E-Mail en kopi af "Selv-punk og Flinkeskole " til en ven...

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Email a copy of 'Selv-punk og Flinkeskole ' to a friend

* Required Field






Separate multiple entries with a comma. Maximum 5 entries.



Separate multiple entries with a comma. Maximum 5 entries.


E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
Om Nina Kirstine Brandt Jacobsen

Daglig leder af rejsebureauet Travelling Heels (kultur- og aktive rejser KUN for kvinder), foredragsholder og forfatter. Ph.d. i samtidshistorie, coach og mor til to. Yogadyrker og hestefan med lille hus i det store Udkantsdanmark.

Kommentarer

  1. Rikke R skriver:

    Jeg siger: nej det kan jeg desværre ikke… Ingen begrundelser, der er aldrig nogle, der har spurgt hvorfor, måske folk kan mærke, jeg er sikker i min sag, så behøver ikke begrunde…

  2. Anne-Mette skriver:

    Been there done that – og er der til dels stadig.

    Er opdraget til at være den flinke, den der bøjer af, den der føjer. Til at være dygtig, til at uddanne mig godt – være “en god pige”. Men møder et stort clash i både at være flink og at have og ytre sin egen mening. I skolen var jeg under-dog, fordi jeg var den flinke, i gymnasiet blev det bedre og igennem universitetstiden, er skallen krakeleret for alvor. Men indrømmet, der er rester tilbage…

    Resterne titter frem på jobbet i forhold til at sige ja til for meget og bagefter hive mig selv i håret over at sidde til kl. 23 hjemme i privaten for at nå det hele. Resterne titter frem i forhold til familien: Jamen det er jo så længe siden, vi har set dig – du besøger os næsten ikke mere (selv om det er 14 dage siden, jeg var hjemme og drikke kaffe og small talke og hjælpe med opvasken).

    Og så spørger min mand: Hvorfor ikke?, når jeg siger “Jamen, det kan jeg jo ikke”. Og i 99% af tilfældene kan jeg ikke besvare hans spørgsmål. Hvorfor ikke sige nej, hvis jeg ikke har lyst? Hvorfor ikke gå efter jobbet, selv om jeg måske ikke har alle kvalifikationerne i opslaget (jeg har jo så meget andet), Hvorfor ikke sove længe den søndag morgen, hvor barnet vågnet tidligt og manden også har fri? Hvorfor er det mig, der skal stå tidligt op, som jeg gør alle de andre dage? Hvorfor overhovedet tænke mere over det og ikke bare have det godt med mit valg?

    Jeg oplever fra tid til anden, at have både en form for distance og samtidig beundring til/for min gode veninde, der uden at tøve siger: “Nej, det vil jeg sgu ikke”, når hjertet siger nej. Distance, fordi det ramler sammen med min flinke side – den jeg er opdraget til; beundring, fordi jeg ville ønske, jeg var så langt i mål med projektet, at jeg ikke ville tænke det fjerneste over, at sige det samme. Ikke tænke “burde jeg”, “skulle jeg” og alt det der.

    Ja, hvorfor egentlig ikke? Det tager tid at ændre vanerne, som du skriver, og jeg er bestemt ikke i mål endnu. Men jeg er startet – og det gør en forskel!