Balance er – søvn!

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

I hele verden ønsker jeg mig mest…

Ja, der er mange ting, jeg kunne ønske mig mest. Som mor, kvinde og arbejdende kunne det vel være både mere tid med børnene, mere tid til mig selv og mere i løn for mit arbejde eller flere (lette) computerprogrammer, der kan strukturere en helt masse i min arbejdshverdag (kunne måske også være en sekretær – mand naturligvis)!

Der kunne sikkert også være andre og mere private ting, jeg kunne ønske mig; at mine børn ikke skændes så tit, at jeg ikke fik eksem, når jeg blev stresset, at huset støvsugede sig selv, eller at der var plads til en husalf under trappen – eller andre ting.

Men lige her i sensommeren, hvor hortensiaerne blomstrer i min have, æblerne hænger røde og blanke, morgenerne er kølige og edderkopperne utallige, er der én ting, jeg ønsker mig mere end noget andet. Og det trods seriøs travlhed, god gang i rejsebiksen, gamle kunder der ønsker konsulentopgaver varetaget af mig, børnefritidsinteresser, der snart gør mig kvalificeret til at bruge skiltet ”Mors Taxa”, en mand der rejser, et par heste, der skal trænes og passes, et nyt hus, der skal bygges og en ny rejsesæson, der skal planlægges; ja en travlhed der ville få mange til at ønskes sig fem ekstra par hænder. Men det eneste jeg virkelig ønsker mig er …

Søvn!

Søvn ja! Og nej, ikke for at sove travlheden væk, men for at samle energi til at tygge mig igennem opgaverne i prioriteret rækkefølge. Søvn, der giver energi til mine hjerneceller, og søvn der kan give mig ”spunk” til at tackle de udfordringer, der findes i enhver hverdag – om det er familielivet eller arbejdslivet.

Og hvorfor ønsker jeg mig så søvn? Jeg har ikke babyer mere – faktisk to skolebørn, og kun TO af dem! Det burde jo være ”a pjece of småkage” at få søvn nok. Og nej, jeg har heller ikke et sexliv a la bogen Fifty Shades, som pt. er på alles læber (måske fordi jeg hverken er 21 eller amerikaner … who knows?!).

Den simple årsag til mit ønske om søvn er ‘leverpostejsfarvet hverdagsagtig': Det ene barn er forkølet og lyder skiftevis som en søløve og skiftevis som noget, der ikke har tænkt sig at trække vejret i mange minutter mere. I sig selv en tanke, der kan holde enhver forælder vågen! Det andet barn har fået sensommer-araknofobi og kan ikke falde i søvn med mindre hun ligger i vores seng – delvist ovenpå en af os forældre (ofte mig)! Og hun kan heller ikke sove natten igennem uden at vågne to til tre gange pga. den der edderkoppeangst, der igen får hende til at pive, klynke og klamre sig til den nærmeste forælder! Intet i denne verden giver jo mere optimale betingelser for en god nats søvn end syge børn eller store omklamrende børn, der bruger en som madras!

Derfor er mine tanker i denne tid på ét af de vigtigste elementer i, vil jeg påstå, ethvert menneskes liv – søvn! Uden den ingen balance, ingen regenerering og ingen vedvarende fornuftig hjernefunktion!

Så kan jeg klare hele verden … næsten

Jeg kan godt klare travlhed og kan mærke, hvornår det er tid at sige fra pga. stresshunde, der snapper efter anklerne. Jeg kan også godt tygge mig igennem de fleste opgaver og prioritere og vælge – og bliver hele tiden bedre til det der med at sige ja tak og nej tak på hensigtsmæssige tidspunkter. Bevares, der er plads til forbedring, men er det ikke også ok?!

Det, jeg ikke kan, er dog at leve et balanceret liv med arbejde og karriere/jobliv – og dårlig søvn! Naturligvis går det en enkelt dag – måske endda en uge. Men så er det også slut! Derfor må jeg slå et slag for god, sammenhængende og nok søvn! For søvn er, for de fleste af os, alfa og omega, hvis vi vil holde gejsten, tempoet og glæden ved det hele!! Hvis vi vil arbejde, familie og hele fritidspakken på én omfangsrig gang; så må der SØVN til!

Hvordan reagerer du, når du ikke får søvn nok? Del meget gerne oplevelser, tanker eller fif i kommentarfeltet nedenfor…

Besøg Ninas egen hjemmeside herSe Ninas bog: Den gode barsel her.

Om Nina Kirstine Brandt Jacobsen

Daglig leder af rejsebureauet Travelling Heels (kultur- og aktive rejser KUN for kvinder), foredragsholder og forfatter. Ph.d. i samtidshistorie, coach og mor til to. Yogadyrker og hestefan med lille hus i det store Udkantsdanmark.

Skriv en kommentar...

*