Hvornår er man egentlig en ‘rigtig’ sundhedstype?

Udskriv til printer / Send artiklen til ven

Her til morgen var jeg ude at undervise på mit sundhedsforløb Health Camp. Kvinderne på holdet er i gang med en sundhedsforvandling og er alle kommet med deres egne individuelle sundhedsdrømme, som de knokler på at nå.

Det gode er, at mange allerede har nået deres første delmål. Det mindre gode er, at alle på det ene eller andet plan mener, de godt kunne have gjort det lidt bedre. Løbet lidt mere. Spist endnu sundere. Have styrketrænet lidt oftere. Havde man på dag ét spurgt dem, om de ville være tilfredse, når første delmål blev nået, ville svaret selvfølgelig havde været et rungende JA. Men nu er barren lige blevet sat lidt højere. Og det er helt naturligt og menneskeligt. Vi vil altid gøre det lidt bedre.

Personen, der løber over målstregen på sit første halvmaraton, fejrer kun succes’en i kort tid, inden der kommer et nyt mål: helmaraton, selvfølgelig. Og en dag er helmaraton heller ikke nok. En dag, for længe siden, sad selv samme person og drømte om en dag at kunne løbe 5 km uden at stoppe. Siden er barren bare blevet sat op.

Jeg elsker selv at sætte mål, presse mig selv ud af komfortzonen og mærke stoltheden, når målet nås. Men lad os lige minde hinanden om, at sundheden er midlet – ikke målet i sig selv. Når folk starter på et sundhedsforløb, er det ikke fordi de ”bare gerne vil være sunde”, men fordi de vil høste frugten af det, et sundt liv kan give dem. En slank krop, et højere selvværd, mere energi og overskud, mindre sygdom og et højere humør.

Under Health Camp i dag  brugte vi i hvert fald meget krudt på at tale om, hvornår man egentlig var blevet ”én af de sunde”. Ja, den definition findes ikke entydigt et sted. Spørger du din halvtykke onkel, vil han sige, at han synes du er mega sund. Spørger du din kollega, der lige har løbet Iron man, skal der lidt mere til at imponere. Svaret ligger meget hos dig selv, og kan du begynde at høste af sundhedsgevinsterne, ja så går det i hvert fald den rigtige vej.

Hvilke delmål og mål har du nået? Hvordan fejrer du det, når du har nået et mål? skriv meget gerne en kommentar nedenfor…

 Besøg Alexandras egen hjemmeside her.

Om Alexandra Svarre

Alexandra er selvstændig kostvejleder, løbecoach, zumba- og træningsinstruktør. For hende handler sundhed om luksus, frirum, energi og velvære; det er hendes mission at hjælpe andre med at få sundheden ind i hverdagen. Privat er Alexandra gift og mor til to.

Skriv en kommentar...

*