’Breaking Barriers’ – interview med Nina Rung-Hoch

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Jeg har talt med en yderst interessant dame. Hun er 53 år – og en sand pioner: Hun er den første kvinde i kamptropperne, der bestod Hærens Officersskole – og så endda med det højeste snit på sin årgang. Hun er den første danske kvinde, der tog en MBA på Harvard Business School. Hun har været uddannelsesansvarlig for online uddannelser på City University of Seattle, bestyrelsesmedlem, rådgiver finansielle virksomheder i Danmark og England. Og meget mere. Hendes navn er Nina Rung-Hoch.

Kvinde i en mandsdomineret verden

Nina er vokset op som balletbarn fra Det Kongelige Teater, så hun fik – nærmest bogstaveligt talt – ”dyder” som ’disciplin’, ’kæft, trit og retning’, ’konkurrence’ og ’team spirit’ind med modermælken. Alt sammen noget, der viste sig at være særdeles brugbart, da hun som 18-årig startede på Hærens Officersskole og senere – som 29-årig – på Harvard Business School.

Hærens Officersskole

”Hærens Officersskole er en helt fantastisk lederuddannelse. Her er det ikke ”bare” teori – det viser sig i praksis ude i feltet, om du er en god leder: Hvis du ikke er det, er der ingen, der gider at følge dig,” fortæller Nina. Og de andre ville gerne følge hende – trods fordomme om kvinder i hæren, som der næppe var færre af dengang – for mere end 30 år siden… Alt det, Nina havde fået med i bagagen som balletbarn, brugte hun direkte på Hærens Officersskole. Og med et fantastisk resultat: Hun afsluttede som nummer to på sin årgang – med samme gennemsnit som nummer et. Efter Hærens Officersskole flyttede Nina til USA, blev gift og fik en datter (og 14 år senere også en søn). Hendes datter er i dag 26 og bor i Pennsylvania, og sønnen er 12 og bor hjemme.

Harvard Business School

Da hendes datter var to år, flyttede familien til Boston, og Nina startede – som den første danske kvinde nogensinde – på sin MBA på Harvard Business School. ”Det var dødhårdt: Konkurrencen var hård, og det krævede disciplin ud over det sædvanlige; jeg så ikke min lille 2-årige datter det første år lige ud over lørdag eftermiddag,” fortæller Nina.

”Learning hurts – it costs something…” – Derek Bok, President af Harvard Business School

”Da vi efterfølgende flyttede til Danmark, var der ingen, der vidste, hvad en MBA var for noget – og endnu færre forstod, hvad jeg dog skulle bruge ”sådan én”til – så vi flyttede tilbage til USA, hvor jeg begyndte at arbejde inden for den finansielle sektor”.

Uddannelsesansvarlig

I 2005 begav Nina sig i kast med endnu et pionerprojekt: Hun blev ansvarlig for City University of Seattles webbaserede MBA-uddannelse. Online uddannelser var stadig helt nyt på daværende tidspunkt, men det satte Nina skub i. ”Vi fik fat i de bedste professorer fra hele verden – tilsammen repræsenterede de mere end ti lande. Og eftersom det hele foregik online, fik vi omkostningerne ned med 90 procent,” fortæller Nina.

Pionerånd

”På Hærens Officersskole var der en, der sagde til mig, at ’en pionér er én, man finder med ansigtet i mudderet og en pil i ryggen’. Det måtte jeg så lige tygge lidt på… Men jeg har altid været en pioner – breaking barriers. Det er derfor, jeg har succes”.

I dag bor Nina igen i Danmark – hun, hendes mand og hendes søn flyttede (tilbage) hertil for to år siden. Men udover Danmark har de faste baser i både USA, England og Spanien.

”Det er det gode ved at drive virksomhed i dag – verden er blevet så uendeligt meget mindre qua internettet, så man er mindre afhængig af, hvor man fysisk befinder sig – og man kan nå ud til så mange mennesker uafhængigt af tid og sted”.

Nina rådgiver i dag danske og engelske virksomheder og institutioner inden for den finansielle sektor om vækst og har desuden et mål om at gøre en indsats i bestyrelser. Hun har været bestyrelsesmedlem i en grøn teknologi-sektor kapitalfond – Dansk Egenkapital – med Jørgen Mads Clausen fra Danfoss og Brian Mikkelsen fra Folketinget, og hun vil gerne sidde med i nogle flere.

Og derudover har hun en vision om at hjælpe kvindelige iværksættere og virksomhedsejere, for som hun siger: ”Hvis du vil have noget at sige, skal du starte dit eget firma”.

Læs også Ninas bud på, hvad der skal til for skabe succes samt bevare sin femininitet i en mandsdomineret verden – og hvad vi kvinder eventuelt kan lære af mænd – i artiklen:
Succes og femininitet i en mandeverden.

Om Patricia Richter

Mor til Silas (født 2007) og stifter af KarriereMor.dk; derudover hjælper hun andre med at identificere deres personlige brands, gennem udforskning af deres unikke kerne, og derigennem skabe klar og autentisk kommunikation - se mere på PatriciaRichter.dk.

Skriv en kommentar...

*