At være lige her med fremtiden…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

I disse dage går vi og venter på vores 2. barns ankomst. Jeg har termin om en uge og er spændt på dette nye kapitel i vores familieliv. 

Der er dog ikke noget som en graviditet, der beder dig forholde dig til alle de ubekendte i ligningen og være så meget i fremtiden, uden at have den fjerneste ide om, hvordan den nu former sig. Trods stor spænding, glæde, og en ca. deadline, aner jeg fortsat intet om dagen i morgen.

Men forberede sig skal jeg. Der skal købes lidt, inden barnet kommer, for efter en fødsel er en tur i BabySam nok det sidste, jeg har lyst til. Det er nødvendigt at forholde sig til en masse nysgerrige og kærlige spørgsmål: Hvad skal barnet hedde?, hvornår skal det være?, er I klar?, hvordan tror I, den ser ud?, bliver det ligesom den første?… og ja, som mødre kender I nok de fleste af dem.

Jeg svarer høfligt og er også selv revet med af fantasier og drømme – men igen uden at vide, om noget af det bliver som forestillet. På mange måder er dét det spændende her i livet: Vi ved aldrig, hvad der venter om hjørnet. For mig er det det, der gør livet værd at leve – jeg ved ingenting, og har kun det hele at opleve. 

Et spørgsmål, som ofte kommer op, når jeg er ude og undervise i mindfulness og meditation, er: ”Må man slet ikke tænke, drømme, have håb for fremtiden, når nu man skal være så meget i nuet?”. Jo, selvfølgelig, jeg er selv en drømmer. Lige nu har jeg en masse forestillinger om livet som mor til to, hvor fantastisk en hjemmefødsel jeg får, hvordan den store tager godt imod den lille, og at vi – som den eneste familie jeg kender – overhovedet ingen reaktioner får på søskendejalousi…

Det afgørende i alt dette er, hvordan man håndterer det, når tingene ikke bliver, som man havde planlagt. Kan man holde sig åben, nysgerrig og undersøgende, trods sine specifikke mål og ønsker for fremtiden. Eller falder man fra hinanden, når det ikke bliver, som man vil have det. Det kan blive tungt for skuldrene at skulle kontrollere fremtiden og de mennesker der indgår i den. Vi har kun lige nu at handle ud fra.

For mig er det en ret vigtig del af min praksis og i mit arbejde: At lade kontrollen slippes let og tage ét skridt ad gangen. Intentionen sætter vejen, og ”arbejdet” ligger i accepten af, at den vej ofte drejer lidt ”off route”. At tage mine mål og intentioner som netop det, intentioner og ikke som krav til at livet skal være sådan og sådan.

Jeg glæder mig til at møde den lille ny og ser frem til at berette om, hvordan det så egentlig udviklede sig….

Hvor god er du til at slippe kontrollen? Hvordan reagerer du, når tingene går anderledes end forventet? Skriv meget gerne en kommentar…

Besøg Carinas egen hjemmeside her. 

Om Carina Lyall

Carina Lyall er uddannet Mindfulness-instruktør og driver kursusvirksomheden Mindful Ground. Hun har arbejdet med mindfulness de sidste 6 år. Hun er mor til en datter på 3 og har en lille ny på vej.

Skriv en kommentar...

*