dydsmønstret i Flinkeskolen? Tror vi, at vi skal råbe højt for at vise, at vi er færdige med Flinkeskolen? Tror vi, at selv-punk gør sagen bedre, som munken der i 1300-tallet piskede sig selv for at få Guds tilgivelse? Tror vi, at overdrivelse fordriver al selv-punk?

Tja, jeg blev egentlig helt ked af at finde ud af, at Flinkeskolen og selv-punk stadig var et issue i mit liv og i min krop. Men godt at det kom frem. Jeg kunne nok sagtens have fornægtet kropsterapeutens udsagn, men det havde bare været tomme ord uden vægt. Min krop fortalte mig, at det var sandt. At jeg stadig kan have svært ved at være ok med at sige pænt nej tak, og at jeg stadig kan punke mig selv for fx at have råbt lidt for højt eller glemt en aftale. Men nu har jeg set og mærket det, og det er altid første skridt. Og jeg ønsker at ændre – for min egen, men også mine børns skyld. Så jeg ikke giver det videre. Så fremover vil jeg huske, at jeg – og mine børn/andre – har ret til at sige pænt nej tak og har ret til at lære ved at fejle. Og jeg vil huske at smile, når vi i fremtiden sidder sammen på havebænken og uden vrede, irritation eller gråd kan tale om, hvad vi egentlig lærte af en bestemt hændelse – og hvad vi kunne have gjort anderledes, uden at have trampen på hverken os selv eller andre. Fordi ingen skal stå ret foran Flinkeskolens kateder med selv-punk som pensum.

Dedikeret og tålmodigt vil jeg arbejde på at udskifte netop Flinkeskole og selv-punk med selvrespekt og hjertekommunikation, så jeg viser mine børn, at der findes et alternativ til den ”vej”.

Har du også været elev i Flinkeskolen? Kender du til selv-punk? Hvordan siger du fra på en ærlig – og høflig – måde? Skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside herSe Ninas bog: Den gode barsel her.

Om Nina Kirstine Brandt Jacobsen

Daglig leder af rejsebureauet Travelling Heels (kultur- og aktive rejser KUN for kvinder), foredragsholder og forfatter. Ph.d. i samtidshistorie, coach og mor til to. Yogadyrker og hestefan med lille hus i det store Udkantsdanmark.

Kommentarer

  1. Rikke R siger:

    Jeg siger: nej det kan jeg desværre ikke… Ingen begrundelser, der er aldrig nogle, der har spurgt hvorfor, måske folk kan mærke, jeg er sikker i min sag, så behøver ikke begrunde…

  2. Anne-Mette siger:

    Been there done that – og er der til dels stadig.

    Er opdraget til at være den flinke, den der bøjer af, den der føjer. Til at være dygtig, til at uddanne mig godt – være “en god pige”. Men møder et stort clash i både at være flink og at have og ytre sin egen mening. I skolen var jeg under-dog, fordi jeg var den flinke, i gymnasiet blev det bedre og igennem universitetstiden, er skallen krakeleret for alvor. Men indrømmet, der er rester tilbage…

    Resterne titter frem på jobbet i forhold til at sige ja til for meget og bagefter hive mig selv i håret over at sidde til kl. 23 hjemme i privaten for at nå det hele. Resterne titter frem i forhold til familien: Jamen det er jo så længe siden, vi har set dig – du besøger os næsten ikke mere (selv om det er 14 dage siden, jeg var hjemme og drikke kaffe og small talke og hjælpe med opvasken).

    Og så spørger min mand: Hvorfor ikke?, når jeg siger “Jamen, det kan jeg jo ikke”. Og i 99% af tilfældene kan jeg ikke besvare hans spørgsmål. Hvorfor ikke sige nej, hvis jeg ikke har lyst? Hvorfor ikke gå efter jobbet, selv om jeg måske ikke har alle kvalifikationerne i opslaget (jeg har jo så meget andet), Hvorfor ikke sove længe den søndag morgen, hvor barnet vågnet tidligt og manden også har fri? Hvorfor er det mig, der skal stå tidligt op, som jeg gør alle de andre dage? Hvorfor overhovedet tænke mere over det og ikke bare have det godt med mit valg?

    Jeg oplever fra tid til anden, at have både en form for distance og samtidig beundring til/for min gode veninde, der uden at tøve siger: “Nej, det vil jeg sgu ikke”, når hjertet siger nej. Distance, fordi det ramler sammen med min flinke side – den jeg er opdraget til; beundring, fordi jeg ville ønske, jeg var så langt i mål med projektet, at jeg ikke ville tænke det fjerneste over, at sige det samme. Ikke tænke “burde jeg”, “skulle jeg” og alt det der.

    Ja, hvorfor egentlig ikke? Det tager tid at ændre vanerne, som du skriver, og jeg er bestemt ikke i mål endnu. Men jeg er startet – og det gør en forskel!

Skriv en kommentar...

*

Få gratis guide til et mere helstøbt liv

Inklusiv test og ekstra bonus: 10 tips til bedre trivsel

www.karrieremor.dkIndtast email og fornavn og få e-bogen: 'KarriereMor's guide til et mere helstøbt liv'. Du tilmelder dig samtidig vores nyhedsbrev med updates, inspiration og tips til mere synergi mellem karriere og familieliv.