- For kvinder med ambitioner – når tanker om familie og karriere mødes - http://karrieremor.dk -

Mindful living: Drop nu kvik fikset!

Vi lever i en tid, hvor alting er skruet så meget op i tempo, at essensen ofte ryger ud af det hele. Bare tænk på vores kost – den er efterhånden så fabriksudpint og forandret, fyldt med farvestoffer, og tilsætningsstoffer, at den gør os syge. Samtidig har den mistet sin næringsværdi, så vi nu putter kunstige vitaminer i, som vi igen ikke aner, hvilken effekt har på vores krop på lang sigt.

Vi skaber flere og flere mentale ubalancer og stresstilstande, som igen giver sygdomme og mistrivsel hos et stort antal af os i Vesten.

Og i dette virvar af forvrængede input på det fysiske og psykiske tror vi også, at vejen tilbage til et stabilt og lykkeligt liv kan købes eller skaffes via et kvik fiks.

Det hurtige kursus, lidt lykketerapi, eller hvad vi nu finder på. Men intet kan kure en tilstand med den samme tænkning og fremgangsmåde, som har skabt den.

Der skal helt nye og andre veje og værktøjer til, og et af de aller væsentligste og sværeste i denne verden er tålmodighed og tillid. Tålmodighed med at ting tager tid – og ofte lang tid – når vi taler om mentale mønstre og vaner, der skal ændres. Den samme tid, som det tog at udvikle mønstrene, den samme tid skal vi ofte bruge på at bryde dem igen. Her hjælper ingen kvik fiks, vi kan simpelthen ikke løse vor moderne tids sygsomstilstande ved at skulle være hurtigt færdige og videre. Og tilliden handler om at komme tilbage til at tro på, at livet og vores eget indre vil os det godt.

Mange af os er havnet i en tilstand, hvor vi er angste for vores egne kropslige reaktioner. Vi går i panik, når hjertet banker og pulsen stiger, vi bliver angste, når vi ikke forstår vores krops signaler og vores sind.

For at bryde dette mønster må vi derfor gå helt nye veje. Vi må være indstillet på, at vi vil os selv det aller bedste!

Og i den sætning ligger rigtig meget glæde, men også meget angst, for det kræver for mange af os, at vi tør give slip og ændre på noget af det, vi allerede har. Vi må turde lade glæden over livet fylde og os selv være ledetråden. Og hvordan det?

Min påstand er, at vi i travlheden har mistet forbindelsen til os selv, vi har ikke fået de værktøjer, der skal til for at forstå hvem vi som mennesker er, og hvordan vores indre system er skruet sammen. Derfor kommer vi så let til at lade os rive med af andres begejstring og lovning om det forjættede land.

Jeg tog mig selv i for nylig – på trods af jeg er så bevidst, som jeg er – at hoppe med på et begejstringstog, der ikke var mit eget. Jeg har tidligere skrevet om min fascination af en personlig træner [1], jeg følger på Facebook, og min lyst til at følge hendes råd. Men pludselig opdagede jeg, at jeg havde mistet lysten og glæden ved at løbe. Jeg kunne næsten ikke få skoene på. Hvorfor? Fordi jeg havde taget et billede ind om, at jeg skulle være en super løber og i hammer god form. Men løb har for mig altid været en mindfulness øvelse, hvor jeg løb for at opleve glæden ved naturen og min krops rolige tempo gennem skoven, hvor jeg fik tømt hovedet fuldstændigt. Og nu var der kommet en andens billede om, hvad løb skulle være.

På den måde bliver vi konstant kuppet af verden omkring os. Og hvis ikke vi har tålmodigheden og langsomheden med, der giver os en chance for at stoppe op og mærke efter indad, så løber vi på vildspor.

Det bedste vi derfor kan spørge os selv om, inden vi kaster os ud i noget i livet, er: Gør jeg det her for at blive gladere for at være mig?

Hvis svaret ikke er et rungende JA, så er vi på et vildspor. Så er der brug for virkeligt at tænke os om.

Der er masser af gode muligheder i vores omgivelser, for at finde alle de værktøjer, vi har brug for, for at komme på rette på spor igen. Men igen her kræves også tålmodighed.Og ikke mindst kræver det, at vi har stillet os selv det spørgsmål: Gør jeg det her for at gøre mig selv gladere…. Eller gør jeg det for at kunne være ligesom alle de andre, så jeg kan tale med ved frokostbordet eller andet?

Jeg har lige startet en online klub, At leve Mindfuldt, for dem, der gerne vil i dybden med mindfulness på deres egen stille måde derhjemme – med ro og tålmodighed. Alligevel er der folk, der skriver til mig efter kun 14 dages medlemskab: ”Det var ikke lige noget for mig, synes ikke det gav det, jeg havde forestillet mig…”.

De fleste mindfulness-studier tyder på, at der skal 3-4 måneder til for, at effekten virkelig kan mærkes og begynder at slå igennem i dagliglivet.

Så at lære sig selv at kende – at kunne tolke og styre sine egne indre processer – er således ikke noget, der bare lige kommer på 14 dage.

Men for at få glæden ro og balancen tilbage i livet igen, kræver det, at vi giver os selv lov til at være tålmodige og tillidsfulde. At skabe rum og tid og mulighed for at ville os selv det aller bedste.

Så hvad vælger du? Det du plejer eller det bedste? Skriv gerne en kommentar nedenfor…

 Besøg Floras egen hjemmeside her [2].