Det, vi tager for givet, kan godt være lidt stort…

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Forleden ringede en af mine gode bekendte. Hun er ved at tage en videreuddannelse indenfor fortællende journalistik. Hun ringede til mig, fordi hun gerne ville skrive en artikel om vores adoptionsforløb med vores ældste søn. Det er seks år siden, vi fik ham, så en del af oplevelserne fra dengang var blevet lidt støvede. Vi har heldigvis nogle videofilm og fotos, som hjalp med at sætte hukommelsen i gang.

Eva og hendes to adoptivbørn

Vi har ikke fået vores børn på en helt almindelig måde, men i dagligdagen er det ikke noget, vi tænker over, for de er begge velfungerende og de er jo ubetinget vores, selvom de har haft en anderledes start på livet end de fleste danske børn. I hverdagen er jeg tilbøjelig til at glemme taknemmeligheden. Men lige i disse dage, hvor jeg har fået genopfrisket vores historie, fylder taknemmeligheden rigtig meget.

Jeg har fået genopfrisket billederne af vores søn, der to år gammel blev båret ind til os på et kinesisk amtskontor efter at være blevet eskorteret 400 km. fra den by, hvor han voksede op på et børnehjem. To år gammel og uendeligt nysgerrig på livet kom han os i møde med en pose nødder i hånden og en fotobog med et lille udvalg af billeder fra hans tidligste år som det eneste, han bragte med sig ud over det tøj, han stod og gik i. Jeg blev mindet om, hvordan han det første døgn på hotelværelset flere gange samlede sit tøj sammen og gik hen til døren og bankede på den. Det havde været meget hyggeligt at møde os, men nu ville han faktisk gerne hjem.

Jeg har fået genopfrisket moderfølelsen, som kom væltende i det øjeblik, jeg fik ham i mine arme og som ikke var blevet mindre, da jeg tre måneder efter igen sad med ham i mine arme på Rigshospitalet. Han var netop vågnet op efter den hjerteoperation, som vi godt på forhånd vidste, at han skulle gennemgå, men som alligevel var en stor mundfuld så kort tid efter at vi havde fået ham.

Da vi fik papirerne på vores datter efter mange års ventetid, måtte vi igennem endnu et drama. Vi havde allerede en gang sagt ja til et barn med særlige behov, som en operationskrævende hjertefejl jo må siges at være. Nu havde vi fået papirer på et barn på næsten fire, der havde haft Meningitis som spæd, og papirerne fortalte nærmest ingenting om hendes nuværende status. Men de danske læger kunne fortælle, at Meningitis – og især den aggressive type, der bl.a. findes i Nepal – kan give børn taleproblemer, høreproblemer, motoriske problemer og i værste fald alvorlige hjerneskader. Vi skulle altså igennem en proces, hvor vi skulle tage stilling til, hvor handicappet et barn, vi var parate til at få ind i vores familie.  Familier, der føder børn med et handicap har ikke noget valg. Måske er det godt sådan, for man vokser helt sikkert med opgaven, men det er et ret ubehageligt etisk valg at blive stillet overfor.

Vi måtte have vished for hendes tilstand og fik gennem vores adoptionsrelaterede netværk i Nepal iværksat en lægeundersøgelse af pigen. Heldigvis var hun blevet behandlet i tide, så hun ikke havde fået mén af sygdommen, og når jeg ser på hende i dag, godt og vel et år efter at hun kom til Danmark, hvor hun udviser en overordentlig høj intelligens, har udvist en ekseptionel hurtig tilegnelse af det danske sprog, er det svært at forestille sig at hun skulle kunne være blevet hjerneskadet. Du kan læse mere om, hvordan det gik, da vi skulle hente vores datter i Nepal her.

Vi har fået to skønne, kvikke, kønne og socialt velfungerende børn. Det har taget mange år, og der har været rigtig mange frustrationer undervejs. Men nogen gange er det det, der skal til, for at lære taknemmeligheden at kende.

Hvad har dine børn lært dig om taknemmelighed? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

Besøg Evas egen hjemmeside her.

Om Eva Gøttrup

Eva Gøttrup hjælper kreative og innovative mennesker med at få succes med deres forretning. Ved at hjælpe dem med at finde deres fokus, organisere deres dag, og at komme ud med sig selv - se mere her. Eva er mor til to børn Isak på 7 år og Rajani på 4.

Skriv en kommentar...

*